Mindeord; Abdullah Ibrahim aka Dollarbrand, 09.10.1934 til 15.06.2026, 91 år, Sodenke Sensei, GGM, Yashin Mon. Yakami no Taijutsu.
Abdullah var medlem af Jokokan International fra 1967-2026 – 60 år. Abdullah er et velkendt navn og træningskammerat for flere nulevende danskere siden 1967, hvor han begyndte træningen under SST (Soke Sensei Tonegawa Yukio) i Budokan, Amagertorv 25, København. I Shindenkan regi har han deltaget i tre SST træningslejre i Danmark og løbende igennem alle årene haft hyggelige middage med undertegnede, før og efter koncerter i Danmark, men også i Japan.
Abdullah var den tredie Sodenke Sensei, som SST udnævnte i det 1.000 årige flersporede japanske kampkunstsystem; Yashin Mon. Yakami no Taijutsu. Yamana-Itotani Sensei var den første (Fukushima 1998), og Nishiwake Hidetoshi Sensei den anden(Fukushima 1998). Abdullah var den første og eneste Sodenke Sensei uden japansk blod i årerne, som er blevet udnævnt af SST. Der er udnævnt i alt fem.
Abdullah har levet et meget begivenhedsrigt liv, men glemte aldrig Budo og Bujutsu essens, som fundamentet for hans liv på den samme valgte vej som SST. Dette indeholdt også humor; They once asked Duke Ellington, “Duke, how do you manage to keep all these great musicians with you for all these years — Johnny Hodges, Russell Procope, Cat Anderson? How do you keep these people?” And Duke said, “I found a gimmick: I give them money.”
Hvil i fred, Abdullah, æret været dit minde, og kærlige tanker til dine kære.
Mindeartikel; Jokokan International – Bujutsu Kodosokukai Budo og musik, artikel skrevet i 2011 – 15 år siden.
Af Kimu K. Bjarkmann
Abdullah Ibrahim, som også før var kendt under kunstnernavnet Dollarbrand, har jeg kendt igennem kampkunstens verden de sidste 20-25 år. Abdullah, som er sydafrikaner, født i 1934 og altså i 2011 snart er 77 år gammel, begyndte at træne med SST i Budokan i 1967 imellem hans mange rejser, som en meget anerkendt jazz-musiker, som i en ung alder blev Duke Ellingtons protegé, og som apartheid modstander.
Jeg kender Abdullah, som Jokokan chef for Sydafrika og USA, kampkunststormester og Menkyo Kaiden i Yashin Mon.Yakami no Taijutsu. Vi har igennem alle årene løbene holdt kontakten igennem mails, telefon, hyggelige restaurantbesøg og løbende Budo træninger. Dertil har SST løbende holdt os gensidig orienteret om hinandens laden og gøren.
En af historierne jeg kan huske tydelig var, at under en koncert i Carnegie Hall i New York eller Royal Albert Hall i London, rejste Abdullah sig pludseligt fra sit klaversæde, mens hans orkester spillede videre, og udførte den avancerede densho kata; Mizu no Mai, foran tusindvis af ellevilde tilskuere, som medførte taget var ved at løfte sig og anmeldelserne dagen efter var helt unikke.
Abdullah har også tre gange deltaget i vores sommertræningslejre med SST i 1994, 1996 og 2000.
Specielt 1994 træningslejren husker jeg som noget specielt. Abdullah havde som prominent medlem af ANC i mange år levet i eksil fra Sydafrika. Men i maj, 1994 tiltrådte lederen af ANC, Sydafrikas højeste embede – embedet som landets præsident efter afholdelsen af det første frie valg. Sydafrikas nye præsident var sort og hed Nelson Mandela, og blev jo senere verdenskendt og et symbol for forsoning, nationalt som internationalt, trods 28 år i fængsel pga. apartheid og det hvide mindretalsstyre.
Træningslejren på Tjørnelyskolen med SST var i juli måned, – lidt over to måneder efter Nelson Mandela og ANC medlemmers tiltrædelse på alle vigtige regeringsposter. Abdullah havde et møde på den sydafrikanske ambassade i Danmark omkring projektet ”Building a new united nation”, og spurgte om SST, jeg og Jens Kyoshi om vi havde lyst til at deltage. Det havde vi af ren nysgerrighed.
I mit virke som forretningsmand har jeg mødt en del ambassadører, men jeg har aldrig før eller siden oplevet en så synlig bange, rystende og nervøs fungerende sydafrikansk ambassadør, som under dette møde. Men menneskeligt set, så var 46 års officiel apartheid og hundrede års hvidt styre lige blevet afløst af det første frie valg, som havde medført den første sorte præsident.
Denne præsident var ANC´s leder, og nu sad han med Abdullah, som ikke blot var verdensberømt jazz-musiker og fremtrændende ANC medlem, men også lige havde dirigeret et symfoni orkestre ifm. indsættelsesceremonien af landets første sorte præsident, Nelson Mandela. Så man kan jo ikke fortænke ham i, at han var nervøs efter så mange års apartheid. Men værre var det heller ikke end at Abdullah havde foreslået og arrangeret, at han, jeg og Mandela skulle tale om livet nogle dage på Abdullahs veranda på hans landsted i Sydafrika. Alle kunne og alt var arrangeret, undtagen jeg som meldte høfligt afbud pga. mit første barns fødsel. Det kunne de andre to sagtens forstå, men der var også flere som ikke kunne, da Mandela er rimelig populær og efterspurgt i hele verden. Men de glemmer at han også er et menneske på godt og ondt, uanset ”glimmer, glitter, kors, bånd og stjerner”. Men sådan er livet.
