11-06-2018
SOPORG Japan tur maj 2018
Af Kjeld Renshi, 4.dan Yakami Shinsei-ryu, 4.dan Sr. SDKK, 5.dan KGK.
Forbunds bestyrelsesmedlem, Medlem af SOPORG og Executive Commitee, Honbu instruktør

 

Shindenkans ledelse SOPORG (Shindenkan Operations and Organisation) tog turen til Tokyo i Japan for at spore vores historie, for at se med egne øjne og for at prøve at få det fulde billede.

Kimu Sensei har bedt mig om at beskrive min oplevelse under SOPORGs Backtrace Japan tur, ud fra synsvinklen historie og sightseeing.

Jeg har tænkt en del over, hvorfor jeg er blevet bedt om at tage netop den synsvinkel?

Det er selvfølgelig fordi det er én af et antal vinkler der er interessante at betragte turen på, men som altid, så er intet Kimu Sensei foretager sig tilfældigt. Det er en del af en plan, der prøver at bringe det bedste frem og påvirke positivt så mange steder som muligt, samtidig.

Så hvorfor skulle jeg skrive om historie og sightseeing?

Denne Japan rejse tjente mange formål: Musha shugyō som er en dannelsesrejse

Binde fortid, nutid og fremtid sammen

  • Ud fra vores nuværende ståsted: SST har trukket sig tilbage som overhoved for Bujutsu Kodosokukai efter 30 år, 80 år gammel, og har givet fuld licens til Kimu Sensei worldwide.
  • Backtrace vores 50 årige historie med SSTs familiesystem i Danmark og Europa
  • Backtrace vores 1000 årige historie i Japan gennem SST’s familiesystem
  • Backtrace vores 2600 årige historie i Japan gennem Kimu Senseis familiehistorie
  • Backtrace min egen 24 årige historie i Japan gennem min kampsports og kampkunsthistorie
  • Etableringen af det ny Shindenkan – fremtidens Shindenkan, the Viking Samurai Warrior, noget vi allerede er en del af gennem etableringen af foreninger i Lejre og Roskilde – der begge rummer masser af gammel Vikinge historie

Jeg er egentlig meget berejst – det meste af min rejseerfaring samlede jeg i 2002, hvor jeg tilbragte det meste af et år med en jordomrejse igennem et utal af lande. Herunder Japan. Så jeg har været i Japan før.

Men hvad har jeg set, erfaret og forstået? Hvilke dele af de samfund jeg har færdes i, har jeg set?

 

En tur til Japan er enhver kampsports- eller kampkunstudøvers hede drøm. Lige fra jeg startede med at træne for 36 år siden, var det min store drøm at prøve at få et rigtigt indblik i kampkunstens oprindelsessted ved at prøve at være der selv, indsnuse atmosfæren, simpelthen selv at stå dér hvor det hele udspringer fra.

En tur til Japan er ikke billig, men vi har i Shindenkan været så heldige at få 2 sponsorater på i alt dkr. 40.000,- og sammenlagt med princippet om at vi i Shindenkan altid har en egenbetaling på RRCamps på mindst 50%, og i øvrigt er gode til at strække pengene med gode tilbud og billige deals (dvs. Kimu Sensei´s netværk og Corporate deals 😊), var der økonomi til at gennemføre turen.

SOPORG består pt. af 4 personer, og vi havde vidt forskellig erfaring i Japanrejser med på turen, spændende fra Søren Renshi, for hvem det er første gang drømmen opnås, over mig selv, for hvem det er 4. gang (Senest i 2002), og Jens Hanshi-dai hvis 6. gang det er (Seneste i 2016) til Kimu Sensei, der jo kommer fra en Japansk/Dansk familie, og har været i Japan et utal af gange. For ham er det 5 gange - i år! Og når denne artikel bliver publiceret har han allerede rundet de 7 gange i år og 91 gange i alt.

Kimu Sensei er vores forbindelse til SST, vores Japanske stormester, der er gået på pension 31 marts 2018, og har trukket sig tilbage og dermed lukket hans personlige organisation Bujutsu Kodosokukai, der dermed har eksisteret i 30 år i perioden 1988-2018. Dog træner han videre i sin søgen på det perfekte inden for kampkunsten, sammen med de oprindelige tre, nu alle stormestre.

Kimu Sensei har med sin store erfaring og unikke forbindelser som er få forundt, organiseret rejsen til Japan, og vi skulle, med base i et billigt hotel i Asakusa, 45 minutter nord for Tokyo centrum, spore vores rødder i Tokyo og omegn, herunder Kamakura, hvor krigsguden Hachiman-gu har sit tempel.

På grund af prisniveauet i Japan, var der tale om en ultraeffektiv tur med 3 overnatninger, og et meget stramt tidsprogram.

Vi mødtes i Københavns lufthavn, og fik ordnet det praktiske med indcheckning, paskontrol osv. Endelig sad vi i flyet på vej mod Narita Airport, Tokyo, og vi benyttede flyrejsen til at læse de sidste detaljer omkring punkterne på turen, nemlig Japans historie og kultur, med stor vægt på Japans kampkunst relaterede historie og kultur. Kimu Sensei havde forberedt én to tomme tyk udskriftsbog!

Vi landede næste formiddag, Japansk tid, fik afhentet vores bagage, og tog lufthavnsbussen ind mod Tokyo, og fik undervejs vores første budo relaterede oplevelse, nemlig et kig til templerne relateret til henholdsvis to koryu systemer; Kashima Shinto-ryu og Katori Shinto-ryu, to stilarter vi kender fra vores egne Kenjutsu kurser.

Japan er en blanding af nyt og gammelt i en sær kombination, hvor det alligevel aldrig virker mærkeligt, måske i kraft af den måde på hvilken alle japanere betragter det som den naturligste ting i verden.

Tokyo Disney World, med sin store kopi af Versailles slottet, var sammen med et antal kæmpestore pariserhjul, og den berømte Rainbow Bridge over Tokyo bugten, også med til at sætte deres præg på turen ind til Tokyo.

