17-05-2018
80 år – 85. gang i Japan.
Af  Kimu Sensei,  Kaicho, Sodenke Sensei GGM.
Chefinstruktør Shindenkan Honbu-dojo
Leder af Shindenkan Kompetence- og Udviklingscenter
Formand SOPORG & Executive Commitee

 

Japan, SST og historie
I 2017 har vi i Danmark fejret 50 års jubilæum og den 10 januar, 2018 blev 30 års jubilæum fejret i Japan for grundlæggelsen af Bujutsu Kodosokukai, herunder Jokokan organisationen. Japan jubilæet markere overlevelsen af det 1.000 årige gamle kampkunst system; Yashin Mon. Yakami no Taijutsu, da tre senior elever gav SST – Soké Sensei Tonegawa, tro på, at systemet kunne overleveres og videregives intakt.

Medio januar 2018 landede jeg i Japan til mit 85´tyvende besøg i mit andet fædreland og min træningslejr nummer 47 med SST i alt, min træningslejr nr. 42 i Japan, siden første gang i 1988 – 30 år siden.

Da jeg er blevet forbudt at fortælle om indholdet siden 2015, selvom jeg er af den mening at ingen forstår det alligevel ☺, så respektere jeg denne henstilling fra SST.

Men hvor en dør lukkes, så åbnes der en ny.
Rigtig mange har spurgt mig om min vej igennem de sidste 30 til 50 år indenfor kampkunsten verden, og hvad der skal til for at blive kampkunst stormester indenfor Budo og Bujutsu. Her specielt i relation til SST, men også før SST. Der har været stor nysgerrighed og opstået mange historier undervejs, som har været mere eller mindre korrekte.

Jeg vil nu for første gang åbne op for min egen version og oplevelse omkring ”Skabelsen og livsprocessen af en kampkunststormester” fra før SST – SST historien kommer efterfølgende.
KS og SST
Jeg skal dog understrege, for ikke at skuffe nogen før de læser denne beretning, at jeg på intet tidspunkt har haft en drøm om at blive international anerkendt kampkunststormester indenfor Budo og Bujutsu.

Men blot har haft en ambition om at gøre mit bedste, opfylde mit fulde potentiale til enhver tid og er dybt taknemmelig for, at jeg har fået den mulighed at blive undervist at de absolut bedste international anerkendte stormestre i Japan og Kina.

Så er det sagt og hvis I stadig har lyst til at læse videre, så er i velkomne.

Min barndom og opvækst før SST i 1988 og i SST organisation 1986.

Jeg er født og opvokset i en kernefamilie, nord for København, nærmere bestemt Hareskov by, Værløse, Furesø Kommune.

Min far og mor var selvbyggere og byggede deres egen villa i 1968. Før da, boede de i et sommerhus på grunden siden 1957. Villaen blev udgravet, fundamenter støbt og mure og tag opbygget – alt udført fra hånden. Dengang var det almindeligt med selvbyg og man hjalp hinanden med den tekniske og faglige viden. Min fars og mors resultat var ret godt.

Begge mine forældre er særdeles værdibaseret, hviler godt i sig og meget arbejdsomme. Min barndom kan bedst beskrives af én af mine nærmeste venner igennem hele mit liv, som sagde til mig engang, da vi var i 30érne; ”Kimu, er du klart over hvor privilegeret din barndom har været ift. de fleste andre? Du er ikke kun født med en guldske i munden, men med en diamant ske!”.

Jeg forstod ikke helt hvad han mente, da jeg ikke som de fleste andre af mine folkeskole klassekammerater og venner fra Hareskov Skole, hvert år kørte på bil- eller tog charterferie sydpå, men mest var hjemme, i sommerhus og da en enkelt gang havde været på Sunny Beach, Bulgarien i begyndelsen af 70´erne.

Først mange år senere forstod jeg hvad han mente. Min barndom har været fuld af ubetinget kærlighed og støtte fra mine forældre – altid og jeg har aldrig været i tvivl om jeg har været elsket og begge mine forældre til enhver tid ville dø for mig. Jeg har aldrig været pakket ind i vat, men altid blevet opfordret til at prøve mine grænser af på en god og sund måde. Når jeg faldt, blev jeg samlet op, trøstet og kærligt gennemgået hvad som gik godt og galt, og så sat op på hesten igen. Den opdragelse og ubetingede kærlighed er jeg så heldig at mine børn også har nydt af. Mine forældre har lige så stor andel i mine børn, som min hustru og jeg.

Først mange år senere forstod jeg, at det er de færreste som har haft en opvækst og barndom som jeg. Det omverdenen ser og sandheden kan være meget forskellig.

Det som familiemæssigt askilte mig fra andre familier i Hareskov var mine forældres dybt forskellige baggrunde. Min far som var en efternøler, blev forældreløs som 9 årig, hvor min farmor døde af kræft. Hos en stedsøster gik han for lud og koldt vand og kom i handelsflåden som 16 årig. Han blev udlært som kok fra Restaurant Bellahøj, som var datidens svar på én af de bedste restauranter i Danmark og Norden – en uddannelse som skulle føre ham vidt omkring. En uddannelse der medførte, at han har lavet mad og isskulpturer til kongelige, AP & MM Møller, generaler og admiraler, alle vejens børn og voksne, til fastelavns vejfester og til tusindvis af betalende gæster.