Eftertænksomme efter den oplevelse, hastede vi hjem til mine svigerforældres daværende hus, hvor SST lavede mad til os, så vi kunne være klar til næste træningslektion på Tjørnelyskolen i Greve.
Meget er heldigvis sket siden da, og dette møde var i dyb modsætning til handels fejringen af hundrede året imellem Japan og Sydafrika, oktober 2010 i Japan.
Den 26.juni, 2010 var optakten bl.a. en 1½ times kulturel portrætudsendelse om Sydafrika og Abdullah i NHK, som er Japans nationale TV-station (svarende til DR). Og ultimo september og primo oktober, gav Abdullah flere koncerter i Tokyo og Kyoto, hvor flere fremtrædende japanske Bujutsu Kodosokukai medlemmer også sad på tilskuer sæderne, som Abdullahs inviterede gæster.
Koncerten i Kyoto var special, da denne foregik i Kamigamo templet fra år 678, Kyotos ældste Shinto tempel og UNESCO World Heritage. SST var selvfølgelig inviteret både til officielle fejring på den Sydafrikanske ambassade i Tokyo og til Kyoto koncerten. Jeg kunne desværre ikke deltage, da mit Tokyo forretnings- og træningsophold var afsluttet få dage inden da. Men der kom snart en ny lejlighed.
Den 2. og 3. februar, 2011 skulle Abdullah afholde to eksklusive intim koncerter på kunstmuseet Lousiana, efter hans udsolgte og meget anmelderroste klaverkoncerter med maksimalt antal bedømmelsesstjerner i jazzhuset Montmartre, sommeren 2010.
Som sædvanlig spurgte han om vi skulle mødes og få os en bid brød, men denne gang også om jeg kunne tænke mig at høre hans koncert som hans gæst. Da jeg faktisk aldrig har overværet én af hans koncerter og kun hørt brudstykker af hans musik, synes jeg dette ville være en rigtig god ide.
Så den 3.februar, 2011, kørte min hustru og jeg til den meget hyggelige restaurant ”Bolettes gæstebud”, som servere klassisk franske retter. Her mødtes vi med Abdullah og hans unge tour manager, Jonas Steckel. Det blev som sædvanlig en dejlig og berigende middag om Budo, Sydafrika og gamle anekdoter, og som min kære hustru bemærkede, så var maden dejlig på første række til Abdullahs og Kimu´s humoristiske og fordybende enesamtale. Som dog blev afbrudt af Lousianas musikchef, Lars Fenger, som havde entreret restauranten og stod ved vort bord og tørt bemærkede, at de havde en udsolgt koncert, alle tilskuerne var ankommet, men de nu bare manglede en pianist ved navn; Abdullah Ibrahim. Så vi måtte hurtigt pakke sydfrugterne og komme til Lousiana.
Det blev en fantastisk intim koncert for de ca. 250-300 tilskuere. Abdullah spillede uafbrudt 1,33 timer første gang. De stående ovationer medførte, at Abdullah spillede yderligere 0,5 time.
Da jeg ikke kan beskrive koncerten som anmelderne kan, må jeg ty til kampkunstens talemåde i sin essens. Abdullah opvarmede med kihon (basis), og da han følte sig klar, sprang han direkte videre til kata (essensen), som bølger som slog mod klipper, strand eller en skibsbov, afbrudt af en naturlig, men også til tider voldelig og brutal kumite (kamp) med udgangspunkt i de fem elementer, otte kræfter og 12 principper, og med stærk inspiration fra bogen ”Go Rin no Sho” af sværmesteren, Miyamoto Musashi, som blev skrevet i 1645.
Back stage lige efter koncerten, spurgte Abdullah hvad jeg synes. Jeg beskrev det som ovenstående. Et stort smil bredte sig om Abdullahs mund og han sagde at det var 100 % korrekt forstået og henvendt til min hustru, sagde han; ”You see, that´s Budo!”. Min hustru der er vant til sådan en tale, smilte, men de omkringstående var ikke helt med, så det førte snart til interessante samtaler med andre vist nok verdenskendte jazz musikere, og med Lousianas musikchef, som tørt indledte samtalen med bemærkningen, at ”den der hemmelige internationale kampkunstmesterklub, vist var noget ubrydeligt sammentømret brodeskab, som ikke helt var til at forstå dybden af..”.
Da der samtidig var modeuge i København, var der ventetid på taxi, så min hustru og jeg tilbød at køre Abdullah og Jonas til deres hotel i Helsingør. Jeg fortalte at det var en stor oplevelse endelig at opleve Abdullahs musik live efter 20-25 års fælleskab. Men det også pludseligt var gået op for mig, at jeg aldrig have opfattet Abdullah som sort eller som musiker, men kun som en ”a fellow Budoka pupil”. Jeg kunne klart genkende ham fra dojoen under hans koncert, – da der ingen forskel var. Abdullah udtrykker sin Budo essens og version igennem hans musik, og det gør han som en sand kampkunststormester.