 

Og så var det ellers tid til en overraskelse af de store, for i modsætning til at blive sat af ved vores reserverede hotel, endte vi ved Tokyo Hilton Shinjuku – hotellet der blev bygget i forbindelse med OL i 1964, og fungerede som hovedkvarter for store dele af OL komiteen, kongelige og andre dignitarer, og som igen til OL i 2020 foreløbig planlagt skal fungere som uformelt hovedkvarter igen, helt eller delvist.

Det er stedet hvor alle der er noget, kommer. Både for at bo, men også for at spise i restauranten i lobbyen, der er berømt for sin morgenmad, og sit kagebord, og for muligheden for at blive set. Samme sted kommer alle for at få taget deres billede. Dertil er der en hel etage med Michelin restauranter, som blev opstartet og designet af en 3 stjernet fransk Michelin kok. Han gjorde det så godt, at han allerede er videre til samme opgave på et andet 5 stjernet hotel.

Hotellet er Shindenkan historie fra 2007 og frem, hvor Kimu Sensei her har mødes med SST. Lobbyen er berømt, og det perfekte sted at blive set. Restauranterne er alle sammen Michelin klasse, men Michelin systemet fungerer ikke optimalt i Japan, idet det ved lanceringen af Michelin i Japan, kun omfattede en analyse af halvdelen af restauranterne, og ikke engang den bedste halvdel. Det har bevirket at mange restauranter i Tokyo nægter at modtage Michelin stjerner, herunder dette hotel som før havde 1 og 2 stjerne restauranter.

Vi blev personligt modtaget af Vicedirektøren, der diskret, personligt, sørgede for indcheckning af Kimu Sensei,- med følge, og vi fik absolut topklasse service.

Forklaringen var en introduktion til hvordan det Japanske samfund fungerer.

Kimu Sensei, er fra en gammel højadelig familie med 2600 års historie, og rygterne lyder, at hans fætter, familiens overhoved, havde diskret taget sagen i egen hånd, hvilket havde bevirket at vi var blevet flyttet fra vores udkantshotel til Tokyo Hilton Shinjuku - et 5 stjernet hotel uden 45 minutters rejsetid ind til Tokyo centrum, hvor vi så oven i købet havde fået upgrade på upgrade, så vi havde fået fantastiske suite værelser, og adgang til Executive Lounge på 37. etage, hvorfra der var udsigt til Mount Fuji, og fri adgang til forskellig forplejning, produceret af de forskellige restauranter der ligger her på hotellet, alle sammen er på Michelin niveau, og med den højeste servicemindede betjening. Herunder højkvalitets italiensk kaffe – en ting SOPORG i særklasse påskønner.

En sådan specialbehandling, håndteres i Japan meget diskret, idet der jo ikke er nogen grund til at ydmyge nogen der ikke nyder samme privilegier.

Vi satte kufferterne, og tog elevatoren op for at checke Executive Lounge, hvor vi spurgte til hvornår værelserne var klar, fik en kop kaffe, og vores første kig mod Mount Fuji, der var gemt bag skyer.

Som sædvanlig orienterede Kimu Sensei os om planen for dagen, idet denne rejse naturligvis også fungerede som RRCamp, hvor der var opgaver der skulle løses, og masser af læring der skulle erkendes, testes og integreres. På denne tur var Søren Renshi tildelt opgaven som tour guide under uddannelse, idet både Jens Hanshi-dai og jeg var med i 1998, hvor 8 instruktører rejste til Japan for at blive undervist af SST, og knytte bånd. Dermed havde vi prøvet en del oplevelser og erfaringer, herunder med Japans vidt berømte tog og metrosystem.

Vi startede med at blive orienteret i Japanske forhold, med udgangspunkt i den lokale bydel Shinjuku.

Vi besøgte vi et lokalt supermarked, og så den overflod af fantastiske varer der er. Alt spændende fra helt frisk topkvalitets sushi og sashimi, over drikkevarer i massevis.

  Shinjuku dag 1

Shinjuku dag 1

Kæmpe udvalg i supermarkedet - øj der er meget fisk :-)

Kimu Sensei mindedes Calpis, en drik med ekstra kalk, som er god for kroppen, jeg mindedes Pocari Sweat fra min tur i 1994 hvor jeg stadig trænede sportskarate i Genshi-kan vores søsterorganisation, og var med som deltager i karate Verdensmesterskaberne i Japan. Det endte for mig med 2 VM bronze medaljer – i Hold Kata, og i åben vægtklasse for sortbælter. Der drak vi masser af sukkervand for at holde energien oppe……..

Det var anderledes i 1998 på instruktørturen med Shindenkan, hvor vi i stedet drak speciel japansk energidrik, med vitaminer og ginseng – og så frem til denne tur, hvor vand og kold grøn the var i højsædet.

Der var også masser af iskaffe, syltede grøntsager, grøn the, rissnacks, ninjamad (tørrede fiskeyngel - babyfisk), kød udskåret på japansk vis, med portioner typisk omkring 100g pr. person, tofu i mange varianter, mængder og kvaliteter, grøntsager præsenteret og indpakket som var det porcelæn, og masser af andre ting. Vi var ikke i Købehavn, det var helt sikkert.

Derefter var vi i en drug store – lidt en Japansk pendant til Matas, hvor der var endnu flere energidrikke, med indhold der aldrig var blevet godkendt af den danske lægemiddelstyrelse – fordi mængderne var total meget større end de danske anbefalinger, men vi så ingen folk der var gået omkuld af overdosis af D-vitaminer mm J . Måske de østlige læger og lægemiddelstyrelser har et alternativt syn på sagen, uden det går ud over folkesundheden. Japan er jo kendt som et af de lande hvor folk lever allerlængst! Faktisk det land i verden med højest levealder, og med flest mennesker over 100 år. Der var masser af varer, herunder superbillig Shiseido (meget kendt og god shampoo, kosmetik mm mærke), men med den mængde hår jeg har tilbage, var det ikke det der havde min højeste bevågenhed.