Min fars nysgerrighed førte ham til udnævnelse som AP Møllers yngste hovmester, kun 23 år gammel, søofficer, smed, maskinarbejder, fabrikant, fagforeningsmand, prestigefyldte virksomheders bestyrelsesposter, våbenudvikler og meget mere.

Min far var meget berejst, nysgerrigt barnesind, vidende og lynende intelligent. Han har sloges mod pirater en del gange, blevet knivstukket i kravebenet under kampene, blevet beskudt af tunge maskingeværer fra Fremmedlegionen efter en glad tur i byen, hvor de nød og næppe blev reddet af en snarrådig skibskaptajn. I mange år bagte han fastelavnsboller og lavede mad til alle grundejerforeningens børn og forældre, og arrangerede badminton- og fodboldturneringer til stor glæde for vejens børn. Som ivrig amatørfotograf, og ivrig for at lære fra sig, så vi meget ofte lysbilleder fra min fars rejser, min mors og fars rejser, vores japanske familie, men også vores barndom og opvækst blev dokumenteret og mindet. Og til stor glæde fik min mor altid blomster, jeg og min søster bamser, når vi var i Tivoli eller på Bakken, da min far som uddannet militær finskytte, sørgede for dette i skydeboderne. Det holdt dog kun nogle år, så kendte alle ejerne af skydeboderne min far og så fik han ikke lov til at skyde mere.

Min far gik bort på en vinterdag med solskin, søndag den 4. februar, 2018 omgivet af hele sin familie – det var en meget smuk og fredelig bortgang, som de fleste af os ønsker det. Han ligger nu på familiegravstedet, Hareskov kirkegård.

Min mors familiemæssige opvækst kan næsten ikke være mere modsatrettet. Hun kommer fra én af de mest kendte japanske højadelige familier, med 2600 års historie og som har præget Japans historie igennem tusind år. Min mor er opvokset med ”Gods, guld og grønne områder” med tjenende ånder og med familie på samfundets højeste poster. Min mor fik en traditionel japansk uddannelse for den betitlede overklasse; privatskole, privat gymnasie målrettet højadelens formål, etikette, Judo, Naginata og Jujutsu fra de bedste instruktører osv. Første gang det gik op for mig hvem min familie er og hvem jeg er opfattet som, var en gåtur i min families hjemby, Tottori, som er grundlagt af min familie for 500 år siden og er på størrelse med Odense. Som knægt i korte bukser med plaster på knæet, mødte jeg et ældre ægtepar og søster over de 80-90 år. Det gav et gib i dem, da de så mig og midt på fortovet kastede de sig ned i seiza og holdt panden ned i fortovet. Jeg blev stærkt chokeret og ilde berørt, men min fætter nikkede blot, tog fat i min arm og vi gik så videre. Jeg har oplevet det flere gange siden, sidste gang i 1989 i Fukushima, Japan, I (Sensei) Nishiwake familiens private hjem. Det er noget man aldrig glemmer, og jeg har aldrig kunne lide det. For mig er det ydmygende.

Selvom adelens privilegier er afskaffet og er ren titulær, både i Danmark og i Japan, har denne respekt for familien også sine større fordele, som nu også min hustru, børn, venner og har oplevet en hel del gange. SOPORG oplevede det også i maj, 2018.

Japanere er meget pragmatiske anlagt. Det gælder både i religion som kejserhus og adel. Var et adel- eller kejserhus ved at uddø pga. manglende mandlige titelarvinger, adopterede man den bedste mandlige kandidat udefra, som så blev gift med en datter af det mandlige overhoved for adelsklan familien eller kejserhuset, og alt kunne fortsætte som før. Det skete også for min far og mor. Men her var ægteskabet drevet af kærlighed, som medførte 61 års ægteskab.

Min mor har levet en ekstraordinær barn- og ungdom, men opgav det hele for kærlighedens og eventyrets skyld. Hun har oplevet jordskælv Richter skala 7.4, hvor et støbejerns badekar reddede hendes liv, da familiens 300 år gamle palads styrtede sammen. Hun har oplevet amerikansk flybombning og allierede besætningsstyrker og et stærkt forandret Japan. Højadelens privilegier og afskaffelse – af den amerikansk dikterede nye nationale konstitution, hvilket måske også er årsagen til, at respekten for de 2000+ årige urgamle adelsfamilier, stadig er meget høj og er vokset betydeligt de sidste år. En forandring som min familie gentagne gange også har oplevet, - det der med at blive behandlet ”kongeligt”, med udelt opmærksomhed, alt er vederlagsfrit med meget høje grænser og det at der bliver ”hoppet og sprunget” for at opfylde dine ønsker og behov. Min mor arbejdede for Novo Nordisk i produktionen i over 30 år. Min mor bor fortsat i det hus i Hareskov, som min far og mor selv byggede med håndkraft i årene 1967-1968. Børn og børnebørn hjælper hende med at passe det hele.

