TaskFight 3 og Jujutsu 3 maj 2026
Af Nicolai Hornung
Allerede fredag, 2 dage før Task Fighting 3 og Jujutsu 3 kursernes afholdelse, kunne jeg mærke lidt ulmende nervøsitet nederst i maven. Det var den samme fornemmelse, som inden en eksamen; en fornemmelse af, at forbindelsen mellem hoved og krop forvanskes, og nervøsiteten i maven får frit spil trods mange forgæves forsøg på at styre den mentalt. Jeg tror, det skyldtes en kombination af, at jeg ikke havde nogen ide om, hvad jeg kunne forvente på nogen af kurserne, og at jeg derfor gennem andre, mere erfarne udøvere, i ugen optil lod mig fortælle, at det var hårde kurser, og at jeg skulle passe på mig selv for ikke at komme til skade.
Task Fighting 3 (TF3) var dagens første kursus på den solrige søndag, og kurset begyndte kl. 08:30 med en times indledende præsentation, hvilket ikke just afhjalp nervøsiteten hos mig selv eller de øvrige førstegangsdeltagere. Vi blev præsenteret for en række videoklip af ældre dato, som afbildede varierende grader af vold i kampsportsverdenen, fra noget næsten komisk sportskarate kumite til MMA og overvågningsvideoer af ægte gadekampe og overfald fra bl.a. Jomfru Ane Gade i Aalborg. Scenen var sat, og vi gik ind i dojoen for at udstyre os med tandbeskytter, handsker og anden beskyttelse om nødvendigt.
Heldigvis udøvede Shindenkan-dojoen sin sædvanlige magi, der som et varmt vindpust blæser alle bekymringer og dagligdagens spekulationer ud af kroppen ved indgang, og jeg mærkede ikke mere nervøsiteten. De næste par timer trænede vi kumite — men det var ikke den kumite, jeg kender fra lokaltræningen — med en brun-/sortbælterække af skiftende modstandere, og i øvrigt generhververe af selvsamme kursus, der var klarere i intention og vilje i deres spark og slag. Udover selvfølgelig teknikkerne, blev jeg selv udfordret på at holde korrekt afstand for at kontakten i mine angreb skulle have den ønskede konsekvens, hvis det skulle komme så vidt. Intention er noget, jeg også har arbejdet med i Kenjutsu PK3 (kumite-kamp med sværd), hvor intentionen i et angreb er en nødvendighed for at forsvareren effektivt kan udføre sin teknik. Ikke for at gøre det ’nemmere’ for hinanden, men fordi uden intention om at forvolde den anden skade, hvad er så pointen i forsvaret? …
Lige, da det selvfølgelig kørte allerbedst, fik det sjove dog et brat stop, da jeg i min uerfarenhed fik taget et intentionelt mae-geri spark med en mislykket håndbevægelse, der skulle have været en let glidende kraftoverførsel væk fra mig selv, som i stedet blev absorberet direkte i mit venstre håndled. *Knæk*.
Jeg tænkte ærligt talt pis, at jeg ikke engang kunne komme gennem første kursus uden en skade. Kursuslederen fandt hurtigt en ispose til mit håndled, og trykkede let på leddet for at tjekke, om noget var helt galt. Noget i leddet var heldigvis ikke helt galt, men med de lette tryk blev jeg med ét svimmel og så stjerner — noget jeg troede, var reserveret til Disney-karakterer og ikke virkelige mennesker. Jeg sagde det ikke til instruktøren, fordi jeg synes det var moderat pinligt, da det egentlig bare var et slag på hånden og leddet jo endnu bøjede den rigtige vej. De næste 5-10 min sad jeg henne i et hjørne — bleg, med koldsved i ansigtet og slem kvalme. Senere nævnte kursuslederen, i anden sammenhæng i plenum, en kort bemærkning om, at det var normalt for alle lejlighedsvist at føle trangen til at være hjemme hos mor, når man var i kamp eller voldsomme situationer. Og jeg vil indrømme, at jeg lige i de 5 min tænkte, at nu ville jeg faktisk gerne være et andet sted. Kvalmen fortog sig alligevel igen, og jeg fortsatte den sidste time af kurset. Denne gang dog med den anden (højre) hånd forrest så vidt muligt.
Efter en lille frokostpause, en flødebolle og en fødselsdagssang for en af kursusdeltagerne, der fyldte 66 år samme dag (!!), begyndte Jujutsu 3 (JJ3) kurset med en halv times præsentation på det meget lille kontor til 12 mennesker, hvor der nu var en lidt anden luft efter 2,5 times intens træning/kamp. Her så vi igen nogle klip fra en TV-udsendelse, nu af en anden karakter, som omhandlede tilsyneladende tilfældige danskeres billede af vold i Danmark. Er der sket en forråelse på gaderne? Er der mere vold? Og hvad kan stoppe volden? Svaret på det sidste spørgsmål var vist, at den kun kan stoppes inde i os selv.