Vi noterede også en lokal politiboks kaldet Koban, hvor man kan finde den lokale ordensmagt, der er til stede mange steder. I det hele taget er der mange flere mennesker beskæftiget i Japan med opgaver vi i Danmark har valgt at bortrationalisere. Men i Japan er perfekt service så vigtig en del, at det stadig findes overalt, selv i det lokale supermarked.

Så var det tid til vores første måltid i Japan. Et typisk japansk måltid – nemlig en karryret i kæderestauranten Curry House, hvor vi fik en curry med tonkatsu (paneret) svinekotelet. Karry kom til Japan i 1860’erne fra Indien – efter handelsblokaden blev ophævet. Som alle andre ting, tog Japanerne det til sig, og lavede deres egen version af det. I forretningen kunne vi se at alle portioner blev vejet, og anrettet så de lignede standarden for måltidet. Mange steder kan man se en udstilling med plastikudgaver af maden, og som det ser ud der, kan man forvente at maden ser ud, når man får den serveret.

Shinjuku dag 1
Et veludført stykke arbejde

Vi blev også introduceret til den respekt og tilgang Japanerne har til mad. Når man får et måltid mad, så spiser man op. Af respekt for råvarerne, det liv og den vækst der har måttet ofres for at fremstille måltidet, men også af respekt for dem der har fremstillet måltidet, og dem der har øst op. Hvis en højere rangeret, har øst op, er der ingenting at rafle om – så spiser man op, og så er den sag ikke længere. Hvis det er en lavere rangeret der har taget portionen for en, behøver man ikke nødvendigvis at spise op. I Japan er det også sådan, at man hælder drikkevarer op til hinanden, og det der er hældt op, det drikker man – og man sørger for at hælde op for andre. Her er der også tale om gensidig respekt, og omsorg, værdier man går meget op i, i Japan.

Derefter gik vi videre til Shinjuku station, hvor op til 5-6 millioner mennesker passerer igennem hver dag – det svarer til hele Danmarks befolkning – HVER dag! Der er et mylder af mennesker, så man ikke tror sine egne øjne.

Men ingen af os var bekymrede, da opgaven med at købe billetter, navigere og få os alle sikkert frem lå i Søren Renshis kyndige hænder (understøttet af Kimu Sensei´s instruktions billedbog 😊 ). Måske derfor udviklede han en naturlig panderynken under vores besøg, da det er en mundfuld, selv for en velforberedt person som Søren. Men heldigvis kan man spørge næsten alle om hjælp. Mængden af engelsktalende er steget dramatisk siden 1990’erne, men stadigvæk sætter alle en ære i at hjælpe på allerbedste måde, og går ikke af vejen for at spørge andre Japanere om hjælp, hvis de ikke selv kan hjælpe i første omgang.

En af de mange ting jeg også fik genopfrisket, er det faktum at ofte ligger restauranter og værtshuse ikke i gadeplan, men i 3. kælderetage, eller på 6. sal. Derfor er der i gadeplan billedreklamer for dem, med livagtige billeder af menuen, så kunderne ved hvad de byder på.

Vi så også traditionelle restauranter som taget ud af en gammel film, Blomsterforretninger, samt en hel gade med 2nd hand shops. Her taler vi Gucci, LV og Hermes tasker i original stand, mærkeure af højeste kvalitet og mange andre højkvalitetsvarer, men siden opsvinget endelig er kommet tilbage i Japan efter små 20 års recession, og kinesernes indtog, er priserne steget betragteligt.

Man ser masser af Japanere på cykel og el-cykel, med barnesæde eller på nyeste racercykel i fuldt udstyr, men også transportcykler, med bagagekasser, som man ellers ser i resten af Asien. I Japan har man også gavn af muligheden for let at transportere mindre mængder varer uden at begive sig ud i den Japanske biltrafik – for det kan godt tage meget lang tid.

Planen havde været at vi skulle prøve running Sushi (Kaiten Sushi), billigt og meget godt, men vi måtte droppe det, da der efter Karryen simpelthen ikke var plads 😊 .

Vi kom tilbage på hotellet, efter vores første dosis Japan, og tankede op med kaffe og vand i Executive Lounge (og nød dette i fulde drag 😊 ), samtidig med at Kimu Sensei orienterede os om det videre program.

Da Kimu Sensei havde en aftale med laboratoriet, fik vi lejlighed på egen hånd at, begive os ud i det Japanske natteliv, idet vi skulle se os om selv, og også prøve mere af den japanske mad. Det lød meget godt – men sandheden var, at alt dette havde Kimu Sensei i forvejen også arrangeret for os – vi skulle bare finde derhen 😊 .

Vi gik en tur i Shinjuku, hvor vi var på jagt efter tabi, de japanske sokker vi bruger til træningen. De kan købes over nettet, men nu kunne lageret jo fyldes op direkte fra et af de store Japanske supermarkeder Odakyu. Efter at have lavet en større eftersøgning, fandt vi afdelingen for kimonoer, hvor de også solgte tabi. Vi fik prøvet den rigtige størrelse, men store danske fødder er ikke det de ser mest af, så vi kunne kun få 2 par hver. Der var simpelthen ikke flere på lager i vores størrelser.

Shinjuku dag 1
Tabi - en mangelvare i Danmark, men også svært at skaffe i Japan i størrelse dansk fod :-)
Shinjuku dag 1
Kimono, og ikke af den billige slags!

Vi benyttede lejligheden til at se på Kimonoer, og kunne konstatere at Søren Pinds ministeruniform til 40.000,- DKK - let blev slået i pris af mange af de kimonoer der var til salg her. Nogen gange er det den slags sammenligninger der sætter værdien af ting på plads i ens bevidsthed.

