Graduerings artikel sommer 2025
Af Mads Villadsen, 20 år, 1.kyu, Yakami Shinsei-ryu Taijutsu & Karate-do (det flersporede kampsportssystem), 1.kyu, Bujutsu Kodosokukai Jikitai Karate-do (Oprindelig gl. Original Okinawa Karate-do), 1.dan, Bujutsu Kodosokukai sports karate-do (Gensei-ryu arven fra 1965 og sammenlignelig grad til Shotokan, Goju-ryu, Taekwondo, Judo, Jujutsu, Kendo osv.)
Alle historier er unikke – helt særlige på deres egen måde. Min historie starter tilbage i sommeren 2023, hvor jeg blev gradueret 2. Kyu YSTK, og da havde jeg allerede truffet beslutningen om at fortsætte i gradueringsforløb mod 1. Kyu YSTK i 2024. Men sådan skulle det ikke gå.
Som så mange nok kan nikke genkendende til, går tingene ikke altid efter planen. Og det gjorde det heller ikke for mig. I sæson 2024 tilmeldte jeg mig bruttolisten mod graduering til 1. Kyu ved sommerstævnet. Men virkeligheden blev en anden.
Når du går til graduering i et så omfattende pensum og i et så universelt system som vores, skal du have den rigtige indstilling med. For hvis ikke du har det, så er du ikke klar. Det var jeg ikke, og derfor blev jeg ikke indstillet til gradueringen 2024. Det var enormt frustrerende. Men jeg var fast besluttet på, at jeg ville fortsætte min rejse. Så det gjorde jeg, på den måde jeg nu kunne gøre. Jeg havde brug for at tage et skridt tilbage og kigge på mig selv og række ud efter hjælp, dér hvor det var nødvendigt. Noget, som jeg ikke havde gjort i lang tid.
Så kom den endelige bruttoliste for sæson 2025. Det var med blandede følelser, jeg stillede mig frem med nogle af de andre og sagde, at jeg ville prøve igen. Jeg ville give det et forsøg mere. Jeg ville ikke give op. Jeg ville ikke lade drømmen dø. Denne gang blev jeg indstillet. Og derved gik en af de mest krævende og mest betydningsfulde rejser i gang.
Resten af sæsonen gik alt for hurtigt. Det var, som om alle de ting, jeg havde haft så svært ved i den sidste sæson, nu var så meget nemmere. Det var ikke fysisk, der var blevet nemmere – nej, det er en helt anden side af sagen. Men det mentale, mindsettet, var det rigtige denne gang. Der var noget inde i mig, der var faldet på plads.
Det fysiske har ikke rigtig været et problem før. Jeg havde forberedt mig godt, og da jeg ved december 2024 tog Katafit 15s uden problemer, vidste jeg, at formen var i orden. Konditionstesten har jeg aldrig rigtig haft problemer med før. Jeg har de sidste gange altid løbet, og jeg troede, jeg var rigtig god til det. Cykling var ikke min kop te, og roning var der ikke nogen, der havde forsøgt sig med i årevis. Og så havde rotesten også et ry for at være den værste test, der var. Men ved et tilfælde prøvede jeg rotesten for sjov, og det skulle vise sig, at det havde jeg et talent for. Derfor skiftede jeg til rotesten i stedet. Og det skulle vise sig at blive den bedste beslutning, jeg havde taget længe.
Hvis du har trænet i Shindenkan i et stykke tid, finder du på et eller andet tidspunkt ud af, hvad Ayame-mærket er. Der er to Ayame-mærker: Ayame GOLD IRIS og Ayame Kuroi.
Jeg glemmer aldrig 1. marts – den SB BB-træning, hvor Kimu Sensei plantede idéen om Ayame Guld. Jeg sad på bænken med kinderne hævede efter at have fået visdomstænderne fjernet få dage før, stadig øm og ude af stand til at træne. Midt i timen vendte Kimu Sensei sig mod mig og sagde med sit karakteristiske, rolige smil: “Måske skal du overveje at gå efter Ayame Guld til sommer. Men du skal gøre det for din egen skyld – ikke andres. Vil du prøve, skal du op på et kondital på 72 for at have overskud til testen. Kun omkring 0,0001 % rammer det niveau. Du kan sagtens, men husk: det er knald eller fald – hele gradueringen ryger, hvis du dumper Ayame Guld.”
