TaskFight 3 og Jujutsu 3 maj 2026
Af Michael Bekker
Det var efterhånden 5år siden jeg sidst havde gennemført Task Fighting 3 (TF3) og Jujutsu 3 (JJ3) kurserne og jeg havde ikke glemt at det var to mentalt og fysisk hårde, men også superspændende og lærerige, kurser.
Denne gang blev de to kurser afholdt efter hinanden hvilket også giver god mening da det kræver den samme mentale indstilling og ”liv eller død” tilgang for at kunne få det mest mulige ud af kurserne og som oprindelig er tilsigtet, nemlig at lære sig selv at kende. Specielt i den sidste del af JJ3 kurset er der indlagt et ShindenFight forløb hvor der kun er een regel, som siger at der ikke er nogen regel hvilket indikerer at det kan godt kan gå hen og blive udfordrende og lidt hårdt.
I tiden op til kurserne gennemgik jeg mine noter fra de tidligere TF3 og JJ3 kurser og begyndte samtidig, mere eller mindre ubevidst, at forberede min mentale indstilling som er helt essentielt for at have den rigtige tilgang til at udføre træningen korrekt, både overfor sig selv, men også overfor den du sparrer med.
På dagen var jeg spændt og glædede mig til at teste mig selv af og se om jeg ville reagere på samme måde som ved de forrige kurser. Dels var det 5 år siden jeg gennemførte kurserne sidst og dels havde jeg ikke trænet i 2år og dermed heller ikke deltaget i OBC hvor vi har muligheden for at blive bedre og tilegne sig mere viden og detaljer som er nødvendig for at gøre fremskridt – Det betød også at jeg gik til opgaven med stor ydmyghed.
Keld-Renshi som var vores instruktør på begge kurser gennemgik først den teoretiske del og om baggrunden for hvorfor TF3 og JJ3 kurserne er designet på den måde som de er. Kurserne skal egentlig afspejle virkeligheden som den er udenfor Dojoen. Det vil sige at man kan komme ud for at tage beslutninger eller handlinger der kan have potentielt fatale konsekvenser og om man selv er parat til at reagere på dem.
I værste fald kan det være en liv eller død situation og det kan være et spørgsmål om man vil redde sit eget eller et familiemedlems liv ved at forsvare sig mod truslen eller om man tøver og risikere enten komme til skade så ens familie også kommer til skade eller det der er værre.
Det var med den indstilling jeg mødte op med og da jeg som person er en ganske flink fyr, når nu jeg selv skal sige det, og normalt tager hensyn til andre mennesker, så er det en mental udfordring at hente det frem overfor mine træningskammerater som jo er helt fantastiske mennesker. Men hvis ikke man har den indstilling fra start, så bliver det et rigtig hårdt (og måske ubehageligt) kursus, da man ganske enkelt mærker konsekvenserne i form af at blive ramt når modstanderen slår eller sparker med fuld kraft eller man løber tør for kræfter ved en nedtagning med efterfølgende strangulering – Det er ikke en situation man vil ønske at være i og den er absolut heller ikke behagelig selv under træning hvor det er under kontrolleret forhold og der er altid en vej ud i form af et klap på gulvet eller sin modstander.
I traditionen tro, så fandt min ”faste” makker og jeg sammen under JJ3 og ShindenFight – Vi har tilsyneladende en tiltrækningskraft overfor hinanden og vi har en usagt aftale og forventning om at vi går all-in og dermed sørger for at vi begge får det maksimale ud af træningen, ja det vil faktisk føles helt forkert hvis vi ikke trænede den del af kurset sammen!
Vi gjorde som vi fik blev instrueret i og som sædvanligt var det en liv eller død kamp hver gang vi gik i gang hvilket også betød at vi nogle gange ikke hørte når kampen var slut – så fortsatte vi indtil blev puffet til. Men det fortalte jo bare at vi havde den rette indstilling og ikke ville acceptere at vi selv eller familien kom i fare uden at have gjort en helhjertet indsats.
På et tidspunkt tog min makker rigtig godt fat og presset på min hage ved en nedtagning var så stort at det gjorde ualmindelig ondt og jeg overvejede stærkt om det ville sætte mærker bagefter. Og det gjorde det faktisk – jeg havde fået en pæn dobbelthage pyntet med blodudtrækninger og jeg kunne ikke undgå at få lidt associationer til en kalkun da jeg så mig i spejlet derhjemme.
Jeg sendte en kærlig tanke til min makker og var glad for at han havde gjort sit bedste for at presse mig og samtidig var jeg også glad for at jeg havde kæmpet videre selvom det havde gjort ondt og det kunne medføre en skade eller et ændret udseende (hvilket det så også gjorde for en kort periode).
Mine tanker efterfølgende er kun positive og kurserne har bekræftet mig i at jeg har indstillingen til at kunne beskytte mig selv og min familie også selvom det betyder at jeg skal løbe fra en ubehagelig situation i stedet for at konfrontere den fysisk. Den opfattelse har jeg på en måde altid haft ud fra andre oplevelser i forbindelse med at give assistance ved f.eks biluheld, akut slagtilfælde eller andre potentielt livstruende situationer hos andre mennesker – Jeg har aldrig tøvet med at gøre noget, hellere det, end ikke at gøre noget. Det betyder dog ikke at man er et dårligt menneske hvis man ikke gør noget, nogen bliver ganske enkelt paralyseret og kan ikke bevæge sig eller tage fornuftige beslutninger når de bliver presset – mennesker er jo forskellige.
Så det var med en god fornemmelse jeg gik hjem, men jeg havde helt glemt hvor hårdt fysisk det var hvilket betød at jeg var fuldstændig ødelagt i kroppen over en uge efter kurset! Jeg syntes det var lidt pinligt og specielt et par dage efter kurset var jeg i træningscenter med min kære hustru hvor jeg hverken kunne løfte vægte eller løbe – Det havde jeg meget svært ved at acceptere. Det trøstede mig dog en smule at mine træningskammerater havde det på samme måde og jeg modvilligt nok også må erkende at alderen efterhånden spiller en (lille) rolle når kroppen skal restituere😊