Vi vendte tilbage til vores valgte restaurant for aftenen, "Nabezo" en kæde der er kendt for deres gode og billige Sukiyaki og Shabu Shabu, 2 retter Japan er berømt for. Retterne minder meget om fondue, idet maden tilberedes ved bordet, og her var det høflig selvbetjening, naturligvis efter en grundig oplæring af den smilende og effektive betjening, der hjalp os i gang. Vi havde valgt en menu med både Sukiyaki og Shabu Shabu, både med oksetunge, svinekød og "Japansk" oksekød. Vi blev hurtigt enige om at det var Japanske oksekød der smagte bedst. De mange grøntsager og nudler og de forskellige slags dip, tilberedningen ved bordet, og hele atmosfæren, gjorde sit til at gøre det til en lækker madoplevelse. Vi havde 100 minutter ved bordet, men måtte kaste håndklædet i ringen allerede efter en time. Helt generelt var det ikke sulten der plagede os mest 😊

Vi gik ud for at udforske yderligere, og prøvede at finde en boghandel med budo relevante bøger. Det nærmeste vi kom var én reol med engelske bøger i en 3 etagers boghandel. Igen var alle hjælpsomme og venlige, selv når de ikke kunne forstå vores engelsk.

Bedre held havde vi i vores fortsatte tabi jagt. Vi fandt et andet stormagasin, Takashimaya, hvor vi efter at have spurgt om hjælp og fremvist vores tidligere købte tabi, igen fandt den rette afdeling. Det er en fornøjelse at se hvordan alle man møder, sætter en ære i deres job – uanset hvilket job. Her insisterede ekspedienten på at jeg skulle prøve tabi, og de 2 modeller i min størrelse, for at finde det bedste fit, samt at vi skulle til tax refund skranken, for at få refunderet den japanske moms, selvom vi ikke mente det var umagen værd. Vores valg var at vi ikke ville bruge tid på at spare 8% af beløbet, da vi havde meget travlt, med det ville hun ikke acceptere, for ting skal naturligvis gøres ordentligt, og hun ville gerne sørge for at hjælpe med det. Den stolthed og respekt som alle har i deres arbejde, og den service de ønsker at levere, slog os igen.

Efter Søren Renshi havde fundet tilbage gennem den labyrint Shinjuku kan være (uden de store problemer fnis 😊 ), var vi tilbage på hotellet til aftalt tid, og tidligt i seng, efter at have holdt aktivitetsniveauet højt, så vi blev bedst muligt tilpasset til tidsforskellen, og skånet for det værste jetlag.

Det var interessant med Søren Renshi som turguide, og os som passive medrejsende, at se den forskel der er på at være på som den ansvarlige, og på at være på sidelinjen.

Det gælder om at holde roen og overblikket, trods alt hvad der bliver kastet efter en, i stedet for at have meget travlt, men ikke helt klar være klar over, mod hvilket mål man arbejder.

Den første dag, efterlod mig med en oplevelse af en samhørighed med SOPORG så høj, som jeg endnu ikke har oplevet. Den fælles oplevelse, de fælles påvirkninger, følelsen af fælles "pilgrimsrejse" gjorde sit, og fik mig til endnu engang at tænke over værdien af ritualer, og at gøre et seriøst stykke arbejde. Ting der er værd at gøre, er værd at gøre ordentligt.

Om det var tidsforskellen, den helt specielle atmosfære i Japan og på hotellet, den fælles oplevelse, eller de mange indtryk, kan jeg ikke sige, men den nat vågnede jeg op ved midnatstid med en fyldt blære, og et hoved der bare ikke kunne holde op med at summe af tanker, indtryk, erkendelse og reaktioner på erkendelserne.

Jeg vågnede også tidligt og måtte stå op. Det er første gang at mine bekymringer/grublerier/samvittighed har kunnet overvinde min evne til at gemme mig i søvnen. Det var egentlig mærkeligt når det var 4 gang i Japan, men ikke så mærkeligt når det også er RRCamp og det er Kimu Sensei som sætter scenen for os..

 

Fredag morgen mødtes vi foran Kimu Senseis hotelværelse, og gik samlet ned til morgenmad – den morgenmad Tokyo Hilton Shinjuku er berømt for.

Vi fik DET bedste bord, og i Japan betyder det med udsigt til receptionen, hvor alle folk kommer, og hvor man kan ses af alle. Igen var der en diskret særbehandling af Kimu Sensei.

Kimu Sensei satte som sædvanlig scenen, og prikkede til os og vores arbejdspunkter, og begravede hunde. For vi skal huske hvorfor vi er her, og være taknemmelige, og vise det ved ikke at spilde vores og andres tid, men at gøre vores ypperste for at udvikle systemet og andre, gennem at udvikle os selv.

Kimu Sensei satte eksemplet ved at fortælle om sin nyligt bortgåede far, og hvordan han havde forberedt sig selv og sin familie, og haft afklarende samtaler med ham i rigtig god tid, hvor alting blev vendt, godt som mindre godt. Ved at forholde sig til det hele, er der ingen begravede hunde, ingen udsatte opgør, ingen gemte og usagte kærligheds- og visdomsord. Visdoms erfaring fra den ene generation til den næste bliver derved mulig. Naturligvis havde han også klaret mange praktiske gøremål, etableret et familiegravsted af passende standard, fundet håndværkere af højeste standard der kunne udføre det med den kvalitet, og det særpræg han ønskede, men indenfor den aftale som var indgået med hans forældre. Faktisk var én af kunstner stenhuggerne, Erik Heide, som også lavede Kong Frederiks den 9 og dronning Ingrids gravsten, som ligger udenfor Roskilde domkirke.. Sådan!.

Alt sammen viser, at uanset hvilken situation der måtte komme, kan der trækkes en positiv lære ud af det. Der kan optrædes med de rette værdier indefra, og med rettidighed.

Jeg har selv mistet min far for et par år siden, og kan se hvor det at være velforberedt, og gå ind i også sådan en situation, velforberedt og med en erkendelse af virkeligheden, og hvad der kan og vil ske, giver så mange flere muligheder for en "god" oplevelse, i forhold til benægtelse af virkeligheden, der så rammer mange gange hårdere, når det så endelig går op for en.

