03-06-2018
RRCamp maj 2018-Tokyo-Japan. - Er kulturen så forskellig fra den danske? Min første gang - I Japan med baby øjne.
Af Søren Renshi, 4.dan Sr. Yakami Shinsei-ryu, 5.dan SDKK, 6.dan KGK.
Forbunds næstformand, Medlem af SOPORG og Executive Commitee, Honbu instruktør

 

Hvor mange kampsport / Kampkunst organisationer kan med stolthed sige at de har 50 års historie i Danmark? Det er der kun én organisation der kan og det er Shindenkan. Og så ovenikøbet med et unikt Koryu kampkunstsystem der har 1000 års historie med sig. Det vil med andre ord også sige at det er den ægte kampsport og kampkunst der trænes her. Det er måske i virkeligheden også derfor at Shindenkan har eksisteret i 51 år – fordi det er den ægte vare med Kimu Sensei som en ægte kampkunst stormester til at guide os alle i den rigtige retning.

I Shindenkans 51-årige historie har hele verden ændret sig. Den er åbnet op flere steder og kontakten til omverden er blevet væsentlig nemmere bl.a. via internettet og mængden af Tv-kanaler, som alle siger de ikke ser, men alligevel kender. Dette gør også at vi som mennesker får bredere viden om hvad der sker ude bag vores egne grænser. Vi har alle muligheder for ikke at blive borgere i et landsbysamfund med tilhørende smalt syn på livet men i stedet for at være borgere med et meget bredere og mere tolerant syn på det der er ude på den anden side. På den anden side af jordkloden ligger Japan og jeg altid set landet som værende spændende. Ja, altid er nok så meget sagt for jeg må også erkende at fra jeg startede min træning gik der alligevel en del år inden jeg for alvor fandt den dojo som skulle få mit syn på omverden fra landsby syn til det brede, det mere tolerante og dermed også større interesse for Japan og kulturen her. Det var selvfølgelig ikke fra dag ét og der skulle erkendes nogle sandheder før end der kom gang idet. Det er det der sker når man styres af sit ego og ikke bare er sig selv på godt og ondt.

Nu sad jeg her i flyet på vej til Japan og læste 11 timer omkring kulturen og landet. Jeg var taknemlig og beæret over at SOPORG og Kimu Sensei ville have mig med på denne RRCamp til Japan for at back-trace de 50 års Shindenkan historie således at vi kunne fortælle den til andre med troværdighed og respekt, og som forberedelse til 2023 Shindenkan Japanrejse. Det ville også blive starten på det nye Shindenkan. Det nye Shindenkan vil være en organisation hvor historikken ville være af en ægthed som er meget få forundt og hvor flersporethed virkelig vil være mærkbart både internt som eksternt. Det skal ikke nødvendigvis handle om at blive kæmpestore men i stedet være stærke, på det der skiller os ad fra andre – nemlig flersporet kampsport og kampkunst samt en historisk ægthed som man ikke finder andre steder.

Historisk ægthed kan måske lyde lidt underligt men vi ved alle at mange fordrejer historien og fortæller hvad som helst for at skabe fokus og flere elever. En af de ting som jeg altid har set som en styrke i Shindenkan er den ægthed der altid har ligget i historien og læringen af dette som er brugt til nutiden og forberedelse af fremtiden. På forårsstævnet 2018 fortalte Kimu Sensei at SST går på pension pr. 31 marts 2018. Det gør han som organisationsleder for Bujutsu Kodosokukai, men absolut ikke som den 34. Soké for Yashin Mon Yakami Taijutsu. Det vil sige at SST har valgt de oprindelige tre elever som hver især nu kan køre videre i deres egen Sodenke linje. Den ene af de 3 oprindelige elever er Kimu Sensei. Og mange vil måske spørge sig selv om hvad der nu skal ske når forbindelsen til SST ændres.

Fakta er at forbindelsen til SST altid har gået gennem Kimu Sensei da det er ham der er den direkte elev og nu med World Wide licens til at være selvkørende og selvstændig. Det har Shindenkan været i Europa siden 2007, men nu er det ubegrænset. Det vil med andre ord sige at alle medlemmerne i Shindenkan stadigvæk vil have forbindelsen til Japan gennem Kimu Sensei. Man kan så sige at historikken måske nok lige går nogle stik dybere da Kimu Sensei’s slægt i Japan er af en Daimyo slægt og har en historisk baggrund som har haft stor betydning for Japan. Det er også en slægt som gennem tiden har været det man kan kalde sponsor for rigtig mange kampkunst systemer her iblandt Yashin Mon Yakami Taijutsu som er SST’s familie system. Vi kender alle Kimu Sensei som en fantastisk stormester og igennem årene har vi i SOPORG også spurgt og fået svar, hvilken position han har i familien og hvad det betyder i den Japanske kultur og historie. Det er altid svært at se hvordan det hænger sammen når man er her i Danmark og måske også når man kender Kimu Sensei som det menneske har er. Men på denne RRCamp så vi flere eksempler på hvad Kimu Sensei har af position og virkningen af dette. Adelen blev afskaffet i 1947 af USA og de allierede, men respekten for den japanske ur adel, som har deres oprindelse fra den japanske kejserfamilie, er stadig meget stor. Det var en stor ære at se men bedst af alt var måden det blev gjort på. Det var respektfuldt og effektivt på en meget anstændig måde, som ikke skaber det store fokus. De der ved besked ved besked og agerer efter dette. Noget som rigtig mange kunne lære en hel del af inkl. mig selv.

