OBC KM1-2 November 2025
Af Mads Villadsen, 20 år, 1.kyu, Yakami Shinsei-ryu Taijutsu & Karate-do (det flersporede kampsportssystem), 1.kyu, Bujutsu Kodosokukai Jikitai Karate-do (Oprindelig gl. Original Okinawa Karate-do), 1.dan, Bujutsu Kodosokukai sports karate-do (Gensei-ryu arven fra 1965 og sammenlignelig grad til Shotokan, Goju-ryu, Taekwondo, Judo, Jujutsu, Kendo osv.), bestyrelsesmedlem Jokokan Ballerup Karateskole.
Der er en helt særlig stemning i Måløvhallen, når OBC-træning begynder. Den er fyldt af fokus, intensitet, forventning og dårlig humor. OBC handler ikke kun om teknik — det handler om inspiration, fordybelse og at skabe en rød tråd i sin udvikling. For mig var dagen også en del af min graduering, og derfor skulle jeg demonstrere meget foran de andre. Bare tanken om at være i centrum gjorde mig nervøs. Jeg ville så gerne gøre det perfekt, især fordi jeg vidste, at alle ville kigge på mig.
Ligesom i 2024 var det KataFit, der blev fokuseret på. MBH blev aflyst som opvarmning, og KataFIT 1S opstartet (i eget tempo!). Magnus og jeg skulle lige fra start stille os i midten og demonstrere.
Jeg kendte teknikkerne og udførelsen. De lå i kroppen som rutine. Men følelsen af at være bedømt gjorde alt meget større. Kroppen var rolig, men indeni var der pres på. Jeg kunne ikke tåle at lave fejl, for jeg vidste, at det ville blive bemærket.
Hver gang jeg skulle demonstrere, væltede tankerne rundt:
“Hvis jeg laver fejl, så gør de andre det også forkert, da de jo kigger på mig. Det må ikke ske.”
Midt i KataFit’en stoppede Kimu-Sensei op og kiggede direkte på mig og sagde til alle, at jeg var en rollemodel, fordi min indstilling og udvikling var et eksempel for andre. Jeg vidste godt, at jeg var blevet fremhævet tidligere, og at det sikkert var rigtigt — men da han derefter vendte sig mod min træningsmakker Magnus og sagde “du er der ikke helt endnu”, blev jeg varm i hele kroppen. Jeg prøvede at grine det væk, men indeni følte jeg mig udstillet. Jeg havde jo bare gjort mit bedste. Jeg ville bare gøre mit bedste — ikke overskygge Magnus.
KataFit er en meget effektiv træningsform, selvom det kun var en 1’er, vi skulle lave. Men da vi skulle demonstrere, blev det til mange flere gentagelser i alt.
Til sidst var jeg i Lower CrossHIT meget presset. Jeg svedte som en gal og rystede i hele kroppen.
Men det var jo bare opvarmningen. Vi skiftede derefter til GI og fortsatte med træningen.
Vi nåede til kastene, og det blev endnu mere intenst. Vi skulle gennemgå fem kast, og da Kimu-Sensei sagde med et lille smil på læben, at han ikke kunne huske de fem grundkast og bad mig demonstrere dem, slog panikken kort ind. Jeg kunne kun huske fire af dem. Men i det øjeblik jeg nåede den fjerde teknik, dukkede den femte op. Kroppen vidste det, før hovedet gjorde. Teknikkerne kom ud én efter én: O-goshi-nage, Uki-goshi-nage, O-soto-gari, Kansetsu waza og Shiho-nage.
Kimu-Sensei bad mig gentage O-goshi-nage, og nu var fokus på detaljer: vejrtrækningen skulle styre bevægelsen, og slaget skulle ramme Suigetsu — kyusho-punktet. Hvis slaget ikke var præcist, mistede kastet sin effektivitet. Jeg havde svært ved at ramme punktet korrekt og endte med at slå hårdere i håbet om, at det ville virke.
Flere meldte sig til at prøve kasteøvelserne sammen med mig, og jeg kæmpede mod fire forskellige modstandere. De var modige og kastede sig ud i det, selvom det var svært — og jeg kunne mærke deres tillid til mig, når jeg tog imod deres bevægelser.
