Vi lavede en række gentagne stranguleringer fra siddende, knælende og stående positioner, hvor man ikke kunne tøve et eneste sekund. Så snart kursuslederens “go” lød, skulle man handle med det samme, mens modstanderen samtidig forsøgte at komme fri eller undgå at blive effektivt stranguleret.

Stemningen var intens, og koncentrationen skulle være der hele tiden!

Den ene makker sad på gulvet, mens den anden stod klar med armen foran ens hoved, klar til at sætte teknikken ind i det sekund, vi begyndte.

For tøver du, har du tabt!

Det hele bliver selvfølgelig gjort under sikre og trygge forhold, hvor man altid har mulighed for at klappe ud, hvis det bliver for meget. Men selv under kontrollerede forhold kan uheld ske.

Og det gjorde det også for mig.

Da jeg skulle strangulere min makker, havde vi kæmpet i noget tid, og jeg ventede hele tiden på, at han ville klappe af. Men det gjorde han ikke. Til gengæld begyndte jeg at høre nogle lyde fra ham, som ikke lød gode. Jeg stoppede derfor med det samme for at sikre mig, at alt var okay.

Det viste sig, at jeg havde lukket for blodtilførslen til hovedet og derved gjort ham bevidstløs!

Heldigvis varede det kun et par sekunder, før han kom til sig selv igen og meget forvirret spurgte: “Hvad skete der?”

Det var en oplevelse, der virkelig satte sig fast hos mig. Ikke fordi noget gik alvorligt galt, men fordi det mindede mig om, hvor virkelige konsekvenserne faktisk kan være, selv under træning!

Fordybning og gode oplevelser!

Selvom kurset indeholder hårde og brutale elementer, handler det ikke kun om voldsomhed. Der findes også en anden side af det hele. Hvis man skal kunne være hård, skal man også kunne være blød!

Det kan være lige så svært at overgive sig til et andet menneske, som det er at kæmpe imod. At give efter, stole på processen og lade teknikken virke kræver også styrke og tillid.

Det var noget af det, jeg havde nogle virkelig gode oplevelser med på dette kursus. Fordi jeg havde prøvet det før, havde jeg også mere overskud til at hjælpe nogle af de andre deltagere, som følte sig udfordrede med det. Det gav en fed følelse at kunne hjælpe andre igennem nogle af de ting, jeg selv havde kæmpet med første gang!

Når jeg ser tilbage på kurset, er det netop kombinationen af brutalitet, realisme, fordybelse og fællesskab, der gør oplevelsen så speciel. Det er hårdt, intenst og til tider grænseoverskridende, men samtidig utroligt lærerigt.

Kursets anvendelse. Virker det?

Når man tænker over det, er der faktisk meget få kurser eller uddannelser, der kan lære dig det, man lærer og får afprøvet på dette kursus. Mange andre på min alder, som har erfaring med kampsport som boksning, kickboksning eller judo, har aldrig prøvet noget i nærheden af dette.

Det gælder også mere professionelle uddannelser i skarpe situationer, som for eksempel i forsvaret. Der får man deres bud på selvforsvarstræning, men oplevelsen der kommer ikke i nærheden af kursets intensitet og virkelighed.

Konceptet med lokale træninger, nationale træninger, stopprøver og stævner gennem mange år giver et stærkt fundament. Ikke kun fysisk, men også mentalt. Mange af kurserne handler lige så meget om disciplin, mindset og det at kunne fungere under pres.

Det er noget af det, jeg synes, gør træningen så unik. Man lærer ikke kun teknikker. Man lærer også sig selv at kende.

Det samme gælder POMW-kurset. Umiddelbart virker det måske mærkeligt med pistoltræning i en traditionel karateklub, men det handler om mere end våben. Det handler om mentalitet, fokus og konsekvens.

“One shot, one kill.”

Hvis man mister fokus, bliver det tydeligt med det samme.

POMW-kurset gjorde også, at jeg følte mig langt bedre forberedt, da jeg senere kom i forsvaret og skulle skyde med riffel. Hvor mange stadig var helt nye i det, havde jeg allerede brugt mange timer på at lære af mine fejl gennem kurset.

På POMW-kurset lå jeg ofte helt i bunden af rangeringen, og det var til tider frustrerende. Men netop derfor lærte jeg enormt meget af det. Jeg blev tvunget til at arbejde med mine fejl og forbedre mig. Da jeg senere stod med en riffel i forsvaret, oplevede jeg pludselig, hvor meget jeg faktisk havde taget med mig. Det gjorde også, at jeg endte blandt de bedste 3-5 % af alle værnepligtige, jeg startede sammen med. Det var en pissefed følelse.

Det samme gjorde sig gældende i den fysiske træning. Da vi trænede nærkamp og selvforsvar i forsvaret, oplevede jeg hurtigt, at jeg havde et meget stærkt udgangspunkt fra min træning i Shindenkan. Jeg følte mig tryg i situationerne og havde ikke problemer med nogle af de personer, jeg trænede imod. Ud af omkring 100 ud af 400 forskellige personer, jeg trænede mod, var der kun én, som gav mig en udfordring. Det skyldtes dog ikke teknik eller erfaring, men ganske enkelt at han vejede omkring 120 kg og var så tung, at jeg havde svært ved at flytte ham.

Samtidig var jeg begrænset af, at jeg skulle arbejde inden for forsvarets og den Kgl. livgardes rammer og metoder. Der var derfor flere ting og teknikker, jeg vidste fungerede for mig, som jeg ikke måtte bruge. Alligevel oplevede jeg, at mange års træning, stopprøver, stævner og kurser havde givet mig et solidt fundament, som jeg kunne trække på.

Det er ikke noget, jeg skriver for at gøre mig bedre end andre. Tværtimod. For mig blev det en bekræftelse og en selverkendelse af, hvor meget tid, energi og arbejde jeg har lagt i træningen gennem årene. Når man står i en ny situation og opdager, at det, man har øvet sig på i årevis, faktisk virker, så er det svært ikke at blive lidt stolt af sig selv.

Ikke fordi man føler sig hævet over andre, men fordi man kan se, at alt arbejdet har været det værd.

Nogle gange opdager man først værdien af sin træning, når man står i en helt anden situation og finder ud af, hvor meget man egentlig har lært. Og for mig var tiden i forsvaret en af de oplevelser, der tydeligst viste, hvor meget jeg har fået med fra Shindenkan.