Brug Yakami som et værktøj i dit liv står der skrevet på hjemmesiden. Javel, tænker man som nybegynder – hvad betyder det? Og hvordan lader det sig gøre?

Jeg arbejder som mellemleder og har udøvet denne praksis siden november år 2000. Udfordringerne har været mange, og der har været flere situationer, hvor det har været svært at holde fokus og at kunne forholde sig til alle de ting som der skete. I år 2002 blev min afdeling opdelt i 3 mindre afdelinger. Det var så op til mig at vælge hvor jeg helst ville være, eller om jeg ville være et andet sted. Jeg valgte at gå med en af de 3, ud fra det kriterie at det var den største og at min øverste ledelse der formentlig ville være den bedste. Det er ikke til vide om jeg tog det rigtige valg, men jeg fik mange alvorlige udfordringer efter at have taget det valg, og der var mange hårde dage med konflikter. For at kunne ruste mig bedre til at tage udfordringerne op, har jeg løbende taget lederuddannelser, sidst nævnt diplomlederuddannelsen, hvor jeg studerende på den sidste ¼ del da jeg startede i en Shindenkan (Jokokan) karateskole. Presset var stort samtidig med et minimum fuldtidsjob, men det lykkedes, måske i kraft af at jeg brugte karate træningen som et frirum og bemærkede så småt at det blev lettere for mig at holde fokus. Jeg afsluttede uddannelsen januar i år.

I foråret sad jeg og min karateveninde (som har holdt en lille pause) og ventede sammen da vi ”faldt over” en artikel; ”Kvinde – kend din indre kriger”. Artiklen omhandlede hvordan et kvindeliv anno 2007 kan have gavn af klassisk japansk samuraitræning. En hel del, hvis man skal tro konfliktcoach Lars Mogensen, som er af den mening, at den moderne kvindes travle tilværelse kræver mange bolde i luften på en gang, hvilket resulterer i mangel på nærvær, fokus og handlekraft. Hmm tænkte vi, det kan der vist godt være noget rigtigt i – og livet gik videre – som det plejede.

Karate-træningen fortsatte og langsomt oplevede jeg at mit nærvær, mit fokus og dermed også min handlekraft blev bedre. Jeg blev mere og mere opmærksom på at den situation jeg befandt mig i arbejdsmæssigt, faktisk ikke var god, og begyndte at overveje hvad jeg kunne gøre ved den så småt. Men jeg handlede ikke. Kort tid efter så jeg helt klart hvad det var for et mønster jeg sagde ja til at indgå i. Jeg blev klar over at jeg var nødt til at handle.

En uge senere blev jeg budt på en kop kaffe, en uge senere endnu en kop kaffe på en afdeling jeg måske kunne være interesseret i at arbejde på. Kort tid efter blev en stilling som mellemleder annonceret, jeg søgte denne stilling, hvilket andre også gjorde, men jeg fik den.

Perioden der fulgte var meget anderledes end den sædvanlige hverdags udfordringer, pludselig væltede det ind med positive tilkendegivelser og lykønskninger. Jeg startede i min nye stilling november i år, og aldrig før har jeg været omgivet af en så stor imødekommenhed, anerkendelse og gode stemninger. Jeg troede ikke at det fandtes i virkeligheden i den form for stilling som en del af hverdagen, men jeg er blevet klogere.