X-mas Lejr
Lørdag 15. december 2012 – Set med en
Furesøkaners øjne
Af
Søren Hansen Shidoin (52 år) 1. kyu/1.dan
og Jan Vendelbo Shidoin (53 år) 1. kyu/1.dan,
December 2012
Traditionen tro
rundede vi året af med X-mas
træningsstævne i Ny Måløvhal.
For os var dette stævne ekstra spændende
grundet to forhold. For det første var X-mas
lejren udvidet af Kimu Sensei for særligt
indbudte brun og sortbælter med start allerede
fredag kl. 16 og derefter 12 timers intens
træning inden selve X-mas lejren. For det andet
var lejren interessant idet vi for første gang
stod som instruktører med eget elev hold fra
nystartede Furesø Karate Klub (JFu).
Siden den første aktivitetsdag i Hareskovskolen
i slutningen af august hvor Jokokan Furesø
Karateskole blev operationel, har vi arbejdet intenst
med at få gjort det første hold klar til
at møde resten af Shindenkan organisationen og
få smagen af organisationens størrelse og
engagement. Vi var meget spændte på vores
elevers reaktion og indsats.
Vore elever fra JFu var om end endnu mere
spændte, idet de nu for første gang
skulle deltage ved Shindenkan Hondbu-dojo
træningsstævne og dermed vise hvad de
havde lært på de første 3-4
måneder som karate udøvere. Vi kan
selv huske 8 år tilbage til vort første
stævne i Greve og den forventning og også
nervøsitet, der var til stede, når man
som nystartet elev for første gang skal vise
sin kunnen. Så naturligt nok var vore 16 nye
elever fordelt på 10 voksne og 6 Jokokids
også spændte – meget spændte. I
forhold til vort første stævne for 8
år siden har Jokokan samtidigt haft flot
vokseværk. Til 2012 X-mas stævnet kunne
tælles mere end 220 elever fordelt fra 10. Kyu
til 8. Dan og vore nye JFu elever var naturligvis
overrasket over Jokokans samlede størrelse med
10 skoler fordelt på Amager, 2 x Ballerup,
Dragør, Frederiksberg, Furesø,
Hillerød, Korsør, Slagelse og
Sorø. Det var en øjenåbner i
forhold til vort lille hold og dojo i den gamle
gymnastiksal på Hareskov skole, et sted som Kimu
Sensei husker fra sin egen skolegang.
Dette års X-mas stævne startede for JFu
kl. 13.00 med en samlet velkomst af Kimu Sensei til
samtlige klubber og elever, hvorefter
instruktørerne tog over med opvarmning og
derefter fordeling af eleverne i TG grupper. Som sjovt
indfald og til glæde for de mange Joko-kids, var
chefinstruktørerne iklædt nissehuer og en
del af opvarmningen var af ”Gangnam Style” ,som fik
smil frem på alles læber. Formålet
med opdeling i TG grupper er en opdeling af elever i
forskellige bæltegrader, så de kan
træne og udvikle sig sammen og på samme
niveau. Vore nye elever gik til den med fuld energi og
fik tid og mulighed til at træne og fordybe sig
i de forskellige øvelser sammen med de andre
skoler. Træningen her var delelementer af basis
træning, Shiho’er og Kata.
Efterfølgende var vore elever oppe til selve
gradueringen og set fra sidelinjen kunne vi kun
være yderst tilfredse med deres indsats.
Naturligvis var alle elever spændte og der var
mange på gulvet på en og samme gang, men
påfaldende var det så homogent vore JFU
elever udførte de forskellige øvelser og
udfordringer. Ved 9. Kyu graduering er der naturligvis
fokus på de basale grundstillinger og parader,
hvor der klart kan skelnes mellem en gående
Zenkutsu og Kodutso-dachi tilføjet de korrekte
Té og Uké – håndteknikker og
parader. Alt dette klarede vore elever flot, men
vigtigst af alt var, at vi kunne se at vore elever
havde den rette indstilling – attitude og engagement
for at lære. De var fokuserede og
målrettede, hvilket er grundlæggende for
god karate udførelse. Det var derfor helt
naturligt og fortjent at alle bestod og dermed gjorde
sig fortjent til 9. Kyu - Lilla bælte og for
Jokokids mellem 5 og 14 år 1 streg til deres
bælte.
