17-12-2017

Min vej til JODEN

Gradueringsartikel for Kjeld Nyrup RENSHI, 4.dan Yakami Shinsei-ryu, 4.dan Sr. BKK, 5.dan KGK

Resultat

Lørdag d. 11/11-2017 lykkedes det endelig – jeg bestod gradueringen til densho graden Joden, og er dermed definitivt kommet tilbage på vejen mod videre udvikling.

Jeg er meget stolt af at være kommet tilbage på banen efter 1½år på bænken, og det faktisk som skudt ud af en kanon, idet det kun er et lille halvt år siden jeg kom tilbage.

Jeg er samtidig ufattelig lettet, da jeg igennem længere tid ikke har turdet tro på det var muligt.

Vejen dertil

Jeg har haft en længere periode, hvor jeg har været gået i stå i min udvikling. Teknikmæssigt har jeg været dygtig nok, men det har aldrig været det, der var det primære – heller ikke værdimæssigt for mig. Det har altid været den indre udvikling, jeg har værdsat højest. Selvfølgelig kan jeg også godt lide et flot sort bælte med en masse streger på, men min ”hemmelige barnedrøm” var at være et godt og oplyst menneske.

Jeg havde været alvorlig bange for at jeg havde nået loftet.

Jeg har set mange mennesker, herunder elever i Shindenkan der har nået loftet, hvorefter de er blevet stadig mere utilfredse, for til sidst af finde en undskyldning, dreje om på hælen og gå med fornærmet mine. Jeg har set dem skyde skylden på andre, på økonomi, på gamle skader der bryder op, på de dumme regler der kræver at de…., på tennisketcheren der er skæv så bolden ryger udenfor banen. På alt andet end at de selv ikke vil gøre det der skal til for at komme videre.

Jeg har selv nået loftet andre steder – nået det punkt hvor jeg ikke var villig til at give mere af mig selv til en sag, et job, et forhold, og hvor det er kommet til et pludseligt stop.

Men lige netop med Shindenkan, selvudvikling, kampkunst/kampsport har jeg aldrig villet give mig – for mig har det altid været mit ”projekt”, mit gyldne mål, min vej til at blive den jeg gerne vil være, den jeg tror på jeg er inderst inde. Der har jeg bare ikke villet give op. Jeg har kæmpet, og kæmpet og kæmpet for at komme igennem den barriere jeg har haft på vej mod Joden.

Og det har faktisk været rigtig rigtig godt, OG rigtig rigtig dumt.

For de løsninger der havde bragt mig frem til Chuden Hiden, kunne ikke bruges til at få mig videre i udvikling, hvilket jeg også havde fået fortalt. Jeg var nødt til at finde andre veje.

Hvad var så vejen – den indre rejse?

I den periode fra 2008 og frem til i dag, er mit verdensbillede og jeg selv i stigende grad begyndt at krakelere, gå i stykker, og min facade er gået i stykker.

For mig er det faldet sammen med at jeg er blevet gift og har startet familie, og har skullet overføre mine værdier til min familie og mine børn, og give dem den bedst mulige opvækst, de bedst mulige betingelser.

Den afklaring, de valg og det ansvar jeg skulle tage for at kunne være den mand/far jeg gerne ville være, har det ikke været muligt for mig at tage, jeg har ingen løsning kunnet finde.

Det har slidt uacceptabelt hårdt på min kone, mine børn og på mig, og endte med at koste ægteskabet.

Jeg har ikke været i stand til at fastholde den person jeg er, eller vil være, jeg har ikke være i stand til at fastholde min facade som jeg gerne vil have den.

Og for små 2 år siden opgav jeg endelig kampen – jeg gjorde det jeg havde svoret ALDRIG at gøre! Jeg opgav mig selv.

For mig var det det ultimative nederlag, og et gigantisk egoknæk. Jeg har ikke på noget tidspunkt været en 100% stabil kraft i Shindenkan, der bare har trukket det fælles læs, og leveret resultater, når der var behov for det. Jeg har været inde og ude af gruppen i fremdrift, så helt nyt er det ikke for mig.

Men det her var anderledes.

Det havde den konsekvens at jeg blev sat på bænken fra RRCamp og ledende poster i Shindenkan, og fik en retrætepost, hvor jeg kunne bevare kontakten, og muligheden for, eller illusionen af muligheden for at komme tilbage på banen. Samtidig havde jeg Kimu Senseis støtte hvis jeg behøvede den og turde spørge om den, eller de regelmæssige gange han tog kontakt for at høre hvordan jeg havde det, og for at sige at der stadigvæk var en plads til mig, når jeg fandt mig selv igen, og var til at være i nærheden af.