Min barndom og opvækst.
I folkeskolen var jeg en glad dreng, men havde ikke særlig stort fokus på skolens formål; At lære noget. I de små klasser gik jeg til ekstra regning og læsning en kort overgang, men skolens formål havde desværre stadig ikke mit fokus. Det skiftede i 8. klasse, hvor jeg fik et 8 tal for en stil som jeg for første gang ikke havde skrevet i frikvarteret. Det gik op for mig at hvis jeg lavede en indsats, så blev resultaterne også bedre. I en årsopgave fik jeg tre 13-taller og to 11-taller og lå nr. 1. Men den som var mest stolt på mine vegne, var Thomas, som var en nær ven. Han havde fået tre 13 taller, ét 11 tal og ét 10 tal. Thomas var usædvanlig godt begavet, endte med et gennemsnit på 12.7, lidt lavere i gymnasiet og har en ganske god karriere i dag. Men desværre holdt mit fokus ikke ved og det betød at trods jeg blev erklæret egnet til gymnasiet, blev det med en hentydning til, at jeg ville have godt af et modningssår i 10. klasse. Og sådan blev det. Det var en klog beslutning, da jeg fandt i mit fokus igen og endte med ca. 10 i gennemsnit.

Mange af jer tænker så, hvor var mit fokus så? SPORT! Indtil 6 klasse var jeg en slagsbror, og jeg var rigtig god til det. I 6 klasse bankede jeg en 10 klasse elev, som mobbede fysisk nogle af mine klassekammerater. Jeg var altid selektiv og forsvarede altid de svage i mine slåskampe, men fandt hurtigt ud af, at de svage ikke altid var taknemmelige for at blive reddet, men der var en grund til at de var svage. Det betød at jeg nogle gange sad på inspektørens kontor og havde eftersidninger. Men heldigvis kunne inspektørens godt lide mig og de som havde fået bank af mig, havde nogle af lærerne bedt om i årevis, skulle få nogle over nakken. Så det var lidt af en win-win ☺.

Mit sportsgen medførte, at jeg kom på skoleholdet i både fodbold, håndbold, badminton, basketball, volleyball og blev ærefuldt omtalt flere gange i Ekstrabladet. Det samme skete i gymnasiet, hvilket medførte at jeg desværre ikke havde lært af mine fejl i folkeskolen.

Det udviklede sig absurd da jeg ikke ville fravælge nogle sportsgrene. Det medførte groteske situationer, såsom at spille om klubmesterskabet i badminton på ret højt niveau. Men måtte opgive i andet sæt 5 point før sejr, da jeg skulle ud at spille en fodboldkamp på fodboldbanen ved siden af hallen. Hvorefter jeg lige efter fodboldkampen skulle spille mix double i badminton. Det medførte på et senere tidspunkt og lejlighed, at mine venner måtte ringe til min far som måtte bære mig ud i bilen, da jeg var gået totalt ”kold” og faktisk ikke kunne bevæge mig!

Som yngling, spillede jeg det som svare til fodbold Sjællandserien i dag, badminton i A/B rækken og håndbold på højeste niveau. Dertil kom også tennis og Jujutsu.

Håndboldholdet var helt specielt og allerede første år blev vi Sjællandmestre og tre af holdets spillere endte på det danske herrelandshold og fem i 1. division. Som sjællandmestre deltog vi i en stor sommer Danmarksturnering hvor der deltog mange af de kommende håndstjerner. Jeg var 80 % målmand og 20 % bak, men Jeg var mest succesfuld som målmand – maske på grund af min stærke psyke. I denne turnering var der én ”angriber” der var særlig frygtet og ham fik jeg et psykisk overtag på, sådan at han krakelerede fuldstændig. Han sagde til mig, at jeg var en mur for ham og han aldrig havde oplevet noget lignende før og begyndte at græde. Som sej teenager krammede man ikke, selvom jeg havde lyst til det, men klappede ham bare på skulderen og sagde at han var den bedste håndboldspiller jeg nogensinde havde set. Han smilede og gav hånd. En del år senere jublede jeg foran TVét, da han som én af de danske holdbolddrenge gav os så mange oplevelser. Men da spillede jeg ikke håndbold mere, selvom jeg allerede havde fået at vide, at uden tvivl ville blive landholdsudtaget. Jeg havde endeligt valgt og fravalgt.

Jeg havde valgt kampsporten, -  og skolen, men det holdt ikke længe…

I Folkeskolen blev jeg besejret af et juletræ. En af mine klassekammerater havde sørget for et juletræ og i en kåd stund, blev jeg opfordret til at sparke julestjernen ned. Juletræet stod på et sjap vådt vinylgulv. Så det endte lidet glorværdigt med en saltomortale og så stod der i årbogen, at Kimu blev ved juletid besejret af et juletræ ☺. Det lærte jeg til gengæld noget af, men vi grinte alle temmelig meget over dette og andre tåbelige ting jeg har lavet. F.eks. var jeg indehaver af skolen ”Hubba Bubba rekord – flest tyggegummi i munden”. Men det var en dejlig tid.