Kimu Sensei fortæller at gårsdagens møde med laboratoriet gik godt, og at han er blevet inviteret til at være gradueringsdommer samme dag. Han ved ikke helt hvem der skal gradueres, men det er et større antal højere graduerede, da det forventes at tage 6 timer. Det er en stor ære, men ikke første gang han er indbudt til at graduere andre. Faktisk er det ham der graduerede mig til 2. dan, for maaaaange år siden hvor jeg trænede sportskarate i Genshi-kan. Dengang optog vi i Genshi-kan en film, og sendte den til Japan, hvor Tonegawa Sensei (SST) gennemså den, og graduerede os ud fra den. Kimu Sensei har mange gange drillet mig med at han allerede kendte mig, og har gradueret mig, og det skyldes at han under et træningsophold hos SST i Japan var blevet bedt om at graduere mig ud fra min film 😊 . Det er en lille verden.

Historie og fremtid: SST perioden er overstået nu, hvor SST har givet fuld anerkendelse og worldwide licens til Kimu Sensei. Hvordan skal Shindenkan så udvikle sig? Viking samurai – blev lanceret allerede i 1998, til Viking Samurai middag i Iwaki, og spås en fantastisk fremtid af SST – men hvis der et KS’s Viking samurai, er det samtidig Daimyo vejen – den sværeste af 7x7 veje. Men det er fra Gokuden, - så vi har nogle år endnu 😊 .

 

Vi fik en hurtig gennemgang af Japansk morgenmad

Umeboshi (Gærede blommer, godt mod blærehalskræft), Fisk, Tangsalat, Suppe, Nudler (Udon), Shake (Banan til at holde maven i orden)

Efter at have prøvet den Japanske morgenmad kunne vi spise hvad vi ville, der var også fuld Kinesisk og vestlig morgenmad. Men der var ingen plads efter den Japanske morgenmad.

Fornemmelsen af at have et måltid mad, baseret på fisk, suppe og ris, var at være fyldt, men ikke bacon-pølser-røræg småkvalm. Mere med en solid bund, der holdt godt op af dagen.

Det var dagen hvor vi skulle til Kamakura. Vi tog JR Shonan-Shinjuku Line mod Zushi, der stopper i Kamakura. Farve og navngivningssystemet for tog og metrolinjerne i Tokyo, er en klar fordel, men man skal huske at på den travleste station, som var den vi skulle benytte, passerer en antal personer svarende til hele Danmarks befolkning igennem, HVER DAG.

Vi havde valgt at tage af sted, lidt senere, da myldretiden i Tokyo ikke er at spøge med. Det er ikke for sjov er der er ansat folk til at hjælpe med at skubbe passagerer ind i togene, så dørene kan lukkes.

Selvom vi havde valgt at rejse udenfor myldretiden, var der stadigvæk en konstant strøm afrejsende der myldrede i alle retninger, og det kan være stort set umuligt at skynde sig i sådan et kaos.

Da jeg var i Japan i 1994, var der et behov for at rejse i myldretiden, og det er praktisk talt umuligt at medbringe en kuffert i et tog i myldretiden, og det er en lidt særpræget oplevelse at stå så tæt mast op af hinanden, at man ikke kan undgå hinandens kropslugte- både de konstante og de flygtige.

  Shinjuku dag 1 Shinjuku dag 1 Shinjuku dag 1
Jeg kender vejen, jeg kender vejen, jeg.... øeh hej

 Det lykkedes med lidt forvirring, og ved at spørge os godt for at få hjælp til at komme i den rigtige retning med det rette tog, og selve togturen var en fornøjelse, hvor vi kunne studere omgivelserne, og se hvordan byen langsomt tyndede ud, og der begyndte at være en lille smule landligt, efterhånden som vi kom sydpå. Det tager lige over en time at komme til Kamakura, og det er en hel lettelse at der ikke er så mange mennesker omkring en når man er der.

Kamakura har lagt navn til Kamakura Perioden fra år 1185 – 1333, hvor Shogunatet lå i Kamakura, og med det også magten.

Kamakura betragtes som kampkunstens vugge, måske fordi det fra Kamakura periodens start og mange hundrede år frem var Samurai klassen der var dominerende i Japan.

Vi besøgte først Tsugura Hachiman-gu; Templet til ære for Hachiman – krigsguden.

Søren Renshi er officiel turguide, og leder os til hovedgaden der fører op til templet Tsugura Hachiman-gu. I løbet af kort tid når vi til den hævede allé, der med pomp og pragt fører os resten af vejen. Ved selve templet er der en bro i centrum, reserveret til Shogunen, og to mindre broer ved siden til alle andre.

På vej mod templet er der yderligere en stor bygning, og derefter skal man op af en majestætisk trappe mod selve templet der er placeret højere, så man har fornemmelsen af at bevæge sig nærmere guddommen.

Undervejs bliver vi, selvfølgelig, spurgt om nogle skolelever må tage et billede sammen med os – lidt gaijin, er man vel, og Søren Renshi er med sine "næsten" 2 meter jo imponerende høj, selvom den Japanske befolkning er blevet højere, efterhånden som indtaget af protein er steget.

Oppe ved selve guddommen, klapper vi rituelt i hænderne, for at påkalde os gudernes opmærksomhed, bukker, og sender vores bønner afsted til Hachiman. Jeg ved ikke med de andre, men jeg benyttede da lejligheden til at få sendt mit ønske om indsigt og afklaring afsted, her i pomp og pragt.

  Shinjuku dag 1
 
  Shinjuku dag 1
 

Her er der også mulighed for at gå ind i et museum, der er indrettet i selve templet, men vi vælger at udforske området lidt på egen hånd. Det er som sagt meget imponerende i sin opbygning, og der lurer historie i alle hjørner. Det berømte Gingko Biloba træ, der stod for foden at den store trappe, væltede i en storm i marts 2010, men er nu begyndt at skyde igen. Legenden fortæller at en snigmorder gemte sig bag træet, og sprang frem og myrdede den daværende Shogun, i håb om selv at komme i betragtning til titlen – kun for at blive henrettet et par timer senere. Det er hvad legenden fortæller. Hvad der i virkeligheden skete, er nok en helt anden ting, da legender og historie i mange tilfælde er efterrationaliseringer og gendigtninger, der anvendes som propaganda og marketing mod eftertiden for egen vindings skyld.