Jeg har naturligvis læst Kimu Senseis artikler fra hele hans Budo og Bujutsu uddannelsesrejse, og grint med ham i hans beskrivelser af hvor dumt stædig han var i fastholdelsen af sin opfattelse, når han stod overfor Soké Sensei Tonegawa, der tæskede ham gul og blå, indtil han endelig fattede at han skulle kæmpe med og ikke imod.

Det er faktisk først er nu, hvor jeg skriver disse ord, at jeg kan se at jeg har gjort nøjagtig det samme – selvfølgelig i MIN version, i MIT østlige hjørne, hvorfra jeg betragter alt.

Jeg har været så fastlåst i den løsning jeg har fundet, i den person jeg har valgt til mig selv. Jeg har så krampagtigt fastholdt det udtryk jeg har valgt, at jeg ikke har turdet give slip på det – jeg har ikke turdet give slip på det jeg opfattede som mig selv.

Derfor har jeg modtaget ufatteligt mange tæsk.

  • Tæsk fra livet, når jeg ikke kunne få det til at dreje sig den vej jeg mente det skulle dreje sig.
  • Tæsk fra Kimu Sensei, mentale tæsk, som jeg bare har taget imod, og givet ret i at jeg har fortjent, og at jeg var en usling. Det genkender jeg andre steder fra – hellere tage skylden, end at indrømme at jeg måske burde ændre noget ved mig selv.

Jeg har taget skylden, lovet bod og bedring, men intet ændret, da jeg ikke VILLE ændre noget, fordi jeg har været så bange for derved at miste mig selv.

Det kom først da jeg endelig ikke havde mere styrke og gav op! – Som sagt Jeg opgav mig selv! Mit ultimative nederlag. I den efterfølgende periode hvor jeg prøvede at samle mig selv op, er der så pludselig sket en hel masse ting.

Der kom først en erkendelse, da jeg var så langt ude at jeg var i fare for at miste mine børn, hvor jeg endelig fattede bare en smule. På det tidspunkt har jeg taget en beslutning om at hvad jeg kæmper med IKKE mere skal ramme eller gentages for mine børn. Den beslutning, og de deraf følgende handlinger førte noget senere til en bevidsthed om erkendelsen af at jeg faktisk elsker mine børn højere end jeg elsker mig selv. Og det førte til bevidstheden om at jeg havde sluttet fred med mig selv, og tilgivet mig selv, så jeg kunne elske mig selv. Det førte til bevidstheden om et højere selvværd, og om at jeg havde taget et skridt tilbage mod mig selv, mod den ægte Kjeld.

I den periode med forholdsvis fred og ro, fik jeg bygget mig selv op. Bygget en platform hvor jeg stod forholdsvis sikkert. Og fra den retræteposition, har jeg så langsomt arbejdet mig frem i Shindenkan igen, med hjælp og støtte fra Kimu Sensei og SOPORG. Jeg har fået udvidede opgaver, og er kommet med ind igen, og et eller andet har været anderledes.

Det, et eller andet, har været at jeg faktisk har opgivet. Jeg har gjort hvad jeg havde lovet mig selv ALDRIG at gøre. Men jeg har ikke opgivet mig selv. Jeg har ikke opgive Kjeld. Den/det jeg har opgivet er BURT – den facade jeg har skabt for at virke perfekt, hel og intakt; den konstruktion jeg har frembragt gennem et helt liv, til at komme hel og uskadt igennem tilværelsen.

Og den facade, er naturligvis BURT. Summen af alle mine løsninger på tidligere uoverstigelige problemer. Løsninger der har reddet mig fra alle livets genvordigheder fra jeg var et lille barn, og helt op til min nuværende alder.

  • Løsninger, der har givet mig undskyldninger for at gøre ting der IKKE er de bedste for nogen som helst.
  • Løsninger der er egoistiske, for at sikre mig at jeg ikke bliver snydt igen.
  • Løsninger der holder mig selv nede, så jeg ikke bliver såret, når jeg prøver at gøre noget jeg kan fejle i.
  • Løsninger der gør mig ufølsom over for andre mennesker, så jeg ikke risikerer at få såret mine følelser igen.

Alt sammen ting der på et tidspunkt har været behov for, for at komme videre, men som der ikke er behov for nu. Og slet ikke hele tiden.

For at komme hel og uskadt igennem tilværelsen, er også det samme som ikke at have levet; det er det samme som ikke at have begået nogen fejl, ikke at have lært af nogen fejl. Det er at være stædig, påståelig, og insisterende på at hele verden er i den version JEG har bestemt, og ikke på andre måder – BASTA.

Og dermed er jeg nu begyndt et kende min BURT. Jeg kan i hvert fald genkende ham, når jeg har overskud.

Hvad var så vejen – den ydre rejse?

Kimu Sensei bekendtgjorde til sommerstævnet 2017, at jeg var indstillet til Joden senest til sommeren 2018, samtidig med at jeg blev udnævnt til ViceChefinstruktør for Jokokan Ørestad.

