Sortbæltetræning og sommerstævne 
Af Karsten Nielsen. 25 år. 1. dan, Yakami Shinsei-ryu Karate-do og 2. dan, Bujutsu Kodosoku-kai Gensei ryu Karate-do. Trænet i 9 år.

Bip bip bip bip, bip bip bip bip. Sådan lyder det, da jeg slår øjnene op, Fredag morgen d.  22.06. - 2012. Den første tanke der flyver igennem hovedet på mig er jubii, i dag er det Hsingi kursus efterfulgt af sortbæltetræning, efterfulgt af Shindenkans sommerstævne. Spørger du mig er det den bedste start på dagen – det bliver simpelthen ikke bedre. Det næste jeg tænkte var, at jeg nok hellere måtte komme i gang, da der var 2 timer til jeg skulle af sted mod Høje Tåstrup, men inden da skulle jeg lige nå at pakke taske, sovepose osv, handle ind og selvfølgelig lave nogle sandwich til Claus Shishu og mig, som jeg havde lovet.

Det tog lidt længere tid end planlagt, at smøre de sandwich, og da jeg ikke lige kunne finde min sovepose, blev det pludselig en stresset morgen. Da klokken var 10:15 hoppede jeg på bussen og var på vej. I toget, tænkte jeg meget på hvordan denne lejr ville gå og hvad der mon ville komme til at ske. Jeg forventer ikke noget udover, at blive presset på den fede måde. Derudover håber jeg altid på at en Aha-oplevelse dukker op. Da jeg ventede på Høje Tåstrup st. ringede jeg sammen med Shishu, som fortalte mig at der var kø, så det ville blive tæt på vi ikke nåede frem til kl 13.00 som var starttidspunktet. At komme for sent er ikke sjovt og det kan koste armbøjninger, så det ønskede vi selvfølgelig ikke. Vi nåede det lige akkurat til tiden og kort tid efter startede kurset.

Inden jeg fortæller om lejren og det sidste Hsingi-kursus, i denne omgang, spoler jeg lige tiden en uge tilbage dvs. Fredagen før. Denne fredag var der nemlig sortbæltetræning og den morgen besluttede jeg mig for, at tage mere ansvar for egen læring, i form af min indstilling. Det viste sig at inden jeg nåede så langt, så skulle jeg tage mere ansvar under fremlæggelsen i skolen og for en fremmed mand – men det er en helt anden historie. Hsingi handler jo som sagt om Kraft, hurtighed og præcision, men uanset hvor god man er til dette, så er man nødt til at have den rette indstilling og det var præcis hvad Hsingi-kurset mindede mig om. På de forrige Hsingi-kurser havde, min indstilling ikke været optimal – så nu skulle der tages revanche.

På lejren slog vi rigtig meget på slagpuder. Det gjorde vi i forskelligt tempo og med forskellige teknikker, som i øvrigt minder om noget jeg har trænet tidligere, fra vores pensum. De forskellige slagkombinationer, var delt op i 3 niveauer, hvor det ene var med et stillestående mål og de andre to var med bevægelse. Kimu Sensei havde tidligere nævnt noget om sammenhænge, hvilket fik mig til, at få den første Aha-oplevelse.

På denne lejr gik det op for mig, hvordan Hsingi-kurset hænger sammen med POMW. Både i POMW og i Hsingi, handler det om at holde fokus på processen. Man kan godt nogle gange komme til, at tænke på at ramme sin træningspartner eller ramme skydeskiven, men hvorfor egentlig? Hemmeligheden er ikke så stor, hvis man altså tør erkende den, det hænger nemlig sammen med, at man har noget der hedder et ego. Hvorfor har jeg behov for at ramme? Hvad er det der gør, at jeg har fokus på succes i form af, at ramme plet. Hvis man i Hsingi holder fokus på sin basis, som f. eks albue over knæ, bliv nede i samme højde, husk center osv, så bliver teknikken/slaget godt og svært at se for modstanderen. Det samme gælder for Skydning. Holder du fokus på, at sigte rigtigt, rigtig håndstilling, vejrtrækning, aftræk osv, så rammer man også skiven. 