Samtidig med at jeg var beæret over at få lov til at være med på denne RRCamp så var jeg også hunderæd for at blive "BURT" fordi jeg var på vej til et land hvor det at udvise respekt og ydmyghed for andre er en stor del kulturen og min typiske reaktion er at lukke af for følelserne og bare trykke på dødemandsknappen. Ville jeg på trods af jetlag og måske søvnmangel være i stand til at kigge ud over egen selvmedlidenhed og være mig selv eller ville jeg gøre som jeg oftest gør nemlig lukke af for følelserne og kigge dybt i "BURT". Kimu Sensei gav mig svaret efter ca. 7 timer i Tokyo.

Da jeg som ung teenager første gang trådte ind i en dojo var det med stor æresfrygt i sindet. Det var en regulær karate dojo med fokus på konkurrence og der var en masse ritualer der skulle overholdes både før under og efter træning. Vi fik konstant besked på at sådan var det også at træne i Japan. Tidspunktet var i begyndelsen af 80’erne og adgangen til resten af verden foregik på daværende tidspunkt ikke gennem 200 stk. Tv-kanaler eller internettet. Det forgik gennem bøger og fortællinger fra mennesker der havde været ud og se verden. Videomaskinen var også kommet frem og mængden af film var selvfølgelig enorm – specielt kampsportsfilm fra Kina var stort hvilket også gjorde at det var den kinesiske kampsport mange interesserede sig for. Kinesisk mad og kultur var godt udbredt i Danmark og dermed skulle man også tro at Kinesisk kampsports var udbredt – det var det bare ikke for det foregik lidt i det skjulte og hvis man fandt en kinesisk kampsports skole som typisk lå i en baggård, så var det mindst lige så spændende som det man så på film. Problemet var blot at det sjældent var den ægte vare. Kina var et meget lukket land og det var ikke meget der kom ud derfra, hvilket også gjorde at det der kom, blev meget støjende og det gav ikke et korrekt indtryk af en ældgammel kultur.

Men som det tit sker så er virkeligheden en anden og efterhånden som man vokser op så lærer man også mere og mere om andre kulturer. Japan og Japansk kultur var stadigvæk ikke noget der havde så meget fokus. Måske skyldes det at jeg som menneske havde det indtryk at det var et lukket land med tungt hierarki og meget bestemte måder at opføre sig på som ALLE bare overholdte. Jeg havde jo også set Shogun i tv og kunne der se hvordan historien havde spillet ind på landet og det havde jo ikke ændret sig siden da - bildte jeg mig selv ind. Men igen var det fiktion og virkeligheden er typisk en anden når man oplever det selv. Nu har jeg været der og kan se at Japanere ikke har behov for fokus på sig selv, på den måde som f.eks. Kinesere og vi Danskere har.

De Japanske kampsport så som karate, judo mm. har faktisk altid været meget mere udbredt og sat i system end de kinesiske i Danmark. Jeg kan huske en episode som fik mig lidt på sporet af japansk kamsport. Det har været i starten af 1980 og jeg var inde på Østerbro station for at se indendørs fodbold. På et tidspunkt skal jeg tisse og jeg bevæger mig ud for at finde et toilet. På et tidspunkt lykkedes det mig at finde toilettet og på vejen tilbage til min plads går døren pludselig op til et lokale og ud fra dette står der nu en kæmpe foran mig i en udrustning som jeg aldrig havde set før. Selv ansigtet var dækket af en for mig meget mærkelig maske. Kæmpen havde kjole på, store handsker og en lang stav i den ene hånd. Jeg var ved at dø af skræk og stod fuldstændig stille. Kæmpen lukkede igen døren og inde fra rummet kunne jeg nu hører skrig og skål samt en masse banken på noget som lød voldsomt. Havde jeg ikke lige været på toilettet så var det sket lige der – dette var mit første møde med en Kendo udøver i fuld uniform. Det var skræmmende men også lidt spændende for det gik op for mig at japansk kampsport indeholdt mere end blot karate.

