04-12-2019

POMW er slut, længe leve POMW!

Af Søren Jensby Nielsen, 2. Kyu, Jokokan København, september, 2019

Det officielle program og kursuspensum for POMW I-III årgang 2019 er nu slut, og det er på tide at reflektere over proces, forløb, udbytte, men først og fremmest over personlige oplevelser og læring. Men før jeg gør det, vil jeg gerne tage et skridt tilbage og tænke over baggrunden for POMW som jeg har forstået den: Hvem er alletiders bedste soldater, og hvordan afgør man dette? En måske lidt for teoretisk øvelse i manges øjne, men Minouchi Sensei mente at svaret ligger lige for: At våbenteknologi har skiftet gennem tiderne er ligegyldigt, for det er mennesket bag våbnet der er afgørende. Eller nærmere bestemt menneskets indstilling til at tillære sig færdigheder og benytte disse færdigheder i en skarp situation. På årets POMW hold skulle vi altså vise at vi med vores flersporede skoling og INDSTILLING hurtigt kunne tilegne os en af de centrale færdigheder hos en moderne elitesoldat: evnen til at skyde hurtigt, præcist og uden tøven på internationalt ekspertniveau. Det valgte våben er som på andre POMW hold pistolen, for kan man ramme med en pistol kan man også ramme med andre skydevåben som Kimu Sensei udtrykte det. Tidligere POMW hold har banet vejen for os og vist at det kan lade sig gøre. Men vi skulle jo også vise det. Minouchi Senseis tese falder jo til jorden hvis tilgangen ikke virker hver gang! Og virkede det så? Andre kan fortælle om den totale status på holdet, men for mig personligt er jeg imponeret over hvor præcist vi kunne ramme med 22’eren på 25 meter, og jeg er også meget tilfreds med hvor hurtigt og præcist jeg endte med at kunne skyde med 9 mm med hurtigt transition mod forskellige mål. Så jeg er meget tilfreds! Men handler POMW så bare om at lære at skyde? Mere om det senere.

POMW er delt op i tre moduler, I-III. På POMW I startes med en teoretisk gennemgang af Minouchi Senseis tese samt våbenudvikling gennem tiderne. Derefter trænes der med luftpistol på forskellige afstande og mod 1-flere mål. På POMW II er vi på skydebanen på Hanebjerg, og fokus er på kaliber 22 med indledende øvelser med 9 mm. POMW III er fokuseret på 9 mm med både områdeskydning og transition mellem flere mål. Ligesom på andre kurser er der repetition mellem modulerne, men forskellen er at du selv står 100% for repetitionen, og på grund af det kompakte og intense POMW forløb anbefales det at tørtræne hjemme hver dag. Forløbet er bygget logisk op, og selvom POMW er et kæmpe udstyrsstykke glider det hele glat og virker trygt og ultra sikkert. Man kan godt mærke at det er erfarne instruktører, der har prøvet det før, og ikke er bange for at bruge tid og kræfter på at vi de nye skytter skal få så sikker og god en oplevelse og uddannelse som muligt. Kæmpe tak og respekt for det!! På POMW II og III var vi delt op i tre hold, blandet mellem nye og erfarne skytter (POMW fungerer også som OBC for de tidligere hold). På den måde er man enten skyder, lader eller holder pause. Det fungerede som sagt rigtigt godt. Men nok om praktikken! Her næsten en uge efter sidste POMW dag har jeg haft tid til at reflektere og fordøje forløbet. Her er nogle af mine indtryk:

  • POMW er et enkelt sporet kursus, men derfor er der alligevel en masse fællestræk med andre YSK kurser, og også med livet helt generelt!

  • Kimu Sensei og chefinstruktørerne har brugt lang tid på træning og research, har sikkert begået fejl undervejs, og har ekstraheret essensen for at kunne præsentere den til dig. Benyt dig af det og lær af deres fejl!

  • Fokuser på essensen og processen i stedet for resultatet, så bliver resultatet også bedst. Lad ikke dit ego og stræben efter resultat styre dine handlinger.

  • Vær god ved dig selv. Det betyder bl.a. at forberede sig optimalt (spise, sove, drikke), passe sin tørtræning, men det betyder også at man holder fast ved punkterne nævnt ovenfor! Så giver man sig selv optimal mulighed for læring. Har du en dårlig skudrunde, så brug pausen til at reflektere over hvorfor, og vend så tilbage til basis og følg processen. Lettere sagt end gjort når man er et følende menneske, men det er her indstillingen bliver testet.

  • Rådene ovenfor virker faktisk! Jeg vil som mange andre gerne kontrollere og vinde, men første gang vi skød på 25 m gik det op for mig at man faktisk ikke kan se, hvor man har ramt. Derfor er man nødt til bare at kaste sit ego over bord og fokusere på processen, for den er det eneste man har at støtte sig til. Og det gik rigtigt godt, meget bedre end jeg havde forestillet mig, og det var virkeligt befriende. Her er der helt sikkert noget læring at hente!

  • Samme oplevelse havde jeg senere i processen: Jeg måtte desværre melde fra til POMW IIB da jeg skulle rejse med mit arbejde. Jeg fik dispensation til at være med på POMW III, og da jeg mødte op med jetlag og uden mulighed (troede jeg) for at bestå kurset, havde jeg smidt alle nerver og forventninger væk og tænkte bare på at have et par sjove dage: Resultat: 100% i sort på første skydning. Her gik det op for mig hvad Kimu Sensei mener, når han siger ”Husk at nyde det”.

  • Indstilling betyder alt (Minouchi Sensei). Hvis du vil skyde godt skal du passe din tørtræning og fokusere 100% på at levere gode skud med den rigtige proces, hver gang.

  • Udover at POMW handler om skydning er det også anderledes end andre YSK kurser på andre måder. Man tilbringer rigtigt mange timer sammen med holdet i et ret intenst forløb. Alle har en ’POMW uniform’ på, hvilket giver en fællesskabsfølelse, men samtidigt er der ingen bælter, kun diskrete skilte for at markere, hvem der er instruktører. Det giver en anden atmosfære hvor man nemmere blander sig mellem grader, uden at sikkerheden påvirkes negativt. Samtidigt er vi alle afhængige af hinanden mht. baneopstilling, oprydning, ladning af hinandens magasiner. Jeg synes at det har været en meget behagelig oplevelse og mener at det har styrket sammenholdet i Shindenkan på tværs af skoler og grader.

  • Omvendt er der klare paralleller til YSK (og alt andet ville jo også være mærkeligt): Skydeprocessen minder om elementer i Shakuasei, åndedrættet er som altid altafgørende, der skal bruges Jebe, du skal være fremadrettet, din indstilling skal være at hvert skud tæller og ligesom i jojutsu er det meget tydeligt hvis basis ikke er i orden.

POMW kan varmt anbefales. Det er et af de mest udviklende kurser jeg har haft, det er hyggeligt og sjovt, og, nå ja, så lærer man også at skyde, og det er faktisk ret fedt! Men ligesom andre udviklingsforløb, privat som på arbejde, så kræver det at du er lærings-parat og -villig, at du lægger den fornødne indsats, at du hver gang møder med den rigtige indstilling, at du er konstant og disciplineret i din tilgang, kort sagt at du er god ved dig selv. Instruktørerne kommer med rammerne og basis, men udvikling kommer indefra. Er du ikke til stede bliver det ”Garbage in – Garbage out”. Nu bliver udfordringen at tage den personlige læring med i hverdag og træning.