I gymnasiet fik jeg øje på en nye art – piger! Og så mange samlet ét sted. En dag i 1.g blev jeg ramt af lynet, jeg så en blond langhåret pige komme svævende ned af gangen. Jeg var solgt til stanglakrids. To uger senere fik jeg at vide at hun var kæreste med tre år ældre tømmer som hed Michael. Hele min verden brød sammen, jeg fik tårer i øjnene, pigerne i klassen forsøgte at trøste mig, men jeg tog min racercykel med 12 gear og kørte fra Gladsaxe Gymnasium og hjem til Hareskov. Smed mig på sengen, græd mine salte tårer og var sygemeldt nogle dage. Stort teenage drama ☺. Nogle uger senere var der gymnasiefest og jeg var fit for fight igen og havde affundet mig med min ”hårde skæbne”. Jeg har altid kunne lide at danse, så den fik hele armen ude på dansegulvet, - og tro det eller lad være, det var jeg også ret god til. Men..

Ud på dansegulvet kom så Susanne og hendes veninde, og jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre. Der gik kort tid, så dansede de ved siden af os. Jeg gjorde mit bedste for at være cool. Men lige pludselig blev jeg ramt af en numse på min hofte, som til min overraskelse kom fra Susanne! Jeg tænkte det var et uheld og lod som ingenting, indtil jeg igen blev ramt igen og igen. Det var jo lige til en hofteskade! Så slog det mig, at Susanne måske godt ville i kontakt med mig… men da hun havde en kæreste og jeg er opdraget værdibaseret, så forlod jeg dansegulvet.

Jeg kunne godt se at Susanne og hendes veninde var frustreret, men det var først år senere at jeg fik at vide, at Susanne var blevet dybt romantisk berørt over min reaktion, da jeg fik at vide at hun var optaget, at hun bare måtte lære mig nærmere at kende. Det blev aldrig til noget, men hun blev senere en succesfuld international model.

En dag i gymnasiet kom der en forening forbi som målte IQ - intelligenskvotient. De var på samme gang som vores klasseværelse, så nogle fra klassen besluttede at tage testen for sjov. Det var der rigtig mange andre der gjorde. Jeg kan ikke helt huske om der gik én uge eller nogle uger før de kom tilbage med resultaterne. Men rygtet var, at flere kunne optages i deres forening, men der var sket noget usædvanligt. Èn test havde været uden for måling, hvilket indikerede en ekstra super intelligent person. Jeg vidste med det samme det ikke kunne være mig, da jeg lå lunt lidt over midten i klassen og stadig kun havde sport i hovedet, - afbrudt af lidt piger. Men alle gættede på hvem det kunne være og der var mange spekulationer i gang.

Så oprandt dagen hvor foreningen kaldte alle ind til en kort samtale for at overgive resultaterne. Hver gang nogen kom ud, spurgte alle ”Fik du at vide hvem det var? Efterfulgt af; Hvordan gik det med dig?”. Mange synes at foreningens medlemmer var nogen underlige selvhøjtidelige fisk, men i 80´erne var det lidt et hit det der med IQ, så alle gik alligevel ind for at høre om deres resultater. Der var en del overraskelser imellem, da nogen af de som lå i toppen af klasserne ikke nødvendigvis lå højere end dem i bunden af klasserne. Jeg havde ingen illusioner, da jeg var sikker på at jeg havde lavet en masse fejl og misforståelser, da jeg var blevet færdig lidt før tid. Men jeg synes det var rigtig spændende og jag har altid fra helt lille af, kunne gå ind i en glasklokke og været 100 % opslugt at det jeg laver – altså hvis det har min interesse ☺

Så blev det min tur og jeg blev mødt af 4-5 stirrende væsener i klasseværelset. Jeg tænkte - Så for den, det må jeg holde skjult, jeg er debil! Tavsheden blev brudt af en ung venlig mand i slutningen af 30érne, som spurgte om hvordan jeg troede det var gået. Jeg svarede: Øh, ikke så godt, da jeg blev færdig lidt før tid. Kortvarigt tabte han fatningen. Han sagde at de godt ville have at jeg skulle kom ind i foreningen til yderligere tests. Jeg var ét stort spørgsmål tegn. Han spurgte om jeg havde hørt at der var én uden for måling. Ja, sagde jeg og tænkte nu får jeg noget at vide, som jeg kan fortælle de andre! Det er dig sagde han kort.