Men alligevel gik der mange år før end jeg begyndte at gå den vej. Efter nogle år med mislykket træning i nogle meget ustrukturerede kampsportssystemer blev jeg gennem en ven introduceret til en kampsport skole som virkelig var anderledes end jeg havde oplevet tidligere. Det var en helt anden verden at træde ind i for jeg blev mødt af venlighed og accept fra langt de fleste mennesker jeg mødte i den karateskole. Det var også her jeg fik min første indtryk af hvad Japansk kampsport også indeholder. Karate systemet de trænede hed Gensei-Ryu og var noget jeg aldrig havde hørt om før. De havde også en stormester i Japan som kom til Danmark hvert andet år, for at træne og undervise. Det var SST. Træningen i klubben var lige noget for mig og min interesse for Japansk kultur og Japansk kampsport blev større og større. Interessen for at besøge og træne i Japan voksede også og jeg følte at jeg havde fundet min vej.

I 1988 møder jeg Kimu Sensei og Jens Hanshi-dai for første gang og i år 2000 skifter jeg over til min første rigtige Shindenkan dojo hvor jeg blev mødt af samme glæde og varme som jeg havde mærket tidligere. Siden den gang er indsigten i hvad virkelig kampkunst er blevet ændret til det bedre, og har gjort mig nysgerrig efter mere viden omkring Japan og hele kulturen og historien. Det er selvfølgelig også Kimu Sensei’s baggrund, hans nærværende "kammeratskab" og tilgængelighed, der gør at man nu ser virkeligheden omkring japansk krigerkultur og det der hører med her, hvilket jeg er rigtig taknemlig for. Det vil sige at den rigtige Søren er taknemlig og ikke når jeg er "BURT" Søren, for han ved ikke hvad det er. Når man som jeg gerne vil være et rigtigt menneske og elskes for det, så bliver jeg oprigtig ked af det og flov når "BURT" får lov til at tage plads i mig. Nu var jeg inviteret med på denne historieskabende RRCamp og vidste godt at det var en drengedrøm der gik i opfyldelse, men at det var også en læring i hvad respekt og ydmyghed er og hvordan det bliver ægte hvis det kommer fra hjertet.

Da Kimu Sensei i november 2017 præsentere SOPORG for at RRcampen i Maj 2018 vil handle om at back trace de sidste 50 års Shindenkan Historie i Danmark tænker jeg på hvordan det egentlig løses. Og da han så siger at med baggrund i dette så er RRcampen nødt til at være en officiel tur som går til Tokyo, så tabte jeg kæben. En ting er at drømmen skulle gå i opfyldelse en anden er, at dette handlede om at være med til at beskrive Shindenkans 50. årige historie med troværdighed og dette kan kun gøres hvis man har set og mærket de historiske steder selv. Det sætter selvfølgelig gang i en masse tanker. Ville det være som jeg havde hørt om i 80’erne eller ville det være som Kimu Sensei havde fortalt om gennem de sidste 18 år. Jeg var slet ikke i tvivl om hvilket der ville være rigtigt og jeg glædede mig rigtig meget til at få lov til at se hvor det hele startede og dermed kunne beskrive de sidste 50 års historie med troværdighed og afsæt til fremtidens Shindenkan.

Op til alle RRCamps er der forberedelse. Der er basis niveau som hedder at være i balance og med korrekt indstilling. Selv om dette var en officiel tur med et sponsorat på 40.000,- og med vores egenbetaling, så skal der stadigvæk forberedes da det er en RRCamp. Kimu Sensei havde sørget for at vi som SOPORG blev klædt på med læsestof der kunne gøre os i stand til at få en indsigt i historien for Japan, Tokyo osv. Turen ville være nr. 89 til Japan for Kimu Sensei, nr. 6 for Jens Hanshi-dai og nr.4 for Kjeld Renshi – for mig ville de være nr. 1 og dermed en tur med massivt indtryksniveau – så jeg skulle passe på ikke at bliver overloadet Da jeg er SOPORG medlem og det er min første gang i Japan, havde Kimu Sensei givet mig én opgave; Jeg skulle have et intensivt "crash kursus" i Japan og hvordan Japan fungerer.

Den største opgave og ære var at skulle være guide til en tur der skulle gå til Kamakura som en historisk vigtig og meget smuk by. Det er en times kørsel fra Tokyo med lyntoget og turen skulle være en crachtest for mig således at jeg også kunne blive klædt på til at varetage opgaver i Japan når Shindenkan turen i 2023 skulle afvikles – dette er turen for TG3+ elever i Shindenkan der har lyst. Men mon ikke der er mange der har det.