Det lød fuldstændig umuligt i det øjeblik, som jeg sad der, ikke engang i stand til at træne for bare smerter. Men selv midt i det tænkte jeg: “Hvad nu hvis?” Jeg besluttede mig derfor for at give det et skud.
For første gang begyndte jeg at se Ayame Guld ikke som en uopnåelig drøm, men som en reel mulighed – og det blev vendepunktet i min træning.
Hvad er Ayame Guld?
Ayame-mærket er Shindenkans filter mellem drømmen om et sort bælte og virkeligheden bag det. Navnet stammer fra irisblomsten (ayame på japansk) – et shintoistisk symbol på yin-yang-balancen og den fulde udviklingscirkel. Hvor Ayame Kuroi (sort) markerer, at du ligger på mindstekravet for styrke og kondition (Meget høj kondition ift. Nordens befolkning), betyder Ayame Guld, at du med vilje vælger den højeste standard og accepterer risikoen: Består du ikke, stopper hele gradueringen (Verdens elite konditionstal, typisk omkring 20+ % højere end Ayame Kuroi).
For at bestå skal du til TG4 (2.kyu-1.dan Sr):
- Stopprøve 1 – dynamisk styrke: mindst KataFIT 15 S (afhængigt af grad)
- Stopprøve 2 – kondition: kondital verdenselite + KataFIT 5 S
- Bestå Ayame ved to forskellige gradueringer, hvoraf mindst én er Ayame Guld standard.
- Nul fejlmargin – rammer du “kun” Ayame Kuroi-niveauet, dumper du ved Ayame Guld forhåndsvalg.
Formålet er tredobbelt:
- Sikkerhed – at du fysisk, psykisk og mentalt kan gennemføre det krævende sortbælteforløb uden at bryde sammen.
- Selverkendelse – processen på 6–12 måneder tvinger dig til disciplin, planlægning og ærlig analyse af dine egne evner.
- Rollemodel – mærket er et synligt bevis i dojoen på, hvem der har gennemført – og dermed hvem du med fordel kan spørge til råds.
Ayame Guld er med andre ord ikke en ekstra flair på bæltet, men selve essensen af Shindenkans filosofi: at kende dig selv, overskride dine egne grænser og bære ansvaret for både succes og fiasko. Derfor gav Kimu Senseis ord genlyd i mit sind: Gør det for dig selv. For når testen endelig kommer, findes der kun én, der kan stå den igennem – og én, der bærer hele faldet, hvis det glipper.
Ayame-mærket viser, at du er klar til sortbæltevejen – både fysisk, mentalt og som rollemodel i dojoen.
Men hvor mange har så gjort det? Jeg har, som mange andre, hørt den gamle fortælling om, at kun tre personer har bestået Ayame Guld – alle kvinder. At ingen mænd har kunnet klare det. Jeg har igennem min træningstid i Shindenkan hørt om mænd, der har forsøgt at tage Ayame Guld, men alle har fejlet. Jeg kunne ikke forstå det. Det kunne da ikke være så umuligt. Eller kunne det?
Det var først, da jeg selv gik efter målet, at jeg virkelig forstod de ekstreme fysiske og psykiske krav, det stiller.
Jeg har været så heldig at have en masse fantastiske mennesker med på min rejse – folk, jeg værdsætter dybt. Det er uvurderligt at have mennesker omkring sig, som har ens bedste interesser på sinde. Både til vores træninger lokalt, nationalt og i fitnesscentret, hvor samtalerne ofte kredser om karate.
Det, jeg har lagt mærke til nu, er, hvor mange gange mine venner har sagt til mig: “Vi tror på dig. Du klarer den 100 %.”
Og så er det sjovt at tænke på, at den eneste, der nogensinde tvivlede på, om jeg kunne klare min graduering og Ayame Guld, var mig selv.
Det er en ting, der ligger så dybt i nogle mennesker, såsom mig selv: at tvivle på sig selv, at tro du ikke er god nok, at du ikke er noget særligt. Det lyder jo meget negativt, og det kan det også blive. Men det må ikke få kontrol over dig. For så hæmmer du dig selv.