Jeg tabte fuldkommen fatningen, det snurrede rundt og jeg fik gele i benene. Han fortsatte, vi har ikke været ude for før, at én person har løst alle opgaverne, oven i købet før tid og 100 % korrekt – og derfor er du udenfor måling. Jeg er ikke mærkelig og en nørd! fremstammede jeg. Nej, det du ikke og vi heller ikke. Jeg kikkede rundt i lokalet, og var ikke enig. Så tog jeg mig sammen og spurgte om resultat og om denne samtale var fortrolig. Det bekræftede han, hvorefter jeg sagde at jeg med garanti ikke var interesseret i at komme til ekstra tests og at jeg ikke ville være medlem af foreningen. Et lunt smil kom frem helt op til øjnene og han sagde det var en skam, da de godt kunne bruge mig. Jeg gav ham hånden, sagde farvel og tak. Udenfor ventede mine kammerater og de spurgte; ”Du var lang tid derinde? Fik du noget at vide hvem det var?”. Jeg svarede ”Nej, det gik OK med mig, jeg er - NORMAL” og så gik jeg ud i skolegården og skulle lige sunde mig.

Nogle måneder senere ringede telefonen hjemme hos mine forældre. Det var den unge mand fra foreningen som bad mig komme til et møde i en virksomhed og han garanterede at det intet havde med foreningen at gøre. I 80´erne piblede det frem med alskens test til brug for ansættelser og ikke alle var lige gode. Jeg blev bedt om jeg kunne teste dem, prøve at snyde dem, komme med feedback, - og bedst af alt, så ville jeg blive betalt for det! Det gjorde jeg i mange år, indtil jeg teknologisk blev out-datet og andre metoder vandt terræn. Jeg synes det var det sjoveste job jeg nogensinde har haft til dato! Nogle år efter blev jeg kaldt ind til et briefing møde og den nu modne mand sagde blot til mig; ”Jeg vidste det!” og smilede over hele hovedet. Jeg vidste med det samme hvad han mente, men var nu ligeglad og kalder mig den dag i dag med glæde en NØRD.

Det var en sjov tid og jeg har faktisk også arbejdet nogle år som tøjmodel til modeshows og blev også Danmarksmester i hår sammen med frisørmester Tage Frandsen. I dag har jeg ikke mere hår, men det havde jeg dengang. Tage Frandsen var jetsettets og de kulørte blades kendis frisør, hvor Lancôme også havde deres make-up artister tilknyttet. Jeg lærte en masse om den kulørte verden og at de fleste kendisser var helt almindelige mennesker som alle os andre. Men også at nogle kendisser var helt uenige i den betragtning – dem undgik jeg.

Jeg arbejdede ét år hos FL Smidth som arbejdsmand efter gymnasiet. Den gang kunne du søge ind på flere uddannelser. Gymnasietiden var en god oplevelse for mig, men mit fokus var stadig på sport og jeg var ikke særlig moden eller målrettet. Mit snit i vandskorpen gjorde, at jeg søgte medicin, Diplomingeniør og officer og det endte med at jeg skulle vælge! Jeg vidste ikke mit levende råd, så jeg valgte den mest alsidige uddannelse; Diplomingeniør, Produktion med speciale i Supply Chain Management.

Hvad der skulle have taget 3½ år, tog 5 år for mig. SST og Jokokan var kommet ind i billedet og der var mit totale hovedfokus. Mine karakterer afspejlede min interesse; En af DTU studiets ”superstjerner” indenfor management og SCM området, og det modsatte indenfor de tekniske speciale fag som ikke fangede min interesse. Det betød at jeg i sidste semester skulle afslutte 11 fag for at blive diplomingeniør. Alle mine professorer frarådede forsøget, da det før var forsøgt, men var gået skidt og det fornuftige var at tage et ½ år mere. De som kendte mig, sagde GO! Jeg bestod alle 11 fag, blev ingeniør og sov flere uger væk. Om det var festerne eller manglen på søvn skal jeg ikke kunne sige ☺

Mit første job var i rederiet J. Lauritzen på St. Annæ plads. Her løste jeg en opgave som andre erfarne kræfter var mislykkedes med. Det handlede om Japan og Fjernøsten. Det jeg bare ikke vidste var, at det var meningen at jeg skulle mislykkedes med opgaven og ikke lykkedes. Så da de ikke holdt ord, blev jeg temmelig sur og vi blev enige om at ”vores veje skulle skilles”.

Det var krisetider, så jeg havde udfordringer med at lande det næste job. Men samtidig havde jeg mødt mit livs kærlighed, Anette, så tiden gik hurtigt. Men her greb skæbnen ind. Mercuri Urval havde indkaldt mig til et SCM job, men på det forkerte kontor! Men heldigvis tog Oberst Helge Kroon samtalen på deres Københavnskontor og det er én af de sjoveste job samtaler jeg har været til. Han konkluderede ”At jeg var en usædvanlig charmerende bandit, men ville kede mig r.. i laser i logistikchefjobbet efter kort tid og han havde noget andet i tankerne”. Nogle dage senere dumpede et brev ind af døren fra Danish Crowns Koncernhovedkontor, Paderup, - i Randers!

Sommeren 1991, flyttede jeg og Anette til Randers. Anette fandt en gammel herskabslejlighed i Danmarksgade 12, st., 8900 Randers, hvor vi kom til at bo i de næste 6 år. Anette havde sagt sit revisorjob op i KPMG for, at læse på handelshøjskolen i Århus, hvor hun læste Cand.Merc. Det var godt hun gjorde dette, da ingen af os regnede med, at jeg ville havde mere end 260 rejsedage om året de næste 6 år.