På vej ud fra tempelområdet, besøger vi de 2 Genpei damme, som Shogunens enke fik etableret, til at mindes de 2 klaner der kæmpede om magten – Minamoto klanen (Gen), og Taira Klanen (Pei). De 2 farver der går igen på det Japanske flag. Hachiman er i øvrigt den sejrende Minamoto klans "skytsgud". Kimu Sensei´s klan stammer fra Minamoto klanen, indtil 1202 hvor familien blev godkendt som selvstændig klan af Kejseren og Shogun. Hvilket fik stor betydning for Japans historie de kommende hundreder af år. Minamoto klanen stammer i øvrigt oprindelig fra kejserfamilien (år 886). Derfor kender Kimu Sensei alle sine forfædre i mere end 130 generationer tilbage – hvor mange danske eller europæiske adelsfamilier kan det?

Japanerne er pragmatiske folk, hvilket viser sig på mange måder, herunder at de fleste templer fungerede som både Shintoistiske og Budhistiske templer. Når man så alligevel var i templet, kunne man jo lige sende bønner i begge retninger. Men ved Meiji Restoration i 1868, besluttede man af politiske og nationalistiske grunde at alle templer skulle deles, således at en mængde Buddhistiske tempeldele med relikvier og bygninger måtte rives ned og genopbygges andetsteds. Mange kulturskatte gik tabt under denne tilpasning af virkeligheden til den historie man ønskede at fortælle om Japan. Det betød bl.a. ligesom i Danmark i 1670érne, hvor den gamle uradel blev "slagtet" og en ny "du er min ven, adel" adel blev etableret. Men da uradel i Japan.- og andre lande, altid har været specielt. Kunne den nye adel som kun eksisterede fra 1884-1947 opleve, at trods højere "officielle europæisk stil titler, som oftest var tomme og titulære", så kunne de risikere at stå lavere i det officielle rang og magt inddelte hierarki ved kejser hoffet, end ur adelen som havde eksisteret i flere tusind år.

Så gik vi på jagt efter det oprindelige Hachiman tempel - Yui Wakamiya Templet, også kendt som Moto Hachiman (Det oprindelige Hachiman)

Vi havde fundet det på kortet, men det var sværere end som så at finde det. Heldigvis var Søren Renshi klar med kort og rute, og da det ikke slog til, spurgte han straks en venlige forbipasserende lokale dame i denne "provins by". Hun kunne ikke umiddelbart, og beklagede dette mange gange, og var oprigtig ulykkelig over ikke at kunne hjælpe. Heldigvis kom en midaldrende herre gående, og tilbød på engelsk at følge os derhen. Undervejs mødte vi damen igen, der havde fundet ud af hvor vi skulle hen, og kom hastende tilbage for at hjælpe os. Magen til hjælpsomhed skal man lede længe efter 😊

Vi fandt Moto Hachiman, der er et undseeligt lille tempel, der egentlig kun består af en lille overdækket "helligdom". Hele templet ligger på hvad der svarer til en mindre parcelhusgrund; en kæmpe forskel til det prangende Tsugura hachiman-gu vi lige havde besøgt.

Der var en fred og ro, man slet ikke kunne fornemme i det store Tempelkompleks.

Oprindelig var templet oprettet af Seiwa no Minamoto no Yoriyoshi, i 1063 for at fejre sin sejr i Tohoku regionen med Abe klanen. Han fik en del af guddommeligheden fra Iwashimizu Hachimangu templet i Kyoto overført hertil, og fik bygget dette lille tempel hvor han kunne sige sine bønner.

<
Vi fandt det! - Her er den ægte vare
Shinjuku dag 1 Shinjuku dag 1
   

Hachimangu er Minamoto-klanens familie guddom, så på dette tidspunkt, var Minamoto klanen allerede tilstede i Kamakura. Det interessante for os er, at Minamoto no Yoriyoshi er Kimu Senseis forfader, men også forfader til alle de tre fremtidige Shogun slægter; Seiwa Minamoto (1192-1229), Ashikaga (1336-1570) og Tokugawa (1603-1868).

Templet blev bygget større og flyttet til sin nuværende placering (Tsugura Hachiman-gu) i 1180 af Seiwa no Minamoto Yoritomo, den første Kamakura shogun.

Formålet med flytningen, kan sagtens have været at legitimere sin tilstedeværelse, og at imponere med sin magt.

Så var det blevet tid til at gå videre mod den Store Buddha i Kamakura, og meget gerne noget mad, inden da. Vi kiggede på en del restauranter, og blev fanget af et sted nær stationen, på første sal, hvor det så godt, autentisk og lokalt ud. Vi måtte vente lidt på et bord, hvilket er et godt tegn, især når det ligner lokale kunder. Imens vi ventede fik vi billedmenuen, som vi kunne kigge i. En ældre lokal dame kom også for at spise, og mens hun sad i køen, ville hun lige anbefale det hun skulle have - en lokal specialitet, bl.a. med ris tilsmagt med grøn the. Men vi havde allerede fundet en lidt større menu, der så også gav os mulighed for at smage et lidt større udvalg. Det var af typen bento – madpakke, med små lækre retter, serveret i en æske.

Øeeeh .... det ser lækkert ud :-/ Uhmmm. Mad! Det ser lækkert ud :-)

Det var delikat og velsmagende, og selvom Søren Renshi så slukøret ud, nød han også maden 😊

Videre mod Daibutsu – den store Buddha i Kamakura. Vi snuppede et lokaltog. Turguiden insisterede, selv om Jens Hanshi-dai og jeg havde set at der var en bus det gik til den store Buddha. Men det er nu også en god ide at have en plan og vej, og så holde sig til den.