Det var startskuddet til at jeg kom tilbage på banen for alvor igen.

Opstarten i Jokokan Ørestad, gik ok, og samtidig blev der forstærket med elever fra Jokokan Amager, så det var ren optur at dele flyers ud, undervise og få ting til at ske. Der var hjælp fra den lokale Chefinstruktør og Formand, Søren Renshi, der havde forberedt alt praktisk så jeg kunne få den bedst mulige start. Plug-and-Play.

I August var så den første RRCamp, og jeg var helt ærligt rystende nervøs for hvordan det skulle gå, men faktisk gik det over al forventning. En af de ting der gjorde udslag for mig, var at jeg kom uden forventninger, og dermed kunne jeg gå frit til opgaverne.

En RRCamp ikke en ferielejr, men en 24/7 træningssituation, hvor man konstant er under pres, fysisk, psykisk og mentalt.

Udover glæden ved at være i gang igen, blev jeg gjort opmærksom på den udvikling jeg havde haft i den periode jeg var på bænken, hvor jeg havde fået plads til at få afklaret i hvilket omfang jeg ønskede at være til stede i mine (dele)børns liv, og hvordan jeg ville passe det ind i min hverdag, så jeg var til stede både fysisk og mentalt, når de var fysisk tilstede.

Jeg kunne mærke, at det, at jeg havde taget den beslutning, og holdt fast i den, gjorde at jeg kunne se mig selv i øjnene, og derved få begravet nogle af mine gamle dæmoner.

Ved at vælge dem, og deres behov, havde jeg samtidig valgt den rigtige Kjeld, og ikke BURT.

Faktisk var August 2017 RRCamp den bedste RRCamp jeg havde haft hidtil. De fysiske tests der er en del af alle RRCamps gik fint og jeg håndterede mine udfordringer godt.

Tilbage i hverdagen var der masser af tryk på. Lokalundervisningen og hvervekampagnen gik over al forventning, og jeg blev sat på som Honbu kursus instruktør igen. Alle honbu kurser skal overholde standarden, så der er masser af fokus på dem, på afviklingen og på tilbagemeldinger. Og OBC startede op, og igen der fik jeg en fremtrædende rolle, og kom under masser af pres for at forstå, forberede og performe op til standarden. Men det var stadig super sjovt og udfordrende.

Så kom RRCamp November – den længste RRCamp jeg nogensinde har været på. På andendagen annoncerede Kimu Sensei at jeg skulle til graduering om 11 dage, og der havde jeg nær fået et hjerteslag. Selvfølgelig var jeg glad, stolt og beæret over at blive indstillet så tidligt, men alligevel – 11 dage til at blive helt klar…..

Derefter gik RRCamp’en slag i slag. I modsætning til August RRCamp, var jeg ret presset på denne RRCamp, og fik kvajet mig et par gange, og blev BURT, men jeg kom videre – hver gang jeg faldt eller kom på afveje, fik jeg rettet ind, og kom tilbage på banen.

På denne RRCamp November begyndte jeg at få en forståelse for hvem og hvad BURT er. For mig er BURT alt der gør at jeg ikke stræber mod at være mit allerbedste.

Selve gradueringen

Summen af pres blev ikke mindre op til selve gradueringssessionen. Fredag var der et KataFIT kursus der skulle afvikles, Lørdag graduering, og Søndag var hele dagen besat med Pensumtræning, efterfulgt af NKT og Kotachi kursus.

Vi startede med Sortbælte Pensumstævne, hvorefter vi gradueringsindstillede blev taget med ind ved siden af.

Der kørte vi en ryugitest, hvor alle SOPORG instruktører var med som rollemodeller. SOPORG instruktørerne og jeg havde terpet siden jeg blev indstillet 11 dage tidligere.

Spændingen efter Ryugi testen var stor, og vi fik afsløret resultatet – alle var bestået, på nær Adam L! Så for ham var det den mundtlige Ryugi test der skulle trække resultatet op – pokkers.

Pensum testen gik i gang og Adam blev tæsket igennem ryugi samtidig, i et forsøg på at hive ham op, så han kunne bevise sig selv. Pia og Anette fik også det glatte lag, for at få dem til at bryde den grænse der holdt dem tilbage – var de dårligere end drengene, eller kunne de bevise sig selv? KOM NU! Vis hvad du kan. Kimu Sensei forstår virkelig at lægge pres på.

Jeg var med hele tiden, og naturligvis stresset af stemningen, men mest af alt begyndte jeg at heppe på de andre, og selv holde energien oppe og kørende, for at vise et godt eksempel de kunne hægte sig på – for at hjælpe, for vi er jo konkollegaer alle sammen. Efter en rum tid var Kimu Sensei tilfreds. Både med Adams ryugi svar, og med ”tøsernes” indsats.

