Af Martin E. Hansen, Medlem indtil 2018
Jeg har allerede præsenteret Jer læsere for en artikel om specialtræning med Kimu Sensei. De tre artikler jeg nu vil præsentere Jer for vil gå mere i dybden med både specialtræningen, men også mit personlige udbytte fysisk som psykisk samt oplevelserne hermed indre som ydre. Denne artikelserie er samtidig stof for andre kommende 1.dan’er, hvor jeg repræsentere den ny generation med en offentliggørelse af en 1. dan’s tese. Dette afspejler de omfattende omvæltninger, der er sket i Jokokan forbundet de sidste par år, hvor en mere åben kommunikationspolitik har fulgt i kølvandet. For bedre at kunne forstå bevæggrundene for specialtræningen og vejen mod 1. dan starter vi med begyndelsen…..
Forhistorie
En ganske almindelig arbejdsdag i marts måned 2002 blev jeg ringet op midt i mit arbejde (dengang jeg stadig arbejdede i Merlin A/S) af Kimu Sensei. Man ved aldrig helt om man skal tage telefonen, når der står Kimu i displayet, det skulle også vise sig at være et skæbnesvangert valg at trykke på “løft røret”. Egentlig var det meningen, at jeg skulle have svar på, om jeg måtte undervise i selvforsvar og Tae-Bo i det lokale træningscenter, som jeg havde forespurgt om, men Kimu Sensei havde mere skumle bagtanker (forsøg aldrig at regne den mand ud). Samtalen endte ud med et meget enkelt spørgsmål løst formuleret; “Vil du starte en skole i Korsør nu, der er grobund for en ny karate skole der?” Fra dette øjeblik var mit liv ændret, og jeg overgik til en transformationsproces, som jeg i starten naturligvis endnu ikke kunne se. Den næste uges tid gik med hvileløse nætter, da jeg simpelthen havde svært ved at træffe et valg. Senere har jeg erkendt, at det var her den egentlige “test” og specialtræning startede, ikke at jeg modtog decideret undervisning, men psykisk begyndte der at ske ting og sager.
Efter endeløse mailkorrespondancer med Kimu Sensei, og ikke et skridt nærmere en afgørelse fra min side, blev jeg sat i forbindelse med den “Jokokan advisor, Personal Coach” for Jokokan. Denne har en indsigt i spirituelle sider af livet i sin egenskab af at være clairvoyant, som jeg ikke har, og kunne hurtig finde frem til en blokering i det underbevidste, der forhindrede mig i at træffe et så afgørende valg. Jeg vil ikke her komme ind på behandlingsforløbet da det er, da det er dybt personligt og individuelt, men det satte tankerne i gang og et forløb med vor tilknyttede “Jokokan advisor, Personal Coach” startede. Jeg kom til den første session med åbent sind og var ikke forudindtaget og skeptisk, som mange er det overfor noget uforklarligt, som det åndelige jo er. Efter første session var jeg mere afklaret med mig selv og hvad jeg skulle arbejde med.
Som I ved sagde jeg ja til opgaven at starte en ny skole i Korsør, som selvfølgelig krævede meget arbejde, men det viste sig at være det rigtige valg for mig i dag. Samtidig var tiden moden til, at jeg blev indstillet til 1. dan Yakami Gensei-ryu, hvilket jeg bestod den 15/6 2002 på den årlige I-lejr. Denne lejr var hård både fysisk og psykisk, men mine besøg hos den tilknyttede “Jokokan advisor, Personal Coach” havde hjulpet mig i bl.a. kumité, hvor jeg var blevet bedre til at uddele tæv, men også tog mod flere, der gik igennem, da min psykiske blokering var væk. Det manifesterede sig fysisk ved, at jeg en uge efter lejren tissede blod, hvilket jo kom som et chok, men jeg havde jo forklaringen og det viste sig da også, at det gik over igen.
Min karriere indenfor Jokokan var for alvor startet, og jeg tog imod tilbudet om specialtræning, som var en gevinst for mit hårde arbejde og min vilje til at vise vejen ved at starte en ny skole op. Dette resulterede i, at jeg den 15. september 2002 (1 uge efter opstarten af Jokokan Korsør) mødte op til den første specialtræning med Kimu Sensei på Tjørnelyskolen (den kender vi alle sammen efterhånden, ellers kan i jo prøve at lægge mærke til blodsporerne, svedskjolderne og slæbesporerne på de lange gange næste gang i melder jer på en T-lejr). Specialtræningen skulle komme til at bestå af 6 lektioner både med psykisk rådgivning og fysisk træning og tilretning, dermed var vejen banet for min 1. dan Yakami Taijutsu graduering i uge 8, 2003. Sidste lektion erfarede jeg senere var samtidig en forgraduering.
Kornene sås
Som den flittige læser allerede har regnet ud, er der en pointe med ovenstående og det er naturligvis, at det skulle danne baggrund for min specialtræning på det psykiske plan. Det vidste jeg ikke, men det gjorde Kimu Sensei, der naturligvis vidste det hele på forhånd. Udover dette blev jeg naturligvis bedt om at nedfælde ting, som jeg mente at jeg manglede i pensum op til 1.dan Yakami Taijutsu, som skulle danne ramme om noget af den fysiske træning. Det blev naturligvis til et par ting eller flere, og for ikke at gøre mig selv til skamme og genstand for mobning og andre finurligheder fra både instruktører og elever, vil jeg ikke offentliggøre listen her. Ellers fik jeg blot den besked af Kimu Sensei: “Det er dig selv, der bestemmer udbyttet af træningen”.