Der var en kort gåtur fra stationen op mod den store Buddha, og nu var vi igen tilbage ved en af de store seværdigheder, kunne man godt mærke. Der var masser af snacks, grøn the is, souvenir shops mm. Vi gik lige efter målet, og var hurtigt oppe ved det buddhistiske tempel Kōtoku-in.

Fakta:

Templet er kendt for sin Store Buddha (daibutsu), en monumental udendørs bronzestatue af Amida Buddha, som er et af de mest berømte ikoner i Japan. Statuen er 13,35 m høj og vejer omkring 93 tons, og den er den næststørste statue af Buddha i Japan efter Todaiji i Nara.

I 1243 blev forgængeren en kæmpe træ Buddha færdig, efter 10 års konstruktion. Statuen blev beskadiget i en storm i 1248, og bygningen den stod i blev ødelagt. Det blev foreslået at bygge en ny statue i Bronze, der stod færdig omkring 1252.

Bygningen blev ødelagt af en storm i 1334, blev genopbygget, ødelagt af endnu en storm i 1369, og endnu engang genopbygget. Den seneste bygning statuen stod i, blev skyllet væk af en tsunami i 1498, og siden da, har den store Buddha stået i det fri.

 

Shinjuku dag 1 

Den store Buddha er en oplevelse, og viser hvor mange ressourcer der er blevet lagt i religionen, herunder Buddhismen i Japan.

På vej hjem fra den store Buddha, fik vi købt noget iskaffe, så vi kunne køle os lidt. Det var desværre noget fantastisk sødt stads, så vi gik straks tilbage til kold grøn the.

Vi kom tilbage til Tokyo, Shinjujku og hotellet uden nævneværdige udfordringer, og havde lige tid til at komme forbi værelset, og skifte til casual aftenpåklædning, hvorefter vi skulle ud til endnu en oplevelse af de store.

Kimu Sensei havde bestilt bord til os på Tokyos bedste Teppanyaki restaurant Seryna, der ligger i toppen af Sumitomo bygningen, lige ved siden af Hilton Tokyo Shinjuku.

Vi var spændte, og at vi ville få en fantastisk oplevelse. Vi havde hørt meget om de højtgraduerede kokke der tilbereder maden.

Oplevelsen viste sig at være fantastisk, og vi fik takket være Kimu Sensei rigtig gode pladser. Kokken tilbereder maden direkte foran gæsterne, og det er en forestilling uden lige.

Kimu Sensei vurderede den kok der tilberedte maden for os til at være 6. dan, og han var meget dygtig til at styre temperatur og tilberedning. Men da chefkokken 9.dan "tilfældigt" kom forbi, var han alligevel ikke tilfreds, og efter et diskret nik til Kimu Sensei, overtog han serviceringen af Kimu Sensei, - og os, som de eneste kunder i en totalt fyldt restaurant. Det var igen en diskret markering af Kimu Senseis status, og et privilegie han nyder godt af, og gavmildt deler med os andre. Samtidig var vores menu blevet opgraderet til at være med Kobe-kød af allerhøjeste kvalitet, uden at nogen sagde et ord.

Det smagte fantastisk, og var så 100% frisk og veltilberedt at det var helt sublimt.

Vi fik en sake til, som også var den bedste jeg hidtil har smagt. Serveret kold havde den en aroma og smag, der ikke lader noget tilbage for nogen god vin.

Efter menuen, blev vi bedt om at rykke ind i baren, hvor Kimu Sensei havde requested at vi fik solnedgangs pladser. Og med perfekt timing indenfor en tidsramme på 5 minutter!, sad vi så der på 52. etage med en fantastisk udsigt over solnedgangen over Tokyo. Det var usigeligt smukt, og er noget jeg sent vil glemme.

Mætte og veltilfredse, vendte vi tilbage til hotellet.

Igen den nat lå jeg vågen og tænkte en del over tilværelsen. Der var simpelthen så mange indtryk at tage ind, og erkendelser at forstå.

Lørdag spiste vi traditionel Japansk Bento morgenmad, som en speciel service for Executive Lounge kunder. Maden var igen fantastisk, og veltilberedt, og vores evner med spisepinde er toptunet.

Kimu Sensei briefede os om vores status som RRCamp deltager, og i øvrigt om hvad dagen ville indeholde.

I dag skulle vi på sightseing i Asakusa, og på shopping, så vi begav os afsted til Asakusa med subway, bevæbnet med rullekufferter til at hjemføre vores indkøb, uden rygskader.

Vi startede med at gå til Sensoji templet, stedet som Hornevej Seiryukan er navngivet efter – den blå drage, som er udskåret under de mægtige lanterner der hænger ved indgangen til tempelområdet.

 

Selve tempelområdet er som en bedre basar. Der er alt hvad man kan ønske sig som turist, både kimono, yukata, sværd, vifter, t-shirts, you name it. Men denne gang vidste jeg godt at dette er turistområdet, med turist priser, så vi nøjedes med at window shoppe. Inden selve templet, kan man rense sig med røgen fra en mængde røgelsespinde, og stille sig i kø til at gå op til selve Sensoji templet, hvor man kaster en mønt, klapper i hænderne og opsender sine bønner, inden man igen rykker videre i køen. Husk ikke at træde på dørtærsklen, da den tilhører guderne.

Shinjuku dag 1
Shopping bazar foran Sensoji templet
 
Den tålmodige Stormester

Derefter satte vi kursen gennem Asakusa, på vej mod Kappabashi-dori, hvor der er mulighed for meget billigere at købe porcelæn, Japanske knive, japanske madvarer og andre fantastiske ting, der hvor restauranter og Japanere selv køber ind.

På vej derover stoppede vi ind hos en lokal restaurant, der efter sigende serverer en fantastisk karry ret, som vi naturligvis skulle prøve.

