Gradueringsartikel
Af Magnus Wulff Breinstrup, 20 år, 2.kyu, Yakami Shinsei-ryu Taijutsu & Karate-do (det flersporede kampsportssystem), 1.kyu, Bujutsu Kodosokukai Jikitai Karate-do (Oprindelig gl. Original Okinawa Karate-do), 1.kyu, Bujutsu Kodosokukai sports karate-do (Gensei-ryu arven fra 1965 og sammenlignelig grad til Shotokan, Goju-ryu, Taekwondo, Judo, Jujutsu, Kendo osv.)
I sommers bestod jeg min graduering til 3. kyu YSTK (Yakami Shinsei-ryu Taijutsu og Karate-do) med et stort 12-tal, og jeg havde gjort det så godt, at jeg fik tildelt en 2. kyu HO grad. Det betyder at jeg var 80% af vejen til den næste grad, men også kun 80% af vejen til et 02. Ud over i sommers er det ikke sket i mange år. Men en HO grad er ikke en færdig graduering, det er kun starten. For at bestå det næste bælte skal man stadig i mål med de sidste 20%, og gerne lidt mere. Og til 2. kyu YSTK er de sidste 20% ikke så lidt. Det involverer blandt andet de stoptest som der er til alle brun- og sortbælte gradueringer. Så selv om jeg var 80% af vejen til den næste grad, havde jeg også kun et halvt år, i modsætning til det hele år en sæson normalt varer, til at komme i mål med graden. Det vil kræve en indsats, og en god indstilling.
Men til september begyndte jeg på universitetet, hvilket har påvirket mit fokus markant. Før sommerferien arbejdede jeg i en butik, hvilket betød at så snart min arbejdsdag var overstået, tænkte jeg ikke mere over mit arbejde. Det hele lå på min arbejdsplads, og der var ikke noget at lave i forbindelse med det, så snart jeg kom hjem. Det vil sige, alt mit fokus kunne være på min karate, når jeg var til træning. Men på universitetet er det ikke lige så adskilt. Man har altid lektier for, og man kan altid lave noget mere skolearbejde, selv når man er hjemme. Så tankerne på skolen bliver ved med at ligge i baghovedet. Selv hvis man har lavet noget, er det ikke sikkert man har lavet nok, så måske burde man lige bruge lidt mere tid på at forberede sig. Det har været tydeligt, når jeg har været til træning, da min koncentration og indstilling har været meget værre, og jeg har derfor ikke fået lige så meget ud af træningen. Det er et problem når jeg er oppe til en brunbæltegraduering, især når jeg kun har et halvt år.
Dette halve år har vi haft et travlt skema med karate, hvor der har ligget mange brun- og sortbæltetræninger, samt alle 4 OBC kurser. Oven i alt den ekstra tid der er blevet taget op i forbindelse med min universitets start har det betydet at jeg har haft meget travlt, og stort set ikke haft nogen weekender hvor jeg har haft mulighed for at slappe af og falde til ro. Derfor har stressen også stille og roligt bygget sig op hen over månederne, hvilket igen har påvirket min træning. Det vil sige at jeg hele tiden har følt mig bagud med min karate, og Kimu Sensei har heller ikke lagt skjul på at jeg har været det. Jeg har været meget klar over hvor jeg har ligget i forhold til om jeg ville bestå min graduering, og den har hele tiden ligget på grænsen. Jeg har bare ikke haft den rigtige indstilling til virkelig at udvikle mig. Så da jeg til en af brunbæltetræningerne skulle igennem noget, der mindede om Shiai, Shindenkans frikampskoncept, blev jeg meget opmærksom på hvordan det gik. Og på det tidspunkt var der kun 2 uger tilbage inden gradueringen. Så hvor jeg i sommers var rigtigt nervøs for første gang i mit liv, op imod min graduering jeg havde arbejdet hårdt for i et år, varede det til gengæld kun en dag eller to. I modsætning til det, har jeg denne gang været nervøs i 2 uger. Jeg havde svært ved at sove og havde hele tiden ondt i maven. Og da det er første gang jeg har prøvet at være nervøs så længe, har det bare gjort nervøsiteten værre.
Om morgenen på gradueringsdagen tog Kimu Sensei mig og Mads til siden, da vi var oppe til graduering, for at tale med os. Han ville give os en mulighed for at tale om hvordan vi havde det, og fortælle os hvordan vi lå i forhold til vores graduering. Og så ville han lægge vægt på, hvad vi skulle gøre i løbet af dagen. Kimu Senseis job er i virkeligheden bare at vurdere om vi er gode nok til at få den næste grad, men da han selvfølgelig også rigtig gerne vil have at vi består, gør han alt hvad han kan for at vi kan vise hvor gode vi er. Til brun- og sortbæltegradueringer skal man i løbet af stævnet undervise. Og en af de ting Kimu Sensei specielt lagde fokus på at fortælle mig var, at han var godt klar over at jeg var nervøs, og det kunne godt være at jeg havde selvmedlidenhed i forbindelse med at jeg også havde travlt med skolen. Men når man underviser, så handler det ikke om en selv, det handler om ens elever. Og hvis jeg ikke kunne sætte mig selv til siden, og give noget af mig selv for at undervise de elever jeg stod for, så kunne jeg ikke bestå. Og det var jeg meget klar over, men det hjalp stadig ikke på nervøsiteten.
Det gode var, at det var et julestævne vi holdt. Og da det om vinteren bliver mørkt og trist, holder vi altid fokus på at få en god stemning til vores julestævner. Det kan blandt andet ses ved at alle instruktører har nissehuer med, som de har på i starten af dagen for at bygge en god julestemning. Og når jeg bare fokuserede på vores fantastiske stemning, kunne jeg mærke at alt min nervøsitet forsvandt så snart stævnet gik i gang. Så selv om jeg de sidste 2 uger havde været meget nervøs, gik undervisningen og træningen godt. Men når vi nåede til stamina-testen, hvor jeg skulle give mig fuldt ud og slå på en pude, indtil Kimu Sensei bad os om at stoppe, kom nervøsiteten igen. Men nu var jeg nået så langt, og det sidste skulle bare overstås.
Jeg gav hvad jeg havde til stamina-testen, men jeg havde bare ikke særlig meget at give af. Jeg kunne selv mærke, at i modsætning til i sommers, så føltes det langt værre. Og det kunne Kimu Sensei selvfølgelig også se. Heldigvis var det dog stadig nok til lige at bestå, men også kun lige. Som Kimu Sensei fortalte mig, lå jeg til et 1.99 som blev rundet op til et 2-tal. Men intet bliver foræret, og en bestået grad er en bestået grad. Så jeg nåede alligevel i mål med det jeg sagde ja til i sommers, da jeg accepterede min HO-grad. Men fremadrettet har jeg meget at arbejde med, hvis jeg vil fortsætte med rigtigt at udvikle mig.