Den første samtale var ment som et salgs samarbejdsmøde, og skulle fjerne den værste nervøsitet og på denne måde skabe et elev/læremester forhold. Kimu Sensei udtrykte essensen af træningsforløbet på en smuk måde, som jeg har taget til mig: “Jeg sår kornene i dig, så er det op til dig at lade dem spire”. Jo mere man tænker over ordene, kan de bruges i mange af livets aspekter, hvilket jeg også vil komme mere ind på senere. Det er her man ligger mærke til at træne Yakami er, at træne i alle livets aspekter, som kan være svært at forstå, men også dette vil blive behandlet i disse artikler. Som mange af Jer ved, ellers kommer i til at vide det nu, er der aldrig noget, der er tilfældigt når Kimu Sensei siger det.
Essensen af ovenstående udtalelser, som jeg først senere rigtigt har forstået og erfaret, er naturligvis, at alle kan træne karate på den traditionelle måde, men det er op til den enkelte om de vil træne kampkunst. Først når man begynder at træne i stedet for at øve bevægelser dyrker man kampkunst. Det er dette, der er helt op til en selv, og ad denne vej man skal skabe udbyttet eller som skrevet står, få kornene til at spire. Selvfølgelig skal man ikke tage dette som en retningsline for, hvordan specialtræningen skal være, da den er individuel. Så når du engang får muligheden, er det ikke det samme spørgsmål du bliver stillet, det vil være tilpasset situationen og livscyklussen hos dig. Grunden til at jeg blev stillet overfor at skulle skabe udbyttet selv og få kornene til at spire var naturligvis med bagtanken, at jeg havde svært ved at vælge, som da jeg skulle vælge om jeg skulle starte en ny skole. Så selvom det kan lyde mærkeligt, var det faktisk at række mig en hjælpende hånd så jeg kunne komme videre ad livets landevej og træffe de rigtige valg. Netop det at træffe det rigtige valg blev forstærket af et for nogen velkendt spørgsmål fra Kimu Sensei: “Vil du det, nok????”, “Det er op til dig at vise det”. Den sidder man så og kværner over, mens man tygger sig igennem et rundstykke, der føles mere og mere tørt. Der er jo egentlig ikke så meget at sige til det. Under denne samtale kigger man nødvendigvis sin læremester i øjnene engang imellem (det dør man faktisk ikke af, men han har røngtensyn….tro mig). Det sjove og underlige er, at det ikke altid er Kimu Sensei, der sidder foran en, men en selv. Det skal ikke forstås som, at man ser sig selv fysisk, men det føles som at kigge ind i et spejl og se de gode og dårlige sider af sig selv snakke til en og stille grimme spørgsmål. Det kan være ret hårdt, og til tider føler man sig virkelig presset og mundlam. Det næste jeg fik at vide inden vi skulle i gang med den egentlige fysiske træning, var at jeg skulle have tillid til min læremester om, at han viste den rigtige vej.
Den fysiske træning var der ikke var meget af for mit vedkommende under selve sessionerne, men det er jo igen et spørgsmål om, hvad der er behov for. Jeg havde brug for at snakke og få nogle sider af privatlivet på plads så ergo “trænede vi her”, eller sagt på en anden måde, som også er essensen “I Yakami skal man træne de svage sider og ad denne vej også gøre de stærke sider stærkere” eller i dagligdags tale “Kæden er ikke stærkere end det svageste led”. Det med tilliden syntes jeg fint om, det er jo det vi bygger meget af ordenssamfundet på, hvilket igen afspejler, at Yakami er et aspekt i hele livets øjemed. Jeg forventede naturligvis, at nu skulle vi træne alle de gamle og hemmelige teknikker fra oldgamle skriftruller. Det skulle vi også, men hemmeligheden er ikke så stor, den hedder basis-teknikker. Faktisk tror jeg de skriftruller er tomme og man selv skriver indholdet, forstået igen som, at specialtræningen er individuel. Teknikkerne vi snakker om her er de fem grundparader: age-uké, gedan-barei, soto-uké, uchi-uké og naname-uké. Men det var ikke nok også teknikkerne oi-tsuki og de tre grundspark mae-geri, mawashi-geri, yoko-geri skulle trænes. Jeg blev bedt om at vise teknikkerne, som jeg mente de skulle se ud. Jeg fik pludselig et øjebliks klarsyn og overnaturlige evner, da jeg kunne aflæse Kimu Sensei’s tanker og ansigtsudtryk “Har du ikke fattet en levende meter af det hele”, han sagde det naturligvis ikke højt, men jeg kunne se det ku’ jeg. Jeg blev bedt om at træne basisteknikkerne 3-4 gange om ugen i et antal, som jeg ikke vil nævne her, da nogen vil tro at jeg så er sindssyg eller træningsnarkoman.
Er det tilfældet, er det i orden, men de høre ikke til et bestemt sted, men der skal jo være plads til alle. Det jeg igen prøver at sige, og som jeg blev adspurgt: “Vil du det nok?”. Hvad skal man svare til det? En kendt sætning fra Olsen banden er måske på sin plads “Jaja jeg skal nok”, men sig det ikke til andre, sig det til dig selv, og du skal mene det! Herefter kan man blot pakke sin taske og svedige gi, sige tak for lektionen og drage hjem og vande kornene.