Tokyo er en dyr by og perioden vi skulle afsted i er en af de dyreste så selv om der var modtaget sponsorat på 40.00,- for at skrive historien, så skulle vi også tænke os om mht. hvor vi skulle bo mm. Kimu Sensei havde fundet et vandrehjem 45 minutters kørsel fra "epi center" i Tokyo således at vi kunne opleve livet uden for byen, og samtidig også holde omkostningerne nede. Dette var helt fint for hele SOPORG, for det handlede om at opleve det virkelige Japan og beskrive historien. I flyet blev der læst om Japans og Tokyos historie til den store guldmedalje for Kimu Sensei havde sagt at dette var en RRCamp og vi ville blive hørt i det – det var ikke en badeferie. Efter 4 timers flyvning mødes vi bagerst i flyet til en kop kaffe og de første spørgsmål kom. Hmm, måske vi lige skulle læse noget mere inden vi ankom til Narita lufthavn i Tokyo. Det handlede om respekt for det der var planlagt så vi måtte lige tage os sammen og få gjort os selv skarpere på indholdet. De 20 timers læsning og 11 timer i flyet var ikke nok. Det blev dog også til lidt søvn inden vi ankom og da vi kom ud af flyet, blev vi mødt af en smilende Kimu Sensei der sagde velkommen til Japan. Nu var vi her og nu skulle jeg med egne øjne og i mit eget hjerte mærke det jeg havde drømt om i mange år. Tiden fra flyet og ud til transporten gik nemt og effektivt – det er jo Japan og LEAN er ikke opfundet for ingen ting. Vi hoppede ombord på bussen og ænsede slet ikke hvor den kørte hen. Kimu Sensei var jo med så han skulle nok få os frem og vi gør jo som vi tit gør nemlig bare at følge med som får.

Nu var vi i kampsporten og kampkunstens hjemland og det skulle blive spændende at se hvordan det hang sammen med det vi havde læst. Ca. 10 km. uden for lufthavnen siger Kimu Sensei: "kig til både højre og venstre hvor I kan se 2 templer – et på hver side. Dette har relation til Kashima og Katori som er to af de meget gamle Koryu kampkunstskoler i Japan". Wow, nu var det på vej, vi havde ikke kørt ret langt og nu begyndte kampkunsten allerede. Det blev mere og mere autentisk og virkeligt. Det er jo de gamle Koryu kampkunstskoler som også er en del af Shindenkans historie både den nuværende som den nye.

Shinjuku dag 1

På vejen ind til Tokyo passerede vi mange kendte steder bl.a. kejser paladset og nogle af de parker hvor Kimu Sensei og SST har trænet gennem tiden, men også steder hvor kulturen har en anden effekt. En af de ting jeg lagde mærke til, var også, at selv om der steder, var bygget tæt så var der også anlagt rismarker i området således der kunne høstes ris som jo er fundamentet i Japansk madlavning – dvs. der var effektivitet da man dyrkede jorden hvor det var muligt og hvor der var plads. Der var slet ikke nogen af os der undrede sig over alle de steder Kimu Sensei nævnte undervejs som værende de steder hvor han havde trænet med SST gennem de sidste 30 år. Det skyldes jo nok at vi alle var optaget af os selv og slet ikke lagde mærke til hvor vi var på vej hen – vi så ikke helheden vi kiggede kun på omgivelserne.

Vi nærmede os centrum og undervejs havde lufthavnsbussen afsat nogle passagerer ved hoteller og stationer. Der var efterhånden ikke så mange tilbage i bussen og da bussen stoppede ved næste hotel, tænkte vi på om vi mon var de sidste der blev sat af. Men vores kæber røg helt ned på brystet da Kimu Sensei rejser sig og siger: Kom vi skal af bussen nu. Hvad var lige dette? Vi skulle ud af bussen og ind på hotellet. Vel at mærke ét af Tokyos største og mest kendte 5 stjernede hoteller! Kæben røg helt ned på maven, da Kimu Sensei som det naturligste blev modtaget af underdirektøren for hotellet og blev ledt direkte hen til skranken for at blive checket ind. Dette på trods af at der stod rigtig mange flere i kø. Hvad skete der lige her og hvorfor? Vi stod som små drenge og så hvordan Kimu Sensei blev serviceret og feteret som en anden "kongelig". Dette var noget vi havde hørt om før men nu så vi det med egne øjne og nu var det virkeligt.