Det er helt normalt at blive nervøs – det bliver vi alle. Men lige netop i det øjeblik, når nervøsiteten melder sig, har jeg været nødt til at bevise for mig selv, at jeg er god nok. At der findes noget særligt i os alle – også i mig. For du kan sagtens, hvis du virkelig vil.
Selvom jeg havde forberedt mig grundigt, kunne jeg ikke undgå at være nervøs, da gradueringsvinduet åbnede. Den måned blev fyldt med fysiske og mentale stopprøver, som krævede alt, hvad jeg havde i mig. Det var en hård periode, men også utroligt meningsfuld. Jeg mærkede tydeligt, hvor meget min træning havde udviklet mig – hvor vigtigt det er at kunne stå på egne ben, selv når presset er allermest intenst.
Især når det gælder Shiai-stoptesten – frikamp uden vægt-, alder-, køn-, klasser-, fuld kontakt-, gulvkamp og minimum af regler. Det afspejler og forbereder – hvis virkeligheden er uheldig. Det var anden gang, jeg skulle igennem det, og oplevelsen denne gang var meget anderledes. Nu havde jeg prøvet det før, så jeg vidste en smule om, hvad jeg gik ind til. Jeg havde lært så meget første gang, men denne gang var det mod nogle nye modstandere, som jeg ikke havde prøvet at være i frikamp med. Denne stoptest endte alligevel med, at William sparkede mig i hovedet og gav mig en fuld knockout, som kun varede et til to sekunder, men som gjorde mig ukampdygtig og forsvarsløs bagefter.
Sommerstævnet kom, og det var rent ud sagt en fornøjelse. Den første halvdel skulle jeg undervise en hel del af de yngre elever – noget, som jeg føler mig meget hjemme i og nyder meget. Selvfølgelig skulle jeg også selv testes og skulle i anden halvdel af stævnet vise, hvad jeg kunne i OBC-certificeringen. Og så kom den: stamina-stoptesten. Den, som kommer hver gang, der er sort- eller brunbæltegradueringer. Den, som er den sidste stopprøve, før du er i mål. Men det er også den, der kræver, at du giver dig fuldt ud. At du går til grænsen – og så lidt til.
Heldigvis havde jeg fået tildelt William af Kimu Sensei, min ven og træningskammerat igennem mange år og siden barndommen, som pudeholder. Dem, der har prøvet stamina-prøven, ved, at det kræver en rigtig god pudeholder for at gennemføre. Og det havde jeg bare. Jeg kunne ikke ønske mig at gennemføre den sidste stopprøve med andre end ham. Det var en underlig følelse at gå i gang med stamina-prøven. Med nerverne helt ude på tøjet og adrenalin i hele kroppen og mange mennesker, der råber og hepper rundt omkring dig, kom jeg igennem de første to runder. Men så til den tredje runde, hvor det bare er ren smerte, viljestyrke og overlevelse. Her gør det hele ondt, og du vil for alt i verden have, at det skal stoppe. Undervejs oplevede jeg, at jeg ikke kunne høre noget – det var, som om der var helt stille – indtil det hele kom væltende tilbage, og jeg kunne høre alle råbe mit navn, da jeg var den sidste tilbage på gulvet, hvorefter jeg blev stoppet som den sidste.
Med den sidste prøve bestået var gradueringen fuldført. Jeg blev den 4. til at gennemføre en Ayame Guld, den første mand, der gennemfører en Ayame Guld nogensinde. Fik tildelt OBC-kompetencemærke 4. Og den første i 20 år til at blive tildelt en 1. dan-ho-grad – samtidig med, at jeg også lige blev student på sidelinjen, afsluttende med et 12 tal. At opnå alt det på én gang føles fuldstændig uvirkeligt.
Det har uden tvivl været min bedste sæson i Shindenkan – en rejse fyldt med svære udfordringer, men også store sejre.
Hvis jeg kan, kan du også. Det er det vigtigste budskab, jeg kan give videre.
Jeg ved nok ikke helt, hvordan jeg skal forstå det hele endnu – det kommer nok med tiden. Men én ting ved jeg: Jeg har givet alt, jeg havde i mig. Jeg blev ved, selv når det var svært. Og selvom jeg stadig er bare Mads, med alt det jeg er og ikke er, så har jeg bevist noget vigtigt over for mig selv. At det umulige kan lade sig gøre, hvis du tør tro på det – og går hele vejen med hjertet forrest.