Sortbælteholdet blev hentet ind til stamina testen hvor vi skulle gå amok på puderne indtil Kimu Sensei mente vi havde bevist os selv. Pudetest lyder ikke som en hård øvelse, men de fleste skifter vurdering efter at have prøvet det. Det kræver en konstant viljestyrke og et press for at blive ved, for at kæmpe, for at holde ud – og der er ingen der ved hvornår det stopper.

Efter det var det Kumite efter reglerne – jo mere man viser, jo kortere tid er nødvendig, jo mere man fedtspiller, jo længere tid det tager, og alle gjorde det godt. Adam fik engageret modstand fra sine sortbælte kollegaer der for alvor ”slog til Adam” og han klarede sig supergodt, og efter at have bestået sin Ryugi var han ikke til at ”skyde” igennem. Jeg kom også ind som modstander, for at give ham udfordring, og for at knock-out’e ham hvis det var muligt.

Han havde kæmpet længe, og jeg ville gerne give ham et godt angreb at arbejde med, så jeg var inde at slå til Adam, men han var stadig godt i gang, og inden jeg så mig om lå vi i gulvkamp, hvor han havde godt fat – og så slog det mig. Min opgave er at gøre mit optimale; at statuere et eksempel, og vise hvad optimalt pres er, og nu havde jeg bragt mig i en rigtig skidt situation. Han kæmpede indædt, og al respekt for den energi han lagde for dagen hele tiden. Det lykkedes mig at begrænse skaden i gulvkampen. Men jeg var nødt til at give den gas, og gå efter at nakke ham bagefter. Jeg fik presset ham i bund og lavet en nedtagning, men ros og respekt for den indsats. Det var godt nok godt gået.

Og læren for mig? Den var sgu klar og tydelig. Det nytter ikke at have medlidenhed med sin modstander, eller at ville hjælpe ham. I kumite skal man være nådesløs, og 100% determineret, for enhver form for kære mor bliver brugt imod dig. Nøjagtig som på vejen mod Menkyo i kampen mod BURT – enhver uafklaret ting, kan udnyttes af en modstander mod dig.

Pia sluttede kumite sessionen, med sin første afprøvning under de forhold, og kampen var igen intens og lærerig om egne fysiske som psykiske reaktioner ved afprøvning under realistiske men trygge forhold.

Kimu Sensei afsluttede gradueringen, med at opsummere resultatet, hvorefter alle vi glade graduanter pakkede sammen og vendte hjem til basen.

Resten af den dag var jeg tom. Tom for energi, tom for tanker, bare tom. Og jeg er ikke bleg for at sige at jeg gik tidligt i seng den aften, meget tidligt J
 

Process – eller Fortsatte udfordringer

Hvad betyder det så?

Fra en lang ørkenvandring, med gode takter fysisk, men svage takter mentalt, er jeg nu kommet i process igen. I en process der fører fremad, og i en process der er vigtigere end resultatet.

Jeg har nu valgmuligheden at være mig selv i stedet for at være Burt.

Det betyder at jeg har fundet en løsningsmodel, som jeg kan anvende fremadrettet – og som jeg SKAL anvende fremadrettet, for hvis jeg vakler bare en smule i min beslutning og viljestyrke – hvilket jeg gør!, så sidder BURT igen i førersædet, og træffer beslutninger der er gode for ham, men dårlige for alle andre, inkl. mig selv.

Processen fremad er

  • Tag ansvar for mine handlinger, og deres konsekvenser.
  • Tilgiv mig selv, accepter mig selv, og begynde at elske mig selv.
  • Sejr indeholder kimen til fiasko
  • Fiasko indeholder kimen til sejr
  • Hvad har ført mig så langt væk fra mig selv, hvad har ført mig tilbage til mig selv.
  • Vær tro mod mig selv - Kæmp for mig selv og mine
  • Betal tilbage for al den hjælp jeg har fået
  • Opfyld mig fulde potentiale

Burt fortæller mig, at jeg ikke behøver at være optimal, at det er ”godt nok”

Men den vej jeg gerne vil gå fører mod Menkyo, og nu kan jeg ane vejen: På vejen mod Menkyo (Kend dig selv) er det kampen mellem Kjeld/BURT og udforskningen der dominerer. Første skridt er:

Okuden (Vær dig selv). Her når jeg til når jeg er Kjeld 100% af tiden, og Burt 0% af tiden - konstant

Menkyo (Kend dig selv). Her når jeg til når jeg kender Kjeld til bunds, men også at kende BURT til bunds, for alle rummer både lys og mørke, både smukke idealer, og egoistisk selvtilstrækkelighed. Herefter kan jeg frit vælge at bruge Kjeld eller Burt som det passer ind i sammenhængen, bevidst, og ikke styret af gamle mønstre.

Kjeld Renshi