Efter udpakning mødtes vi til en kop kaffe – i Executive loungen! på 37 sal med fantastisk udsigt over Tokyo, hvor Kimu Sensei kunne forklare at hans fætter syntes at vi skulle bo godt i Tokyo og han havde derfor arrangeret dette fantastisk hotel med up grade på up grade - til suiter! Der var faktisk så meget up-grade at vi kunne se Mount Fuji fra vinduet der hvor vi drak kaffe. Dette havde ingen af os forestillet os kunne ske og det var meget overraskende for os alle. Da vi forsigtig spurgte, smilte Kimu Sensei og sagde at det ikke var usædvanligt denne behandling og det mere var reglen end undtagelsen. Vi sagde " jamen du blev modtaget af hotellets underdirektør og ledt direkte til indcheckning uden om alle køer!". Ja, sagde Kimu Sensei blot. Det forgik på en meget rolig og balanceret måde og viste hvordan man accepterer magt og status i Japan. Ikke højt råbende, men ydmygt og respektfuldt. Samtidig med dette stod vi andre og lignede små skoledrenge med åben mund og polypper. Jeg tror ikke at nogen af kunne udtrykke med ord hvor taknemlige vi var for at Kimu Sensei’s og hans familie havde sørget godt for os alle i nogle rammer der var helt 5+ stjerne unikke.

Efter kaffen var det tid for noget frisk luft og Kimu Sensei guidede os ind til byen således vi kunne få nogle indtryk. Hotellet lå i Shinjuku området som også indeholder en meget stor station med både regionaltog, lokaltog samt metrotog. På vejen derhen viste Kimu Sensei os det lokale supermarked således at vi kunne se hvordan det er bygget op i Japan. Det minder meget om et dansk men selvfølgelig med japanske varer som så ligger snore lige og i rigtig mange udgaver. Lidt længere nede af vejen lå også dagens første måltid i Japan. Det var en lille restaurant hvor de fremstillede curry retter i mange udgaver. Det smagte fantastisk og det var fantastisk at se hvordan alting bliver vejet af, således at alle gæsterne får nøjagtig samme mængde mad for pengene. Japansk curry er ikke noget jeg havde hørt om før, andet end gennem Kimu Sensei, men det viste sig at være et særdeles brugt krydderi i Japan som er fundament i nogle yderst lækre og sunde retter. Maden lagde et godt fundament og Kimu Sensei kunne nu vise os mere af området.

Shinjuku dag 1

I Japan er der venstre kørsel hvilket også gælder på fortovet. Dvs. at man bevæger sig frem således at der er plads til alle også cykellisterne - det skulle jeg lige vænne mig til. Måske allermest fordi at jeg på det tidspunkt havde ladet "BURT" sætte sig godt tilrette uden at lægge mærke til det. Da vi nærmer os stationen begynder billederne af diverse lysreklamer at dukke op. Det lignede fuldstændig det man ser på tv. Store levende lysreklamer overalt og i mange forskellige farver.


Shinjuku dag 1
Mon monsteret lurer i baggrunden?

Farver er noget man altid har brugt i Japan og det er også meget markant når man læser om den Japanske historie. Kimu Sensei guidede os rundt i området og fortalte om de forskelle der er mellem dansk og japansk kultur. Da vi var kommet godt ind i området, siger han til mig at nu var det min opgave at finde tilbage. Ok, tænkte jeg, det var til at have med at gøre. Men tre ud af tre gange hvor Kimu Sensei spurgte mig om hvad vej vi skulle - valgte jeg forkert. Jeg syntes at jeg havde styr på det men det havde jeg absolut ikke. Og i stedet for at være taknemlig for læringen kunne jeg godt mærke hvem der pressede på - BURT! Det her var på vej i en forkert retning og alle mine intentioner om at prøve at være mig selv var på vej ned i skraldespanden. Det er egentlig også logisk nok for jo mere jeg prøver jo være går det. Jeg skal bare være mig på godt og ondt og med alt hvad der hører til og ikke tro at mit sande jeg er perfekt og altid gør det rigtige. Men det vigtigste i at være mig selv er at mærke mine egne følelser og handle ud fra dem og det kræver ærlighed. Og helt ærligt, så var min træning som 2023 SDK guide ikke startet helt optimalt :-).

Da vi kommer tilbage til hotellet, var det i gang med at læse op igen. Men lige inden var der tid til en kop kaffe. Da vi står ved kaffemaskinen, spørger Kimu Sensei om jeg er "BURT" for han syntes jeg svare aggressivt. Min typiske reaktion er at nægte det men jeg ved også godt at det kommer jeg ingen vegne med, så ærlighed er bedst for jeg kan godt mærke træthed og jetlag. Ja, jeg er "BURT" der er ingen grund til at benægte det. Der var også en læring i det her, nemlig at selv om en opgave skal udføres i et nyt land med ny kultur, så nytter det ikke noget at jeg bliver så optaget af nye indtryk at jeg glemmer essensen i opgaven. Jeg skal se helheden og i helheden kommer "BURT" snigende hvis ikke der også er øjne på det. Og med den opgave jeg fik kan det gå meget galt hvis "BURT" overtager fordi jeg ikke stopper op og mærker efter i mig selv. Det kan godt være at jeg er træt, men det er ingen undskyldning for ikke at være klar og være ansvarlig over for os som team. Og jeg skal være glad for at det bliver vist mig nu og ikke når alt er gået galt. Også selvom Kimu Sensei plejer at redde os.

