Af Niklas Frederiksen, Medlem indtil 2004
Det her er bare løgn. Vækkeuret på min telefon bipper til min evige irritation. Klokken er halv seks en kold lørdag vintermorgen, og om to en halv time skal vi være i Greve, nærmere betegnet Tjørnelyskolen. Det er blevet tid for Jokokans årlige vintertræningslejr. En dag fyldt med fysiske prøvelser, blå mærker, gode grin og et ordentligt ryk, med hensyn til éns træning, venter sig. En sikker hest at spille på, er at regne med at man om aftenen vil være godt brugt. Det var jeg i hvert fald den lørdag aften. Vi var tre nede fra Skælskør, der lige ville slutte dagen af med et par kølige bajsere, og ikke længe gik der, før vi alle tre sad og småsov.
Nu vil jeg meget nødigt smigre nogle, men vintertræningslejren i år var en skidegod lejr. Til trods for at vi næsten var halvtreds mennesker, var det en rigtig hyggelig lejr, hvor både sjov og festivitas og seriøs træning gik op i en højere enhed. Og YES, endelig, efter at have ventet mere end fire år, fik jeg lov til at komme op og træne med alle de “hårde fyre”, som man på forrige lejre har gået og beluret ud af øjenkrogen. Men ikke i år. Der fik jeg selv lov at prøve.
Nu var der jo så godt nok ikke så forfærdeligt mange med det nok så berømte sorte bælte, som der plejer, men det gjorde da i det mindste, at der var plads til os lidt lavere graduerede. Kanon at få prøvet. Selv om man nu godt nok får mange klø oppe i den ende. Kadencen er hårdere end den man er vant til, men jeg føler til gengæld, at jeg har fået lært utrolig meget på den ene dag. Som altid på vores træningslejre får man enormt mange input, men det tager ofte et stykke tid at bearbejde, så om aftenen og den næste dag sidder jeg tit med en følelse af, at jeg i grunden er en torsk hvad karate angår. Også fordi man bliver presset så meget, at man til sidst bare kører på reflekserne, og alt går og vælter rundt for én. Men når jeg har fået det lidt på afstand, finder jeg altid, at det har været en god lejr, og denne ingen undtagelse. Selvfølgelig skal man også lige lave en brøler eller noget andet, som man kan gå og ærgre sig over, men hvis man ellers får vendt og drejet det lidt, er der som regel en god lektie i det.
Min brøler på denne vintertræningslejr har jeg i hvert fald allerede lært meget af. Blandt andet har jeg lært, at selv om man måske lige tror, man inden for en smal tidsmargin, kan nå at lave noget fikst, uden det så går galt, går det næppe sådan. Min motorik er desværre ikke ligeså gennemført som Jet Li’s eller Jackie Chan’s. For havde den været det, var alt gået som det skulle. Men det gjorde det ikke. Vi havde frikamp, og Martin havde allerede kæmpet sine tre første kampe, da han skulle møde sin overmand i form af Tysons lillebror, nemlig mig! Det er muligt, at mit store idol Tyson nikker skaller under boksekampe, men jeg sætter mig kækt på min udmattede modstander og knalder ham én på godda’en. Og hvorfor ikk’? Så lærer han respekt! Nå, jeg lærte i hvert fald noget af det lille uheld. Lektien for mig var, at det måske ikke lige var så smart.
Udover basistræning og frikamp og hvad vi ellers plejer at lave, var vi også inddelt i nogle hold på tværs af grader, klubber og alder. Vi havde i vores gruppe en masse sjov med både de gruppesamtaler, vi skulle lave, og opgaven med alle sammen at lave noget af en kata. og at få det til at hænge sammen. Vi var selv tilfredse med resultatet, men det var mest processen at lave det, der var skæggest. Ligesom når vi på andre lejre har lavet et show med tant og fjas. Det er bloody funny at lave. At alle de sindssyge og blærede idéer folk kommer med, rent faktisk kan blive til noget håndgribeligt, er utroligt, men det lykkes hver gang. Et lifligt pust af humor og spas til vores træningslejr. Jeg gad gerne se et andet forbund, der kan gøre, at deres lejre både kan rumme den seriøsitet, der er nødvendig, og et skud spas oveni, uden stadig at blive for magelig.
God stemning som ramme for god træning med dygtige instruktører. Dét er min opfattelse af en god lejr, og det tror jeg ikke, jeg er ene om. Tak for en god lejr!