Jeg tiltrådte jobbet som regional eksportchef for Japan, i Danish Crown koncernhovedkontor. Jeg tiltrådte en omsætning som var crashet fra ca. 30 mio. DKK til 2 mio. DKK og retssager med Japans største supermarkedskæde, som også var én af verdens største supermarkedskæder. Første dag jeg tiltrådte skulle jeg præsentere Danish Crowns produkter for den danske og japanske handels- og udenrigsminister og 14 dage efter var jeg i Japan for, at forhandle den juridiske kompensationsaftale med Daiei på plads.

Endnu engang regnede alle med at vi ville tabe og at det var en tabt sag men, to uger senere havde vi vundet sagen med ordene, fra en meget tung divisions- og koncerndirektør for Daiei, ”Congratulations, Kimu, you win, I loose – do well in you life”. To uger senere blev han pensioneret kun 57 år gammel. Det strømmede ind med lykønskninger og min chef sagde at jeg kunne gøre som jeg ville og købe som jeg ville. Jeg endte med at købe for ca. 10.000,- DKK bøger, spise en burger og sove i 24 timer. Men jeg havde skabt mig et navn meget hurtigt, og jeg fik derfor 100 % handlefrihed, blev den yngste eksportchef, fik Danmarks eksportpris og Prins Henriks æresmedalje, havde skabt hundredvis af arbejdspladser og rundet en omsætning på knap ½ milliard kroner i 1997.

Når jeg har givet mit ord på en aftale, så har jeg altid haft en ambition om at gøre mit bedste, opfylde mit fulde potentiale til enhver tid og er dybt taknemmelig for, at jeg har arbejdet hårdt og målrettet for, at have fået den mulighed at blive undervist af de absolut bedste international anerkendte stormestre i Japan og Kina. Disse 6 år trænede jeg mindst 6 gange årligt af 3 ugers varighed i Japan, som var min primære beskæftigelse, - jobbet kom i anden række. Men det var nok, da jeg helliget mig 100 % begge dele, - i de allokerede tidsslots.

SST På intet tidspunkt af mit liv har jeg sovet så lidt og samtidig udviklet mig så meget. På seks år gik jeg fra denshograden JODEN til denshograden MENKYO KAIDEN og var ved at gå total bankerot, da jeg lagde alle pengene ud selv! Det var en fantastisk uddannelse, men en uddannelse der kostede ”millioner milliarder” og medførte mange økonomiske begrænsninger for både min familie og jeg i mere end 15+ år efterfølgende.

På Jokokans generalforsamlinger blev det år efter år vedtaget, at sportsorganisationen skulle betale for at opfylde vores ambitiøse ”Reaching the stars” strategiplan, men pengene gik hver gang til noget andet. Så vedtog national generalforsamlingen igen de dokumenterede betydelige træningslejr-, biblioteks & video- og andre investerings udgifter året efter, men at jeg fortsat selv måtte lægge ud, og det var jo ikke små penge! Men vi var alle opfyldt af en ungdommelig optimisme og idealisme, så vi ”næsten kunne gå på vandet” ☺…

Det var grunden til, at vi først kunne købe hus (2001) i en relativ sen alder i betragtning af to ret gode jobs og karriereveje igennem mange år. Men var denne personlige offeromkostning ikke sket, var Shindenkan ikke blevet grundlagt, ville ikke have eksisteret og ville dermed ikke have præget titusinder af mennesker liv mere eller mindre markant igennem de sidste 30 år. Så når alt kommer til alt, så ville jeg og de andre igennem historien set i bakspejlet, have gjort det hele om igen!

Økonomien ændrede sig først for knap 5-10 år siden, hvor vi var konsolideret, international anerkendt og havde rundet de mere end 1.300 medlemmer.

Jeg har arbejdet i mange forskellige internationale prestige virksomheder igennem mit arbejdsliv, som næsten kun tæller adskillige større internationale NASDAQ virksomheder. Men dette har på intet tidspunkt i mit liv, været lige så afgørende for min personlige udvikling, mine afklaringer og opfyldelsen af mit potentiale – som Danish Crown tiden. Men det er også hovedgrunden til Shindenkan allerhøjeste internationale kompetenceniveau, hvor selv japanske og kinesiske mestre har søgt kampkunst undervisning de sidste knap 20 år. Og det er aldrig for sent at lære, - jeg lærte faktisk også at elske skolen igennem universiteter! Al den viden serveret på et guldfad, har jeg siden ikke kunne undvære og prioriteret meget højt. Så da Lord Mckay slog mig oven i hovedet med en bog i den ældgamle festsal på Edinburgh University og jeg blev MBA, havde jeg allerede tilmeldt mig min næste MSc. Nu snart 30 år senere står jeg med en bunke uddannelser på mange forskellige fagfelter og prestigefyldte universiteter rundt omkring i verden og på høje og højeste niveauer og rigtig mange af dem. Jebs, JEG ER EN NØRD!.