Efter 3-4 timers fællestræning og
graduering var der bag de store smil en vis
træthed at spore hos alle deltagerne. Og de
fleste glædede sig at komme hjem og få
fødderne op.
For os som instruktører var det en rigtig god
oplevelse. Efter alle anstrengelserne med at få
skabt de rigtige rammer for træningen (hvilket
vi skal takke Furesø kommune for og ikke mindst
pedellen på Hareskovskolen), hvervning og
opstart kunne vi glæde os over indsatsen og
resultatet. Det var især dejligt at se hvor
langt man kan nå på blot 3 måneders
indsats, vel og mærke hvis fremmøde
procenten er høj som den vi har set i
Furesø. Så vi glæder os til at
starte op efter nytår.
Sortbælte LU Stævne
(Lederudvikling af sortbælter og aspiranter
(2. kyu – 1. kyu) eller TG4, TG5 og TG6
Forud for den planlagte X-mas lejr afholdes der
traditionen tro Sortbælte LU Stævne. Dette
stævne afholdes for Team gruppe 4-6, og starter
kl. 16 om fredagen og kører frem til X-mas
lejren om lørdagen. Ved selve X-mas lejren
afprøves den opnåede lærdom.
Det er altid spændende med brun/sort bælte
lejre for normalt ved deltagerne ikke, hvad temaet er
eller hvad der skal ske. Denne gang havde vi dog inden
lejren fået til opgave at træne
grundtrinene i vor nye kata Koryu Naihanchi , så
vi kunne (måske) med sikkerhed vide, at denne
kata var på programmet. Men hvordan det
lige hang sammen med emnet ”One stroke one kill” var
ikke helt tydeligt. Og ganske rigtigt startede vi med
Rygha, altså fysisk træning, på vor
nye kata.
Selvom grundtrinene lå i baghovedet skulle vi
dog hurtigt finde ud af at bevægelser, hamni -
krydsspændinger, og udladninger var
sværere end som så. Ikke desto mindre
trænede vi alle med fuld fredags energi og lagde
flere timers træning i samme kata. Apropos
energi, så sætter netop denne kata stor
fokus på energipunkter med hænders
berøring med kroppens Kyusho punkter. Her skal
(på sigt) opnås energibeskyttelse eller
udladning fra håndleddets Shimon punkt når
dette passerer kroppens Inatzuma punkt (under nederste
ribben), Ganka punkt (mellem nederste ribben og
brystvorte), Suigetsu (solar plexus) og Danchu (over
solar plexus) - tachi-ai. Endnu er vi dog på et
niveau, hvor vi først skal lære at
forstå disse Kyusho punkter, inden vi
opnår en tilstand ved berøring heraf.
Godt trætte og ømme i muskler herunder
bl.a. mellem skuldre bladene af alle steder, så
var det tid til pause og en bid brød. Herefter
var det tid til fordeling i grupper og Ryugi
opgaver. Aftenens tema var ”Hvad er den ideelle
årstræningsproces - for mig og de andre”.
Søren Shidoin, Bertrand Shidoin og Jan Shidoin,
alle fra JBA, fandt spørgsmålet
interessant og var glade for vor gruppe inddeling,
hvor vi således i udgangspunkt i
spørgsmålet kunne diskutere frit med
udgangspunkt i vor daglige klub og dermed vore og
kollegaers forventninger. Vi kom bredt omkring og
fandt hurtigt, at spørgsmålet rummede
så mange facetter og svar, at vi var nødt
til at begrænse os for at kunne konkretisere et
svar til vor fremføring næste morgen.
Følgende morgen startede med morgenbrød
og kaffe hvor Kimu Sensei takkede for vore gruppers
besvarelser og præsentationer. Kimu Sensei havde
også inden vor træningslejr opmuntret os
til at sende spørgsmål til ham om ”alt
mellem himmel og jord” omkring vor karate, hvor alle
spørgsmål var velkomne. Kimu Sensei
fortalte at han havde forventet en lille
håndfuld spørgsmål, men blev
overvældet og glædeligt overrasket med
næsten 80 spørgsmål. Så mange
spørgsmål vidner i den grad om iver for
viden, læring og fordybelser, men naturligvis
var der ikke tid til direkte svar til alle
spørgsmål. En perfekt base for den
kommende Ryugi seance. Formiddagen blev derfor
en seance, hvor gårsdagens opgave blev blandet
med essensen i de mange spørgsmål der var
sendt af sted.