Senere den aften skulle Kimu Sensei have møde med "Budo & Bujutsu laboratoriet" og for at vi kunne mærke kulturen i Japan blev Jens Hanshi-dai, Kjeld Renshi og jeg bedt om at spise på en bestemt restaurant som serverede to traditionelle Japanske retter nemlig Shabu-Shabu og Sukiyaki. Kimu Sensei havde selvfølgelig allerede udvalgt denne prisvenlige restaurant til os :-).

Kimu Sensei havde fortalt at hvis man skal have hjælp i Japan så hjælper det at spille hjælpeløs. Dette er ikke helt nemt når man har et stort ego og slet ikke når man tror man kan gøre alting selv. Selv om der var en lamineret forklaring med på hvordan man gør, så lykkedes det alligevel at få vores søde servitrice til at vise os hvordan det gøres med begge retter. En rigtig god oplevelse både mht. mad men især også mht. den Japanske kultur. Den service og den glæde over arbejdet skal man virkelig lede længe efter. Jeg er ikke i tvivl om at man også i Japan kan blive træt af sit arbejde, men man viser det ikke og slet ikke i et servicefag. Gad vide om ikke vi allerede her kunne lære noget. Hvor tit er man ikke blevet træt af sin chef eller sit arbejde og tænker straks på at skifte. Men hvad med at kigge på problemet og måske se hvad der ligger bag, erkende det og så prøve at gøre noget ved det.

Igen arrangeret af Kimu Sensei. Efter maden fik vi en anledning til at se hvordan vi som danskere kan få hjælp i Tokyo, således vi kunne finde vej. Kunne de tale engelsk og kunne vi forstå hinanden? På dette tidspunkt havde jeg endnu ikke set nogen kampsport butikker, så jeg var spændt på hvordan antal og sammenhæng var med det. Vi skulle indkøbe tabier, og havde fået fortalt at de hænger sammen med Kimonoer og kan købes samme sted. Så vi gik ind i det første stormagasin få at finde frem til tabier. Jeg gik hen til den første ekspedient og spurgte hvor de havde tabier. Ekspedienten kiggede på mig og forstod ikke helt hvad jeg mente og virkede lidt nervøs. Han var bange for at tabe ansigt hvis han ikke kunne hjælpe mig, viste det sig. Jeg blev også bekymret for om jeg kunne gøre mig forståelig uden at jeg prøvede at presse det hele igennem, som jeg har for vane at gøre hvis ikke ting lykkedes for mig i første hug. Efter lidt snak nævnte jeg kimono og straks vidste han hvad han skulle. Han ringede til en kollega og kunne guide os over i den rigtige afdeling. Vi fandt kimonoer og også frem til tabier. Nu var det blot at finde frem til den rigtige størrelse. Her er det at der kommer en kæmpe forskel ind mellem japansk service og dansk service. I Japan er man stolt over at levere god service og man bliver ked af, ikke at kunne hjælpe en kunde. I tabi butikken blev vi sat på stole og de forskellige størrelser af tabier blev hevet frem fra hylderne, således at vi kunne prøve dem. Kjeld Renshi og jeg bruger samme størrelse, som viste sig at være den største størrelse de havde. Desværre havde de ikke mere end et par på hylderne, så ekspedienten løb en tur på lageret for at finde flere. Efter ca. 10 minutter kom hun tilbage med alt hvad de havde i den størrelse. Det var tydeligt at se, at hun var ked af ikke at kunne opfylde vores ønske om flere par.

Sådan er kulturen i Japan. De er stolte over deres fag og de bliver kede af det hvis ikke de kan opfylde en kundes ønske – dette er forskellen på Japan og Danmark. Jeg blev også helt forlegen og vidste ikke helt hvordan jeg skulle reagere. Her bliver man mødt med respekt og vil gerne give den tilbage men alligevel blev jeg usikker på om det blev gjort korrekt og tydeligt nok. Det er lige som om at Japanere accepterer der hvor de er og søger for at gøre deres bedste med det de har. Det gjorde et stort indtryk på mig, for det viser indstillingen og at de kæmper uanset hvor de er og hvad de laver. Det viser også deres loyalitet til deres arbejdsplads og at de anerkender og acceptere deres plads i hierarkiet. Tabier kan godt købes via internettet men nu havde vi muligheden for at købe dem og afprøve dem i autentiske og virkelige omgivelser – det er altså noget andet. Vi havde set at der længere nede af gaden lå et andet stormagasin hvor de handlede med kimonoer og tabier. På dette tidspunkt er mørket kommet frem og gaderne var begyndt at blive fyldt med liv fra både lysreklamer som mennesker. Nu var det med at holde fokus på hvor var vi og hvordan kom vi tilbage. Vi skulle arbejde sammen som et team med hver vores arbejdsområde og således at vi kom i mål.

