Gradueringsartikel
Af Mads Villadsen, 20 år, 1.dan, Yakami Shinsei-ryu Taijutsu & Karate-do (det flersporede kampsportssystem), 1.dan Sr., Bujutsu Kodosokukai Jikitai Karate-do (Oprindelig gl. Original Okinawa Karate-do), 2.dan, Bujutsu Kodosokukai sports karate-do (Gensei-ryu arven fra 1965 og sammenlignelig grad til Shotokan, Goju-ryu, Taekwondo, Judo, Jujutsu, Kendo osv.), bestyrelsesmedlem Jokokan Ballerup Karateskole.
Forestil dig, at du har haft en drøm i 15 år. En drøm om karate. Om sort bælte. At den til tider er det eneste, du tænker på. At du igen og igen har måttet kæmpe – med de bare hænder, med stav, med sværd og i hårde kampe.
Men mest af alt har du kæmpet mod dig selv.
Jeg husker træninger. Hvor jeg stod i dojoen, sveden løb, og tanken om at give op virkede fristende. Hvor tvivlen hviskede, at jeg ikke var god nok. Det var dér, de hårdeste kampe blev udkæmpet.
Jeg har kæmpet mod min angst, min frygt, mit mindreværd, min selvmedlidenhed og mit ego. Mod alle de sider af mig selv, der gjorde det svært at tro på, at jeg kunne. Jeg har tvivlet på mig selv flere gange, end jeg kan tælle: om jeg var god nok, om jeg kunne, og om det overhovedet var det rigtige at gøre. Undervejs har jeg oplevet både mine største sejre og mine værste nederlag.
Jeg er vokset op med denne identitet. Karate blev ikke bare en sport, men en del af min hverdag, min disciplin og mit fællesskab. Den har været med til at forme mig som menneske på en måde, jeg aldrig havde forestillet mig. Den har givet mig værktøjer til at finde ud af, hvad jeg er god til, og hvad der gør mig oprigtigt glad.
Jeg er gået fra at være en irriterende lille dreng på 6 år til at stå som en ung mand – et nyt menneske – som 20-årig.
Så ved du, hvordan det har været at være mig på denne rejse.
Allerede ved sæsonstart melder man sig normalt på bruttolisten til en graduering den kommende sommer. Det ved de fleste fra grønt bælte og opefter. På den måde kan ens performance evalueres over hele sæsonen. Men sådan var det ikke for mig.
Ved sommerstævnet 2025 fik jeg en 1. Dan Ho grad. Det betyder, at jeg manglede så lidt for at springe to grader, at jeg fik lov til at gå op til X-mas-stævnet i stedet. Dermed kunne jeg slette min 1. Dan Ho og forsøge at graduere direkte til 1. Dan sort bælte.
Det var på ingen måde noget, jeg havde været forberedt på. Da jeg stod på podiet foran alle til sommerstævnet og sagde, at jeg ville gå efter det, gik det først rigtigt op for mig, hvad det indebar. Jeg havde nu kun et par måneder til at blive klar til at indfri mit livs største drøm.
Heldigvis var jeg fysisk rimelig godt forberedt efter min graduering og min guld Ayame. Derfor blev rejsen i månederne op til stopprøverne og X-mas-stævnet i langt højere grad en psykisk rejse end en fysisk. Det fysiske skulle være rutine – ikke for at lyde arrogant, men fordi det var nødvendigt.
Jeg kom direkte fra en hverdag på gymnasiet, og pludselig var det kapitel slut. Sommerferien brugte jeg som mange andre på at slappe af og få en masse gode oplevelser, hvilket gav det hele lidt afstand. Men så kom den nye hverdag.
Jeg fik et fuldtidsarbejde i en børnehave, som jeg virkelig nød. Noget, jeg har lært og vil være evigt taknemmelig for, er, at karate har forberedt mig på at undervise. Gennem det fandt jeg ud af, hvor glad jeg er for at arbejde med mennesker – og i særdeleshed med børn.
Samtidig skulle jeg træne min teknik, min form og mit mindset målrettet X-mas-stævnet. Presset voksede. Alle havde hørt, at jeg ville gå efter sort bælte. Inde i dojoen vidste alle, hvad det betød, og udenfor vidste folk, at det var noget særligt. Samtidig havde min bror fået sort bælte i judo samme år.
Støtten var ægte, men forventningerne var tunge at bære. Jeg ville ikke skuffe nogen – mindst af alt mig selv. Det gjorde mig ekstremt bevidst om min træning, mine fejl og mit niveau.
Nu var det ikke om et år. Det var ikke engang om et halvt år. Det var nu. Det var her, det hele skulle kulminere. Alt, hvad jeg havde lært – både inde i dojoen og udenfor – skulle bruges.
Så kom X-mas-stævnet.
Hallen summede af stemmer. Luften var tung af sved og spænding. Allerede fra morgenstunden kunne jeg mærke, at jeg ikke var helt på toppen eller mentalt til stede. Jeg var blot en uge inde i min værnepligt ved Den Kongelige Livgarde, og alt det fokus, jeg havde opbygget mod stævnet, var forsvundet. Nu skulle jeg genfinde det på én enkelt dag.
Til selve stævnet, hvor jeg primært skulle undervise, kunne jeg mærke, at det ikke var helt det samme. Jeg havde svært ved at fokusere fuldt ud på opgaven, og tankerne vandrede.
Til sidst kom stamina-stopprøven – den, som de fleste kender til. Men det er kun dem, der selv har prøvet den, der virkelig forstår den. Efter første runde med arme er man så forpustet, at man snapper efter vejret. Efter anden runde med ben gør alt ondt. Og så kommer den sidste runde. Der er det ren overlevelse. Man er halvt bevidstløs, og kroppen vil give op.
Jeg skulle gennemføre den sammen med Magnus, og vi havde hver fået en pudeholder. Jeg ænsede ikke, da han blev pillet fra – pludselig stod jeg alene tilbage. I mit hoved var der kun én tanke: Jeg giver ikke op nu. Ikke efter alt det her.
Det, jeg til gengæld tydeligt kunne mærke, var tilråbene fra venner, familie og træningskammerater. De støttede og heppede på mig hele vejen til det sidste. Det gav mig energi, da jeg havde allermest brug for det, og det er jeg dybt taknemmelig for.
Når det engang bliver jeres tur, så lover jeg, at jeg står klar og hepper på jer.
Traditionen tro, når man bliver gradueret til sort bælte, er det, at ens chefinstruktør tager ens brune bælte af og binder det sorte om livet på én. Det er et øjeblik, jeg har set frem til i mange år. I det øjeblik kunne jeg mærke, at det, jeg havde gjort, var enestående.
Rejsen har lært mig, at grænser ofte sidder i hovedet, og at man kan mere, end man selv tror – hvis man bliver stående, når det er sværest.
Jeg var – og er – enormt stolt af det, jeg har opnået, og af den person, jeg er blevet.
MEN DET HER ER IKKE SLUTNINGEN.
DET ER KUN BEGYNDELSEN.
