Xmas 2012 - Et tørt stykke træ 
Af Jens Hanshi-dai

Det var blevet fredag d. 14. december og tid til sæsonens første SBTLUS – Sortbælte Tema Leder Udviklings Seminar – med Kimu Sensei. Oplægget denne gang var blevet givet 3 måneder før og var fokuseret på træning og essens af Kata Naihanchi Shodan og Naihanchi Nidan.

Naihanchi –”One strike, one kill”
Kata Naihanchi Shodan er en utrolig fed kata at træne – meget detaljeret – dog så simpel og alligevel så svær at udtrykke korrekt at det er smukt når det rent faktisk sker – som på denne Xmas 2012 da Kimu Sensei demonstrerede kata’en, flydende og let, kraftfuld og præcist. Hvor hans hæle kun rørte jorden ved kimé – udladning.

Jeg har set det mange gange før udført af Kimu Sensei, men jeg bliver som altid inspireret når det ser så simpelt og let ud.

Men hvordan kan simple ting være så svære at mestre? – Her er det tid til at kigge ind i mig selv - Ja alting i mig skal være optimale, hver en lille bevægelse jeg laver, skal være perfekt afstemt til hele min krops bevægelse og til den teknik jeg udfører.

Men hvordan?

Først blev vi undervist i Naihanchi Shodan som vi studerede intenst både som gruppe og individuelt – derefter i Naihanchi Nidan og som undervisningen skred frem blev mit fysiske træningsbillede mere og mere synligt for mig selv.

Tørt træ!
Noget var galt! Jeg var faktisk stiv som et bræt – anspændt i min overkrop og jeg var slet ikke en velsmurt krop der bare adapterede bevægelserne og gjorde dem til mine egne!!!

Hm… Under dette års træningslejr fik jeg den feedback fra Kimu Sensei at jeg i min udførelse var lige som et tørt stykke træ! Et stykke træ der er på vej til at splintre på grund af manglende fleksibilitet og elastisitet.
Kan et tørt stykke træ igen blive til et fleksibelt piletræ der bøjer og svajer i vinden? Det spørgsmål stiller jeg til jer læsere, tror i på det – tror jeg på det?

Hvordan kan jeg udtrykke dette? Hvordan kan jeg blive et med min kropskontrol (Taisegio), min hastighed, min kraft, min præcision, min Hamni og ja nu kommer det - min indstilling til mig selv under alle forhold – også under bevægelse :-)

Min konklusion – jeg skal give mig selv fri nu, med det samme – NU! Det kan ikke vente. Jeg skal videre i mig selv - i udviklingen af min konstanthed – i ansporingen af min nysgerrighed på mig selv.

Indre træningsbillede
Efter undervisningen og træningen havde jeg mit indre træningsbillede, mit mentale træningsbillede, tunet ind på at alt sker fra centeret og fungerer via mine cirkulærer bevægelser ud fra og omkring centerlinjen, kraft generering omkring danchu og tanden – det hele spillet som en indre film, jeg kunne gentage igen og igen – fedt – og det er lang tid siden at jeg har haft det sådan.

En film der viste mig hvordan min indre balance er afgørende for min ydre balance og hvordan min indre balance er afgørende for hvordan jeg kan generere kraft under bevægelse, altså flydende bevægelse. Kraftgenerering når man er stående er ikke nødvendigvis så svært, men når man er konstant i bevægelse – i ét flow og med skiftende bevægelser, teknikker og rytme og til en hver tid kan generere kraft og forplante til mine teknikker uden tab eller stop – det er svært og rigtig fedt.

Dette er virkelig svært og virkeligt fedt at studere – men man kan ikke samtidig være et tørt stykke træ.

”One stroke, one kill” vs et tørt stykke træ.
Kimu Sensei fortalte igen på denne træningslejr: ”At tage et liv er nemt – at give liv er svært” og jeg forstod med mit indre træningsbillede også. ”At vælge at dø er nemt – at vælge livet kan være svært”! At vælge at blive et tørt stykke træ betyder stagnering og degenerering og det er nemt – så skal jeg bare lade stå til! Men at vælge at genopstå som et ungt træ med smidighed i såvel indre som ydre kan være svært for det kræver en indsats – konstanthed og et ønske om udvikling.

”Hvorfor ikke være god ved sig selv – og lære det rigtige fra begyndelsen af? – og fortsætte med dette – hele tiden?”

Det er bedre at lede tre år efter en god lærer end at træne tre år under en dårlig lærer og hvorfor? Måske fordi den hurtigste vej til målet er den direkte vej, i en lige linje – så hvorfor ikke være god ved sig selv og lære det rigtigt med et samme – Essensen serveret på et sølvfad :-)

Tak for en god X-mas 2012.