Det første vi mødte i det næste stormagasin, Takashimaya, var en informationsskranke. Super godt, så kunne vi spørge om vej. Vores kommunikation med pigerne i informationsskranken gik ikke helt som vi kunne håbe, men da Jens Hanshi-dai trak tre par tabier op af tasken smilte de bredt, for nu vidste de præcist hvilken vej vi skulle. Vi blev guidet op til 4. sal og som det første mødte vi et kæmpestort madmarked. Shabu-Shabu og Sukiyaki lå stadigvæk godt i maven så vi holdt fokus på opgaven. De søde piger i informationsskranken havde givet os en oversigt over etagen og på den kunne vi se at der i den ene ende var en afdeling for kimonoer, men vi vidste ikke helt hvilken vej vi skulle gå, så det klogeste var nok at spørge om vej.

I den første mad bod spurgte jeg en meget sød ældre dame om hun vidste hvilken vej vi skulle, det gjorde hun ikke umiddelbart, så hun spurgte sine kollegaer som alle rystede på hovedet - de havde heller ikke deres briller på og så ved jeg godt hvor svært det er at læse et kort. Nå tænkte vi, så må vi selv finde vej. Nej, sådan skulle det ikke gå. Den søde dame strøg forbi os og hen til vagten for stormagasinet. Han kunne fortælle hende om retningen og efterfølgende kunne hun give informationen videre til os på Japansk og med fagter det viste vej. Jeg blev helt paf for igen blev vi mødt af en service ud over al forventning og igen med masser af stolthed og smil i måden det blev gjort på. Når man hjemmefra er vandt til at blive mødt af et "det ved jeg ikke" eller en "jeg er ligeglad" attitude så bliver man lidt mundlam og overrasket over den service vi mødte her i Tokyo. Vi fandt frem til tabierne og kunne igen opleve en service som var helt fænomenal og langtfra hvad vi er vant til i Danmark.

Efter en tilbagevenden til hotelværelset var vi godt brugte alle sammen og selv om vi læste videre på vores litteratur om Japan og Tokyo, så havde oplevelsen den aften gjort stort indtryk på mig. Den nat sov jeg meget uroligt da jeg var fyldt op med indtryk fra dagen og skuffelsen over at jeg havde ladet "BURT" få plads.

Næste morgen var det tidligt op kl. 05:30 og sammen med Kimu Sensei blev morgenmaden indtaget i nogle omgivelser som var en stor del af Shindenkans historie – det var morgenmaden også og Kimu Sensei kunne nemlig fortælle at han og SST altid spiste morgenmad på hotellet og havde gjort det siden 2007. Før 2007, var det Hotel Okura, nu var det Hotel Hilton Tokyo. Faktisk viste han os lige præcist det sted hvor han og SST havde fået taget et billede sammen sidst han havde været i Japan og havde besøgt SST på hans 80 års fødselsdag. Vi tog med stolthed også et billede sammen på nøjagtig samme sted da det var yderst vigtig for historien og fremtiden, synes vi selv :-).

Shinjuku dag 1
SOPORG på det traditionsrige foto spot

Morgenmaden bestod af både mad fra vesten samt traditionel Japanske retter. Med Kimu Sensei’s hjælp kom vi igennem begge dele – ikke hele menuen – men de vigtigste retter som var meget sunde og gode for os. Det var også en speciel oplevelse at prøve noget som man havde hørt om i teorien og læst om, men nu sad man der og smagte på det i levende live. Teori var blevet virkelighed og det smagte fantastisk. Jeg forstår godt at levetiden blandt mennesker er længere i Asien end den er i Vesten. En af de ting jeg lagde mærke til flere gange var, at mæthedsfornemmelsen var en anden og mere naturlig, efter at have spist Japansk mad end den er når man har spist f.eks. mad fra vesten – også selv om det er sund mad.

Denne dag havde Kimu Sensei planlagt som værende kulturdag. Han skulle selv mødes med Stormester laboratoriet og havde planlagt at vi skulle til en by der hedder Kamakura. Kimu Sensei havde grundigt forberedt os alle med læsestof og hvad vi skal fokusere på. Kamakura nævnes som den første hovedstad i Japan i historiebøgerne. Eller en såkaldt de factor hovedstad i Kamakuraperioden fra år 1185-1333. I denne periode var Minamoto no Yoritomo udnævnt som Shogun og havde Kamakura som sin hovedstad. Byen indeholder stadigvæk rigtig mange UNESCO’s verdens kulturskatte og indeholder både buddhistiske og Shintoistiske templer helt tilbage fra 1063. Det var ikke tilfældigt at vi skulle der til, for hele historien om Kamakura og den efterfølgende tid er en del at Kimu Sensei’s families historie og derfor meget vigtigt for at vi som SOPORG og instruktører med egne øjne så og forstod dette og således at vi med troværdighed kunne være med til at skabe det nye Shindenkan.