Vi blev bænket, og ret hurtigt fik de 2 ældre damer der har restauranten, klargjort og serveret 4 portioner af den bedste karry jeg længe har fået. Hvis man sammenligner med den vi fik hos Curry House, der er en franchise med standardiserede varer, var der her tale om hjemmelavet karry med en større dybde i smagen, som man kun får, når tingene er lavet fra bunden. Det smagte himmelsk, og viser at der er mange steder, hvor man kan få et ekstremt veltillavet og velsmagende måltid, for en meget overkommelig pris (30,-DKK pr. person). Japan er ikke nødvendigvis dyrt overalt, og med alt – man skal bare kende de rette steder.

Shinjuku dag 1

God lokal karry :-)

Og det benyttede vi os så af på Kappabashi-dori, hvor vi alle sammen fik købt de uundværlige ting – sencha, Japansk karry, tørrede fisk og tang, nøje udvalgte kopper, tallerkner og andet der hører til det perfekte hjem for en der har været i Japan. Spøg til side. I 1998 var jeg her sammen med instruktørerne fra Jokokan, og jeg købte en lille smule - en lille the kande, 4 små kopper, 2 store kopper og 2 tallerkner. Og hver gang jeg finder dem frem og bruger dem, bliver jeg sat tilbage til Japan, og mindes oplevelsen og den forretning jeg købte dem i.

Vi havde nu fået købt så meget at vi var nødt til at tage tilbage til hotellet for at læsse af, så vi begav os tilbage, dog med et stop i Don Quijote, et mega supermarked der har ALT til lav priser. Det var helt fantastisk, og man kunne have købt alt, men jeg måtte prioriter min plads, så der blev kun kigget.

Vi gik gennem Sensoji templet tilbage til Asakusa station, og tilbage til Shinjuku, hvor vi læssede vores varer af, og hentede Sushi og Sashimi i det lokale supermarked. Det var fantastisk frisk og meget billigt, og mere velsmagende end det meste sushi man kan få i Danmark – altså på restaurant.

Og så var det tid for os 3 på egen hånd at shoppe i budo tilbehør, efter Kimu Sensei´s plan. Os afsted i strakt trav, for tiden er knap, og distancerne er store, selvom man bor centralt. Vi tog til Suidobashi station, hvor der ligger budo shops. Vi havde lidt problemer med at finde det rette sted, for der er ikke tale om en hel bydel med budo og bujutsu forretninger, nærmere om 5-10 forretninger, hvoraf 5-6 er samlet nær hinanden.

Efter noget tid fandt vi endelig den rette gade, og den rette forretning, og så var det med at finde den rette vare.

Jeg mindes igen min tur i 1998, hvor Kimu Sensei udvalgte sværd til mig i den selvsamme butik. Jeg fik så lov til at prøve balancen og fornemmelsen, hvorefter jeg valgte det sværd Kimu Sensei havde forventet jeg ville vælge J . Sådan er han altså bare.

Men det var faktisk ikke der jeg købte mit første sværd! Det første sværd købte jeg i Sensoji templets shopping gade i 1994 sammen med Genshi-kan (søster organisation), og det blev udelukkende valgt efter udseende, da det var af letmetal, totalt ubrugeligt til træning, og beregnet til at hænge op som dekoration – tiderne skifter og formålene skifter også.

Det lykkedes os at finde bokuto, jo og kotachi, men den rette kvalitet af gier kunne vi simpelthen ikke finde. Den linje produkter, førte producenten ikke mere. Men vi håber på at kunne finde den andetsteds senere.

Shinjuku dag 1
Yes - bokuto in the house!

Efter et hurtige raid, var vi igen på vej tilbage til Shinjuku, hvor vi skulle nå hjem til aftensmaden. Vi håbede bare der var plads til aftensmaden ovenpå den kæmpeportion sushi og sashimi vi havde nydt for et par timer siden J

I dag var det tid til at prøve hotellets Kinesiske restaurant. Kinesisk mad er en meget fin spise i Japan, og Japanere der har været på besøg i Danmark, har undret sig over hvorfor det var så billigt at spise Kinesisk i Danmark? Forklaringen er at i Japan tilbereder man kinesisk mad, som det oprindelig var. Og her snakker vi om inden revolutionen.

Efter revolutionen i Kina skal alle være lige og have samme muligheder for at f.eks. spise luksuriøs mad. Det bevirker at intet må være af høj kvalitet. På samme måde som høj uddannelse og høj viden, gamle værdier og mange andre ting er blevet udrenset under en række kulturrevolutioner, er maden også blevet ensrettet og dekadent.

Den kinesiske mad vi prøvede i Japan, var den gamle højkvalitetsmad. Den slags mad, med friske gode ingredienser er meget dyr, da der bruges mange og avancerede ingredienser, i modsætning til Japansk mad, hvor selv det simpleste måltid overholder de basale regler, og er godt, velsmagende og nærende.

Du kan observere helheden ud af hver eneste enkeltdel. Hvis kvaliteten i et område svigter, svigter det nok i alle områder. Derfor er maden, kulturen, menneskene, bygningsværkerne, indstillingen så vigtig.

Den kinesiske mad var utrolig lækker og forfinet, og lavet fra bunden, uden brug af det 3. krydderi, overdrevne mængder af fritureolie, eller andre genveje. Men lavet med omhu og respekt for råvarerne.

Efter maden, besøgte vi den berømte bar på Hilton, hvor live underholdningen typisk består af tidligere verdensstjerner, der turnerer. Vi nød musikken, og lidt hyggesnak, og benyttede også lejligheden til at smage den berømte Japanske 21 års whiskey. Mange ved ikke, at Japan har produceret whiskey siden 1870 efter forbillede Scotch. I de sidste 20 år er japanske whiskey anerkendt på lige fod som scottish og har vundet verdensmesterskabet i blindsmagning flere gange. Det har medført, at Scotterne nu valfarter til Japan, - for igen at lære at lave original traditionel scottish whiskey!

Søndag morgen var det en hurtig morgenmad, og så afsted mod Narita lufthavn, og flyveren mod Danmark. Mange oplevelser rigere.