Hsingi pakke 1 – To sider af samme mønt. 
Af Søren Renshi, 4.dan YSK, 5.dan BKK, sommer, 2012

Da jeg er en ung mand, der er vokset op igennem 70’erne og 80’erne, så må jeg også indrømme at min indsigt i kinesisk kampsport, er kommet igennem utallige film med de store Hong Kong stjerner. Jeg ved godt at det billede man får igennem dem, ikke er korrekt og at man i Kina har tradition for, at give et skævt indtryk af virkeligheden.

Op igennem 70’erne og 80’erne, var kinesisk kampsport det ultimative super hemmelige og meget lidt udbredte form for kampsport, man kunne træne i Danmark og måske også i resten af Europa. Dette skyldes måske nok allermest at Kina var et halvlukket land der ikke udbredte sig så ud over landets grænser. Den japanske del var meget mere udbredt og er det måske stadigvæk. Derfor er der desværre også sket det, at vores opfattelse af kinesisk kampsport er blevet forvrænget med tiden og samtidig har man lært at acceptere de informationer man får omkring det, uden at stille så mange spørgsmål ved det selv.

Sådan har jeg også været og derfor er Kinesisk kampsport er for mig aggressivt og fylder meget, i forhold til japansk der er mere afdæmpet og lige på. Det er som om, at der i Kinesisk kampsport bruges meget mere energi i store bevægelser, der på en eller anden måde skal igennem en tragt før end de rammer, imens japanerne har mindre bevægelser og køre den lige linje. Det gør selvfølgelig ikke det ene bedre end det andet, men det siger nok mere om de enkelte landes indstilling generelt. Og det siger nok også noget om, at det man umiddelbart tror, er virkelighed ikke er det. Samtidig skyldes det nok også, at indsigten i kinesisk kampsport er meget lille og info kommer igennem film og dokumentar udsendelser fra Kina i dag.

Jeg har også været i Kina og har set, hvordan man forsøger at undgå de gamle traditioner og kultur. Så der er nok røget en del principper og processer igennem tiderne, som måske kunne give et mere korrekt billede af deres kampsport/kampkunst. De har haft fokus på målet og ikke processen. Japanerne har holdt sig til processen og mennesket bag og har igennem de sidste 50 år ramt nogle ting som er i bullseye. LEAN, Biler, elektronik mm.

Men hvis man nu graver ned i dybden med Kinesisk kampsport og får mulighed for, at få nogle konkrete og veldokumenteret facts, så tror jeg at man bliver lidt overrasket over hvad man finder.

Grundlæggende er der ikke den store forskel på de forskellige traditionelle kampsport former der findes. De er stort set alle, skabt ud fra kamp på slagmarken og de har alle haft til formål, at skabe overlevelse for udøveren.

Hsingi, Tai Chi og Pakua er alle forskellige former for kinesisk kampsport og har alle et spejlbillede i den Japanske kampsport. Hsingi spejler sig i karate, Tai Chi i Aiki-jutsu og Pakua i tai-sabaki. Det kan måske nok lyde som lidt af en påstand, men prøv engang at grav lidt i fortiden og undersøg det hele til bunds, så kan det være at der dukker noget op, som ikke lige er som man tror det er.

Jeg har også selv måtte indse, at mit eget billede af Kinesisk kampsport er en illusion og det man ser i dag, har været meget anderledes i de gamle dage. Men sådan er det jo også med den Japanske kampsport, så igen et område hvor de kan spejle sig i hinanden.

Hsingi er ikke fyldt med store bevægelser og det er meget lineært, så relationen til karate kan jeg godt se. Det samme gælder Tai Chi og Aiki-jutsu hvor der også er noget hvor jeg kan nikke genkendende til det. Dog kommer det alligevel bag på mig, for jeg har aldrig tænkt den tanke. Men med den lille erfaring jeg har fra begge systemer, så er der alligevel noget der ringer :-)

Da vi på det afsluttende Hsingi kursus, skulle tage tråden op fra hvor vi slap på sidste kursus del, var det med en form for afslappethed jeg mødte op. Jeg havde imellem kursusdelene trænet på det lærte og følte mig åben for mere. Denne del af kurset var delt op i Ryuha i første del og Ryugi i anden del.

Vi skulle igen træne angreb på puderne og jeg begyndte at få en fornemmelse af, hvordan det hang sammen men jeg havde stadigvæk ikke helt fat på det. Teknikken kunne jeg se men alligevel, var jeg klar over at der manglede noget inden den var optimal – jeg kunne bare ikke helt se eller fornemme hvad det var. Så jeg hold fast i den proces jeg kendte til, for på et eller andet tidspunkt måtte der dukke noget op, som kunne give mig et trin mere at træde op på.

Da vi efter 1½ times Ryuha træning skulle i gang med Ryugi delen drønede, hjerne cellerne rundt oppe i hovedet på mig.

Hvad var det der manglede i processen og hvordan ville jeg finde det?

Det jeg ikke lige tænkte på var, at værktøjerne lå lige foran mig men jeg så dem ikke som værktøjer, men som principper der skulle opfyldes. Her taler jeg om TAK-MITT og CT principperne, som vi arbejdede med under hele Hsingi pakke 1 kurset, og Kimu Sensei pointerede igen og igen.

En mønt har 2 sider og der har et princip også – og måske også flere. I stedet for at blive nedslået over at man ikke kan få principperne helt med i teknikkerne, så skal man nogle gange vende det om og sige hvad er det der mangler. Simpelthen tage det trin for trin. Så for man nemlig nemmere øje på det, der ikke fungere helt og så er man på rette vej.

Dette gjorde jeg så på den efter følgende sortbælte træningslejr hvor vi fortsatte med Hsingi principperne.

Men det kan I læse mere om i artiklen.: Sortbælte lejren 2012 – Hold fast i processen.