Da vi var færdige med Hsingi, gik træningen over i sortbæltelejren. Stort set trænede vi meget i samme stil og man begynde så småt, at kunne mærke det i kroppen. Det gjorde dog ikke så meget, da teknikkerne også blev bedre og bedre – selvom det stadig kræver meget arbejde. En anden ting som også foregår på disse sortbæltetræninger er nogle gruppe opgaver, omhandlende et bestemt emne, som skal ende med en fremlæggelse for de andre deltagere. Her var der så mere læring at hente, fordi man er nødt at være forberedt, men man er også nødt til at få noget søvn for, at være ordentligt på. Gruppen jeg var i denne gang var faktisk rigtig god, forstået på den måde, at der var mange forskellige holdninger og meninger. Hvis alle har samme holdning, så ser man jo ikke tingene fra en anden synsvinkel og når der er plads til alles forskellige meninger er det lærerigt og interessant at lave dette arbejde. Tiden fløj af sted ligesom når man træner Karate-teknikker. Dagen efter var der en fin præsentation klar, og ærligheden blev der også lagt mærke til.

Efter fremlæggelserne, var der endnu et træningspas med mere Hsingi. Det gik godt og der var god tid til at arbejde med teknikken, vi slog ligesom dagen før på slagpuder og i de samme kombinationer. Inden jeg vidste af det, var det de 2 brunbælter, der var i centrun. Det var nemlig blevet tid, til nogle af deres stoptests, hvilket jeg syntes de klarede meget godt.

Det varede nu ikke længe inden eleverne på sommerlejren dukkede op. Det var jeg glad for, fordi jeg havde glædet mig til at undervise. Det er noget andet, når der er så mange mennesker, end i lokalskolen. Det var generelt en fantastik lejr og det var med sommerfugle i maven, at gradueringen nærmede sig. Hvis der nu er nogen der sidder og tænker ”Jamen du blev da ikke gradueret”, så er det korrekt, men når man som instruktør ønsker det bedste for sine elever, så kan man godt blive en smule spændt, på deres vegne. Vil dog godt afsløre, at jeg er stolt af alle de elever jeg underviser.

Til gradueringen gik det meget fint, så vidt jeg kunne se. For mit eget vedkomne, havde jeg en god og sikker følelse af, at der var styr på Kata'erne. Det er dejligt at mærke, at man udvikler sig og ikke bliver specielt nervøs, på trods af, at der er langt over 450 mennesker som sidder og kigger på de få, der er tilbage på gulvet. Lad mig i samme omgang lige rose Elisabeth Shishu, for den flotte Kata hun lavede til sidst, det var godt nok imponerende – sådan vil jeg også kunne lave Kata :) 

3 dage senere...  

Der er nu gået tre dage, siden lejren sluttede og jeg er ikke sikker på at læringen og oplevelsen er helt fordøjet endnu. Derfor måtte jeg ned i fitness centerets hal og træne videre. Der var så meget at øve på efter lejren og bare tanken om nogle nye ideer eller endnu flere aha-oplevelser var meget fristende. Derfor besluttede jeg mig for at træne videre og jeg skulle ikke blive skuffet.

Jeg besluttede mig for, at træne nogle at weekendens Hsingi teknikker, først langsomt og derefter hurtigt – jeg lægger mærke til flere detaljer, når jeg laver dem langsomt og det er en god læring i. Mange teknikker udfører jeg i 20% og derefter nogle stykker med 80% Kraft og hurtighed, præcisionen var der selvfølgelig hele tiden. Indimellem trænede jeg også lidt Kata 20-40 %. Pludselig fik jeg endnu en aha-oplevelse, jeg så en sammenhæng, men denne gang var det ikke imellem 2-3 kurser. Det var faktisk hele pensumet. Jeg har fået en ide og uanset om den er rigtig eller ej, er det som om jeg bedre forstår hvad der menes med fejlfinding.

Jeg tror og håber på, at jeg engang bliver så dygtig, så jeg får lov til at læse de gamle/hemmelige skriftruller. Men hvis de gamle skriftruller viser sig, at være tomme (ligesom i Kung fu panda), så er det dejligt, at jeg har min egen ide til, at finde og rette mine fejl.

Tilbage er blot, at sige tusind tak for en fantastisk lejr og hjertelig tillykke med de nye, velfortjente grader. Derudover skal man huske, at det er et spørgsmål om indstilling, fordi INTET er umuligt for den der bærer den ægte og forenede vilje i hjertet til den oprindelige Budo vej.