I en af øvelserne skulle Magnus lave et modkast på mig. Han skulle sætte sig ned, trække i min gi bag nakken og vende kastet. Hvis man udfører teknikken og derefter sætter knæet i vejen og kaster over det, kan teknikken brække rygsøjlen, forklarede Kimu-Sensei. I det øjeblik gik det fra træning til virkelighed. Kroppen reagerede med chok og adrenalin på én gang. Men jeg stolede på Magnus, selvom jeg frygtede, hvad der kunne ske.
Under OBC 1, den første del af træningen, var der fuld action. Tempoet var højt, og da vi arbejdede med teknikker fra pensum, var det fantastisk. Jeg elskede det — der var gang i den hele tiden, og kroppen fulgte heldigvis med, mens hovedet… kørte med 120 km/t.
Til sidst arbejdede vi med Tai Chi. Jeg troede, jeg kendte det korrekte åndedræt til bevægelserne — men Kimu-Sensei stoppede os og viste, at det var vores vejrtrækning, der skabte hak og gjorde bevægelsen opdelt.
“Da jeg opgav kontrollen over mit åndedræt, begyndte bevægelserne at flyde af sig selv.”
Efter frokost begyndte OBC 2, og tempoet skiftede helt. Nu handlede det kun om fordybelse — våbentræning med Kenjutsu og Kotachi.
Min modstander var Jens Hanshi-dai. Opgaven var, at spidsen af sværdet skulle støde sammen på centerlinjen og sige clack. Det lyder simpelt, men det kræver total tilstedeværelse. Det gav ekko i mit hoved fra POMW-træningen:
Hvis man kun fokuserer på resultatet og ikke på processen, går det i lort. Og det gjorde det også. Jeg kom til kun at fokusere på at ramme min modstanders sværd for at opnå clack-lyden. Og hver gang jeg gjorde det, ramte jeg intet, og jeg mistede fokus.
Kimu-Sensei mindede os om at huske at trække vejret og koordinere åndedrættet til bevægelsen. Og da jeg huskede det, lykkedes det hver gang. Tænk ikke på resultatet — fokusér på processen, så kommer resultatet af sig selv. Da jeg holdt vejret, hakkede bevægelsen. Da jeg trak vejret, flød den.
Mod slutningen af dagen ramte udmattelsen mig. Ikke fysisk — men mentalt. Jeg var helt slukket på øverste etage.
Så kom den sidste del.
Forud for OBC havde alle deltagere fået besked om at indsende mindst tre spørgsmål til IKU1-3 sessionen. Beskeden lød: “INTET er irrelevant. Det kan være indenfor eller udenfor Shindenkan — historie, menneske, personligt osv.” Jeg elskede tanken. Sikke en mulighed for at spørge om alt det, man normalt aldrig tør spørge om.
Kimu-Sensei læste alle 44 spørgsmål højt.
Mine tre spørgsmål var:
- Oplever du selv tvivl på dig selv den dag i dag — og hvorfor?
- Har du planer for systemets overlevelse i fremtiden? En efterkommer?
- Er der aspekter af japansk kultur/tradition, du gerne ville vægte mere i træningen?
Jeg valgte dem, fordi de betyder noget for mig. Fordi jeg har kæmpet meget med selvtvivl — og gør det også den dag i dag. Både på mig som person, men også på mine evner i dojoen.
Fordi jeg elsker at træne denne sport og dette system, men jeg ved godt, at før eller siden skal der være én, der tager over Kimu-Senseis system, ellers går det tabt.
Fordi jeg er fascineret af japansk kultur og traditioner, og siden Kimu-Sensei er halvt japaner og taler om, hvor vigtigt det er at træne både sin krop og sit mindset — det rigtige mindset — tænkte jeg, at der måske var noget yderligere, man kunne udforske.
Vi blev inddelt i grupper, diskuterede svarene og fremlagde dem. Kimu-Sensei supplerede med sin visdom og sine erfaringer. Det var ikke bare træning længere — det var refleksion. Udvikling. Personlig forståelse.
Da dagen var slut, sad én ting fast i mig:
- Jeg er god nok.
- Faktisk skidegod.
- Jeg skal ikke være en anden — kun den bedste version af mig selv.
- Bare vær dig selv.
- Stræb mod den bedste version.
- Tro på dig selv.
- Vær god mod dig selv.