Jeg har trænet kampsport i 45 år. Trænet Budo og Bujutsu i 30 år og kampkunst i knap 25 år. Jeg har aldrig lagt vægt på tiden, da det vigtige i min optik er den opnåede kompetence og udviklingskurve. Derfor fortæller jeg hellere om mine opnåede internationalt anerkendte kompetencer og erfaringer under de forskellige faser i udviklingskurven, end at fortælle hvor mange år jeg har trænet. Det synes jeg er underordnet og irrelevant.

Der er stor forskel på opnåede fagkompetencer og indsigt. Lige som der er stor forskel på en lille lokal dansk provinsby med den lokale karatemester, til en internationalt uddannet og anerkendt karatemester fra en international storby. Men det interessante er, at det ikke nødvendigvis opfattes forskelligt i kompetenceniveau i den lille lokale provinsby. Det kommer jo an på udsyn til omverdenen, lokale behov og en lokal glasklokke som oftest beskytter de lokale imod andet end deres lokale islæt. Det er jo fint for dem, men sammenlignet med den store verden udenfor, er det en dråbe i havet. Der er altid én som ved mere eller er bedre end dig, uanset hvor på jorden du er.

Jeg synes selv at min kampkunst uddannelse har været helt unik og det er jeg meget taknemmelig for. Min natur har altid været, at dygtiggøre mig så jeg kan trænes af de bedste. Først lokalt, så nationalt, derefter kontinentalt, globalt og internationalt. Efter det internationale niveau, er der niveauer over dette.

Jeg er så privilegeret, at have gjort mig fortjent og dygtig nok til at blive trænet og træne med på det allerhøjeste niveau i Japan og Kina. Det er jeg så taknemmelig for, men det har også været en livsstil, offer og meget meget konstant hårdt langt evigt træk. Har det været det hele værd? Det ved jeg ikke, men for mig har det.

Tilbage til middagen den 20.januar, 2018, Tokyo, Japan
Under middagen, hvor min hustru, Anette, også deltog ½ time for at hilse på SST, talte SST og jeg også om den oprindelige aftale, da Jokokan blev grundlagt i 1988 og Bujutsu Kodosokukai i 2007.
Jokokan blev grundlagt med en levetid på 30 år, da SST da ville være 80 år.

Jokokan blev grundlagt for at ”nørde med Koryu Budo og Bujutsu”, som skulle resultere i så mange Menkyo Kaidens som muligt for, at sikre den fremtidige kunstarv og kampkunst tradition til de fremtidige generationer.

I perioden 1989-1996 var vi stort set kun senior udøvere indenfor SST´s organisation, men med sporadiske traditionelle samtrænings lektioner med andre stormestre fra andre Koryu systemer. Det ændrede sig dog drastisk fra ca. 1996, hvor det var rygtedes hvad formålet var og det ultra høje niveau. Der var nemlig skabt et forum, hvor alle over denshograden Menkyo Kaiden havde et ”Koryu Budo og Bujutsu nørde forum” på kryds og tværs af det hele - det var rent i tanke, ord og handling – et klinisk rent laboratorie.
Perioden fra 1996-2007 var den bedste blomstrende Koryu Budo og Bujutsu i mit liv og mange andres.

Bujutsu Kodosokukai blev grundlagt i 2007 for at imødekomme de fremtidige generationer – på alle niveauer både indenfor sport som Koryu. Det var et ønske fra nogle af de stormestre med store sportsorganisationer.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg mente det var en stor fejl. Du kan ikke bevare en essens ved, at sprede det ud over det hele. Det er kun mennesker som ER essensen, som kan udbrede essensen. Men der er mange mennesker som ikke er og forstår essensen, som gerne vil udbrede alt det de ikke forstår.
SSt

Jeg fik desværre ret og det medførte en opsplitningen af det klinisk rene laboratorium over de næste 10 år med den oprindelige non-politiske del og en nyere politisk del.
Jeg tog konsekvensen af dette og sagde endelig ja efter 10 års pres fra SST om, at få en selvstændig ”divisions licens” under Jokokan / Bujutsu Kodosokukai paraplyen i 2008. Det betød grundlæggelsen af EU organisationerne; Shindenkan og Kaidenkan.


Den uskrevne japanske Koryu Budo og Bujutsu regel har ellers altid været, at dette altid sker, når eleven bliver gradueret, Menkyo Kaiden – som betyder: ”Initiated master of all the Martial arts”. Menkyo Kaiden blev jeg i Japan februar 1996, men jeg havde slet ikke behov for at blive ”semi-selvstændig” stormester.

Dertil forholder det sig også betydeligt anderledes med min baggrund, da min familie jo i 1000 år har været sponsor for tusindvis af templer og kampkunstsystemer rundt omkring i vores skiftende lens områder, herunder Yashin Mon. Yakami no Taijutsu i mere end 200 år.

