TaskFight 3 og Jujutsu 3 maj 2026
Af Jesper Hjorth
Hvad lærer man egentlig, når man kommer hjem efter en hel dags træning – fysisk udmattet, mentalt tømt og med en krop, der mærkes i hver eneste bevægelse? Når benene er tunge, pulsen stadig sidder i kroppen, og man samtidig må erkende, at man ikke længere er 20 år 😊
For mig er kombinationen af TF3 og JJ3 både krævende og utroligt givende. Det er den slags træning, der meget hurtigt afslører, om man er til stede i øjeblikket eller bare tror, man er det. Her mærker man tydeligt, at alt har en konsekvens: Når teknikkerne sidder, giver de ro og kontrol. Når de ikke gør, mærker man med det samme, hvor hurtigt situationen kan ændre sig.
Dagen begyndte tidligt med TF3. Der var en særlig energi i lokalet fra start – den dér blanding af godt humør, forventning og respekt for det, der ventede. Man kunne hurtigt mærke, at nogle var nye, mens andre havde prøvet det før. De nye mødte måske dagen med nysgerrighed, mens vi andre vidste, at vi havde mange intense timer foran os. Alligevel var stemningen den samme hos alle: Vi var der for at lære, presse os selv og få så meget som muligt ud af dagen.
Jeg hørte selv til den mere erfarne gruppe, og jeg havde derfor en rimelig idé om, hvad der ventede. Alligevel er det noget særligt at stå der igen, for man bliver altid mindet om, hvor meget der stadig er at lære. TF3 bygger videre på den skolede tilgang fra TF1 og TF2, men løfter det hele op på et niveau, hvor realismen for alvor begynder at kunne mærkes. Det er her, man ikke kun træner teknik, men også oplever konsekvensen af den. Vi arbejder med situationer, som man aldrig ønsker at havne i, men som netop derfor er vigtige at forstå. Tempoet er højere, puderne er væk, og intensiteten stiger mærkbart. Det betyder, at fokus skal være skarpt hele tiden. Præcisionen skal sidde der, teknikken skal være ren, og man mærker hurtigt, hvor lidt der skal til, før en lille fejl får betydning. Det er netop dét, jeg holder så meget af ved TF3: Det stiller krav, men det giver også en langt dybere forståelse af både teknik og realisme.
Efter frokost gik vi videre til Jujutsu 3, og her kunne man godt mærke, at kroppen allerede havde været på arbejde i mange timer. Alligevel blev intensiteten skruet endnu et hak op. Sammen med vores sparringspartnere arbejdede vi videre med kropsmanipulation, kast og låse – hele tiden med fokus på kontrol, sikkerhed og præcision. Jujutsu er tæt kontakt, og det er netop dét, der gør det så særligt. Man kommer helt ind i situationen, og man mærker meget direkte, hvor afgørende det er at bevare roen og tænke klart. Hvor JJ1 og JJ2 lægger fundamentet med faldteknikker og kast, tager JJ3 det videre med stranguleringsteknikker og arbejde med vitale punkter. For nogle kan det være grænseoverskridende, og det forstår jeg godt. Men for mig er det også her, forståelsen for alvor bliver konkret. Når realismen øges, bliver konsekvensen tydeligere – og det gør læringen stærkere. Alt foregår naturligvis under kontrollerede forhold og med høj sikkerhed, men oplevelsen er stadig intens nok til, at man mærker, hvad det handler om.
Derfor er TF3 og JJ3 også blandt mine absolutte favoritter, og det er bestemt ikke sidste gang, jeg stiller op. Noget af det, jeg får allermest ud af, er den indsigt, træningen giver i mine egne reaktioner. Hvordan reagerer jeg, når tempoet stiger? Når presset øges? Når trætheden begynder at tage over? Jeg har været heldig at træne med sparringspartnere, som ikke holder igen, og det tilfører en nerve, som gør oplevelsen endnu mere ægte. Man mærker hurtigt, hvor lidt der skal til, før fokus glipper – og hvor stor betydning det kan få.
Dagen sluttede med gulvkamp, låse og stranguleringer i et meget højt tempo, med kun 30 sekunders pause mellem hver kamp. Det var her, trætheden for alvor satte sig i kroppen. Man når et punkt, hvor man føler sig tømt, hvor armene er tunge, og hvor man næsten tænker, at der ikke er mere at give af. Men det fascinerende er, at der alligevel ofte dukker noget op. En rest af vilje. Et ekstra gear. En indre styrke, man først får øje på, når man virkelig bliver presset.
Så hvad har jeg fået ud af endnu en dag med TF3 og JJ3? Først og fremmest en stærk påmindelse om, hvorfor jeg bliver ved med at vende tilbage. Jeg har fået genopfrisket mine færdigheder og min viden, men også lært noget om mig selv. Jeg er blevet mindet om, at det ikke nødvendigvis er den stærkeste eller yngste, der står bedst i pressede situationer – men den, der formår at bevare roen og være afklaret.
Jeg har også endnu en gang erfaret, at selv når man føler sig helt tømt, så er der ofte lidt mere at hente. Den skolede tilgang kombineret med stigende intensitet udvikler ikke kun teknikken, men også sindet, viljen og indstillingen. Og selv om en dag som denne kan mærkes i både krop og hoved i flere dage bagefter, så er det også netop det, der gør oplevelsen så levende. Man bliver træt, øm og brugt – men også mindet om, at man virkelig lever 😊.