Flere af spørgsmålene bar præg af
emnet ”Densho grader” og hvordan vi overhovedet
opnår det højere niveau af Menkyo – ”kend
dig selv”. Altså skellet mellem kyu og
densho grader eller forskellen mellem kampkunst og
kampsport. Det er naturligvis at stræbe
højest, at sigte efter Menkyo, men når vi
får at vide at første Densho grader som
Shoden, Chuden, Joden og Okuden ”kun” er Densho
hvidbælte niveau, ja så er der lang, lang
vej endnu. Så mon ikke formålet blot var
at vi skulle begynde at tænke over hvordan vi
kunne lære os selv lidt bedre at kende. Kimu
Senseis bedste måde at beskrive vores lettere
irritation over ikke at forstå hvad der lå
bag var ”en verdensborgers dialog med en
lokaltbegrænset medborger fra
Gunsømagle”. Det er svært at skabe en
konstruktiv dialog hvor parterne er på
bølgelængde.
Men hvornår opnår man Densho grader?
Umiddelbart kan selv en 10. Kyu blive Shoden eller
Menkyo for spørgsmålet ligger i
”når du rammer tonen – så er du der”. Det
må vi jo så tænke over for hvad er
tonen og hvornår ved vi om vi rammer den og om
vi nogensinde gør det? Shindenkan handler
også om Empowerment – at tage ansvar for eget
liv, så svaret eller nøglen til den rette
tone ligger måske i at tage ansvar og fordybe
sig i Shindenkan og Yakami Shinsei-ryu i højere
grad?
Vi fik ikke svaret foræret og tiden løb
fra vort morgenmøde. Nu var tid til at
genoptage gårsdagens Kata træning. Vi
skulle vise hvad vi havde øvet dagen inden. Det
var påfaldende, at stort set alle som en (uanset
bælte grad), ikke fik trænet videre
på samme høje intense niveau som dagen
forinden. Hvad var der sket? For megen kaffe eller
stadig morgen trætte? Svaret lå nok mere i
morgenens snak og emner som satte tanker i gang i
stedet for at træne målrettet videre
på Koryu Naihanchi.
Et hurtigt stop med alternativ
fællesøvelse – lad os kalde den
kyllingen, fik vores tanker på andre baner
og tilbage i sammen intensitet som aftenen før.
Det fik os til at smide kontrollen og ændre
vores indstilling - og vi kunne
fortsætte vor kata på lidt højere
koncentreret niveau. Kimu Sensei gav ligeledes et
indblik i de forskellige Koryu Naihanchi
sammenhænge. Der er tre Koryu Naihanchi kata
hvor de to er skabt for at understøtte den
første. Så de næste par timer
fløj af sted mens vi indøvede Koryu
Naihanchi 1 & 2 – under en sædvanlig
detaljeret instruks og forklaring.
Efterfølgende var det tid til at gøre
klar til X-mas lejren hvor Søren Renshi fik
fordelt opgaver til os alle som vi hurtigt og
effektivt fik effektueret. Lejren startede til tiden
kl. 13 med mange glade of forventningsfulde elever og
dertil et flot antal gæster og familier som
oplevede en velfungerende og aktiv jule lejr.
Efter 27 intense timer, var deltagerne ophøjede
men trætte. Det havde været et rigtigt
godt stævne, men den røde tråd
gennem dagene manglede fortsat. Det var egentligt
først om aftenen at den røde tråd
begyndte at tydeliggøre sig. ”One stroke – one
kill”, Koryu Naihanchi samt Ryugi seancen omkring
densho tankegangen herunder ”kend dig selv” kunne
samles i et tre simple ord – indstilling, indstilling,
indstilling. Du skal være leder af dit eget liv.
Tak for en kanon X-mas lejr.