Daimyo familier sponsorerede (var paraplyorganisation) altid templer og kampkunstsystemer, da dette optimalt var med til at sikre deres klans overlevelse, da de derved kunne udvælge de bedste kampkunstsystemer til deres egen samuraihær. Derfor rejste også mange håbefulde samurai kampkunstnere i middelalderen rundt på deres ”Shugyo shosha – afprøvning og dannelsesrejse” for, at blive opdaget og ansat af en Daimyo - lensherre.

Et godt eksempel er Japans shogun familie fra 1603-1867, Tokugawa klanen, som havde to kampkunstsystemer; Yagyu-ryu og Itto-ryu, som selvfølgelig blev opildnet til at være konkurrenter. Det er de også den dag i dag.

Jeg vidste i 2008, at Jokokan /Bujutsu Kodosokukai havde 10 års uofficiel ”levetid” før SST ville gå på pension med de få udvalgte Koryu Budo og Bujutsu stormestre, som han fortsat ønskede at ”nørde med”. Det er fortsat de tre oprindelige grundlæggende medlemmer og SST er fortsat Soke for Yashin Mon. Yakami no Taijutsu. Han er blot ikke mere organisationsleder i en alder af 80 år.

Derfor blev Shindenkan og Kaidenkan med rettidigt omhu grundlagt i 2008, til stor glæde og støtte fra SST. Det har også betydet at Shindenkan de sidste 10 år allerede har fungeret fuldstændig selvstændigt i Danmark og Europa, - men dog under Jokokan / Bujutsu Kodosokukai paraplyen.

I marts 2018 fik jeg den formelle personlige mail fra SST om, at Bujutsu Kodosokukai opløses som sportsorganisation, da SST som ønsket vil gå på pension som 80 årig, og sportsorganisationer I Japan altid følger grundlæggeren som person. Det var der slet intet overraskende i, da dette netop var aftalt og vi talte om dette under middagen den 20. januar, 2018, Hilton Tokyo. Det var en lettet, glad og stolt SST, som vemodigt så tilbage på de sidste 30 år – vi gik sammen ned af ”memory lane” og det blev da også til en hel del grin og latter, - og en tåre i øjenkrogen.

Det overraskende i det personlige brev til mig var dog den ultimative anerkendelse, at jeg fik uigenkaldeligt den selvstændige og personlige Worldwide organisations som pensumlicens af SST, efter organisationen Bujutsu Kodosokukai som oprindelig planlagt blev nedlagt i det japanske kulturministerium.

Yashin Mon. Yakami no Taijutsu eksistere dog i bedste velgående, som det har gjort de sidste 1.000 år, og vil i fremtiden fortsætte i tre selvstændige Sodenke linjer, hvoraf Shindenkan er den ene linje. Jeg vil fortsat rejse til Japan, træne med SST og andre stormestre, undervise, graduere og udnævne, tale om Budo og Bujutsu med SST og andre stormestre fra ”laboratoriet” - både ugentligt, månedligt og kvartalsmæssigt.

Og vi vil fortsat mødes som ligemænd indenfor ”essens nørdningen” for bevarelse af den oprindelige Koryu Budo og Bujutsu kampkunst og traditioner, til glæde for de fremtidige generationer.

Husk Shindenkanere – der lå et clue i hele planen – hvad betyder Bujutsu Kodosokukai?

”Se i stedet for blot at kikke”.

Den 31. marts, 2018 trak SST sig velfortjent og planlagt tilbage fra alle organisatoriske lederposter i en alder af 80+ år. Han nyder sit otium med fortsat at arbejde i sit laboratorium med essensen af Budo og Bujutsu.

Det er med stolthed og ydmyghed, at Yamana-Itotani Sensei, personligt har modtaget og accepteret SST sidste dekret og ønske, at Shindenkan skal være en selvstændig sodenke organisation i Europa og nu også resten af verden, der repræsenterer kampsportssystemerne i Shindenkan, Yakami Shinsei-ryu Taijutsu og kampkunst systemerne i Kaidenkan, Hassei-ryu Taijutsu.

Efter det demokratisk valgte SOPORG havde læst det personlige brev fra SST til Yamana-Itotani Sensei, accepterede Yamana-Itotani Sensei, SST sidste dekret og ønske.
Shindenkan har 51 års historie i Danmark og Europa – det bliver spændende at se hvad de ubegrænsede muligheder som livet giver, vil bringe for fremtiden – SOPORG byder de næste 49 år velkomne!

Men det er også tid for en ny opdateret strategiplan, da handlefriheden nu er ubegrænset. Strat23 er allerede igangsat og bygger videre på Strat21+ som blev vedtaget af generalforsamlingerne i 2017.

En vigtig afslutning på Strat23 er en fælles Shindenkan Japan rejse af 10-12 dages varighed for Shindenkanere fra og med TG3+, som har stærk interesse deri, - og som med rettidigt omhu har sparet op. Det vil blive en helt fantastisk og unik livs oplevelse!
Indtil da, kan I se frem til helt unikke, personlige refleksioner og oplevelser fra h
vert SOPORG medlem, efter den intensive helt unikke 5 dages Japan, delvise sponsorrejse, maj, 2018.

Glæd jer!

KS, AN og SST