Efter præsentationen var kyu-stævnet, der afholdtes sideløbende i den anden del af dojoen, godt i gang, men der faldt alligevel en del blikke vores vej. Det, at vi nu blev lejlighedsvist observeret, giver jo en lidt anden følelse indeni: jeg tror primært en af ekstra fokus. Jeg kommer til at tænkte på fysikkens dobbeltspalteeksperiment, der viser, at partikler som observeres, opfører sig som bølger, der interfererer med hinanden, men når partiklerne observeres, forsvinder interferensen og de opfører sig bare som partikler. Min pointe er egentlig, at jeg tror jeg flytter min opmærksomhed lidt mere ind i mit eget hoved, når jeg observeres, hvor den før var mere udadvendt. Det gør vi nok alle i nogen grad, og det kan jo være både godt og skidt jævnfør svaret på spørgsmålet fra den tidligere videopræsentation.
Jujutsu 3 kurset havde en klar rød tråd fra de forrige Jujutsu 1 & 2 kurser, og byggede, efter en kort repetition, direkte videre på de kast og låseteknikker vi tidligere har lært. Nu fik vi ’den sidste brik’ til vores teknikker — Jujutsu 1: fald-teknik, Jujutsu 2: kast, Jujutsu 3: kontrol og afslutning. Vi trænede især, hvordan man efter et hoftekast beholder kontrollen over den kastede modstander ved varierende håndleds- og armlåse. Det er interessant at få lov til at eksperimentere med disse i trygge rammer, for der kan være stor forskel på, hvilke låse, der virker på forskellige personer, så i en rigtig kampsituation gælder det om at være lynhurtigt omstillingsparat, hvis det man laver, ikke fungerer. Disse afsluttende låse ledte naturligt videre til stranguleringer. Her fik vi først nogle teknikker til selvfølgelig at sætte stranguleringen effektivt ind på modstanderen. Modsat min egen forudgående forestilling forsøger man egentlig ikke at trykke armen og albuehulen lige ind mod modstanderens adamsæble eller tilsvarende, men at klemme de 2 arterier sammen i siderne af halsen med den langt mere effektive biceps-muskel, hvorved blodtilførslen til hjernen lukkes af — styrken kommer altså mere sidelæns end frontalt. Jeg fik kort efter selv en lettere komisk oplevelse, da min træningsmakker en anelse usikkert satte dagens første strangulering ind, mens jeg selvfølgelig stod med ryggen til, og dernæst spurgte mig: ”Jaa, jeg vé… altså kan du mærke noget?” mens min hals og luftvej var helt lukket af, så jeg var aldeles ude af stand til at svare. Fordi de skolede rammer er så trygge at være i og alle træningsmakkere i Shindenkan har en god træningsmoral, der ikke går ud på at forvolde hinanden skade, blev oplevelsen altså lidt komisk snarere end alvorlig og farlig, da jeg jo bare kunne klappe af.
Afslutningsvist, som en forsmag på ShindenFight konceptet, hvilket vi var blevet ’advaret’ om ville komme, skulle vi udfordres lidt, så vi i makkerpar skiftedes til at sidde på gulvet, med makkeren bagved klar til at sætte en strangulering ind på kursuslederens Go’, mens den siddende skulle forsøge at komme ud af låsen eller om ikke andet undgå at blive effektivt stranguleret: Den ene makker sad nu på gulvet, mens den anden stod med armen foran ens hoved, klar til at sætte den ind det sekund, vi begyndte. Der blev ikke sparet på kræfterne noget sted. Alle muskler i kroppen blev spændte, for at sætte og holde stranguleringen om makkerens hals indtil de klappede ud. En helkropsøvelse for at få makkeren ned at ligge, slået benene væk under dem og nærmest flette sig selv fast på dem, som en pytonslange, der bliver ét med sit bytte. Og ligeledes i de omvendte roller, at trække hagen ned mod brystet for at holde armen væk fra halsen, og lettere desperat holde imod kvælertaget på den ene eller den anden måde. Hér i nærkamp får man for alvor respekt for andres størrelse og styrke. Især, når man holdt de pompøse titler af ikke bare kursets lavest graduerede, men også kursets laveste vægtklasse, hvor selv kursets næst-letteste nok var 1.5x så tung som jeg selv. Da kursuslederen sagde, at vi nu tog det sidste stranguleringsforsøg, var jeg sådan set klar til at blive kvalt i en fart, så vi kunne blive færdige, men jeg kæmpede selvfølgelig imod så godt, jeg kunne.
For mig var begge kurser samlet set en succes. Lejlighedsvist var kurserne, og da især stranguleringerne, en voldsom oplevelse. Men også lærerige og faktisk sjove på deres egen måde, hvilket også var det indtryk jeg fik fra de øvrige kursister, hvad end det var deres første eller anden gang på kurset. Det var sjovt, fordi vi fik mulighed for at prøve os selv af i trygge rammer, hvor kampen blev mindre ’kunstig’ og lidt mere virkelig på godt og ondt. Jeg går da selv herfra med en vis succesoplevelse i at kunne mere end jeg måske lige troede, i nærkamp mod nogle større mænd end jeg, og samtidig med mere respekt for det, jeg endnu ikke kan.
At tage både TF3 og JJ3 kurserne lige efter hinanden var en mulighed for fordybelse, selvom det også var lidt hårdt og problematisk i forhold til erhvervede skader undervejs. På hjemvejen skinnede solen atter, og jeg priste mig lykkelig for, at jeg stadig er ung, så hånden og andre knubs nok hurtigt skal blive hele igen.