Kimu Sensei havde givet os links over de vigtigste steder at besøge og det var jo selvfølgelig også ud fra hvad der var essensen, således at vi vidste hvilken historie der lå bag de forskellige kulturskatte. Nu handlede det jo ikke en social sightseeingtur men om teamwork og der igennem en læring om historien uden at miste fokus og helhed. Dette var også den store crash test for mig hvor jeg skulle føre Jens Hanshi-Dai og Kjeld Renshi frem til Kamakura og samtidig være guide under hele turen. Samtidig med min opgave havde Jens Hanshi-dai og Kjeld Renshi også deres egne. Vi har hver især nogle arbejdspunkter og reaktioner som nu blev sat på prøve – kunne vi løse dette som et team eller ville vi gå i hver vores retning? Fik Kimu Sensei igen ret i sin plan? eller vi enfoldige ret? Hvad tror I selv :-).

Jeg gør som jeg altid gør i disse situationer, nemlig at koncentrerer mig og så er det bare derud af, - med håb om at andre følger med. Problemet kan være at koncentrationen bliver til et mentalt pres som opfattes som panik og når man så bare kører derud af, så er det ikke altid at man får alle med. Jeg mistede ikke nogen på denne tur men havde det nu været en tur for flere mennesker, og ikke højt disciplinerede kampsportsmestre, så kunne det godt være sket.

Læringen er at tage det med ro være ydmyg for opgaven og se helheden således at man også ser essensen i opgaven. Få informeret folk mht. hvad skal der ske, hvordan gør vi det og hvorfor er den beslutning taget. Når man gør det, så leder man også og er en guide som folk gerne vil følge da de er klædt på og ved hvad der skal ske. Dvs. man involvere alle der skal med og klæder dem på til hvad der skal ske. Øh, det hedder moderne ledelse med udgangspunkt i dig selv, som Kimu Sensei efterfølgende opsummerede.

Togsystemet i Tokyo til at finde ud af, når man har kigget godt efter, spurgt om hjælp og i det hele taget har prøvet det nogle gange. I Tokyo står alt på japansk og rigtig mange steder også på engelsk. Der kunne vi som danskere godt lære noget hvis vi gerne vil være et verdens omspændende land for efter min mening så er vi noget efter på den front. Når man tager det med ro, så ser man også de rigtige skilte og dermed også den rigtige vej. Vi fik det rigtige tog til tiden og vi kom frem til Kamakura i god ro og orden.

Da vi ankommer til Kamakura, så er det lige som om at man faktisk kunne mærke historien i luften. Der var en stor ro og afslappethed i luften som om at her har der været kæmpet mange kampe med døden til følge. Det første som vi besøgte, var Shinto templet Tsurugaoka Hachiman-gū, et tempel der er lavet for at ære krigsguden og et symbol for byen. Tsurugaoka Hachiman-gū ligger for enden af en meget smuk allé og hævet op over hele byen. Det er fra år 1063 og er oprindeligt bygget op et andet sted i byen og efterfølgende flyttet til sit nuværende sted. Hele Kamakura er bygget op omkring templet og er center for al festival i byen. Shintoisme og Buddhisme er en meget stor del af Japansk kultur. Der findes andre religioner i Japan men disse to er de ældste og mest udbredte. De to religioner har fulgtes ad igennem mange hundrede år og blev forbudt som fællesreligioner i 1868, så det er meget svært at se forskellen på de to religioner. Mange templer er også kendt for at have indeholdt både Shintoisme og Buddhisme i selv samme bygning. I dag er det delt op men det er for mig stadigvæk svært at se forskellen – det kræver mere indsigt i begge religioner og mere indsigt i den Japanske kultur og historie – men det er der råd for😊

Shinjuku dag 1 Shinjuku dag 1
Shinjuku dag 1 Shinjuku dag 1

Op mod templet er der en allé som hele vejen er støttet op af kirsebærtræer. Det er et fantastisk smukt syn og giver virkelig et indtryk af at her har man i "gamle" dage gået op mod Shogunen som var det en rød løber man gik på. Men på trods af dette så er det skabt i en meget harmonisk og afslappet måde uden at være prangende – meget Japansk. Da vi kommer frem til templet og inden vi skal op at den store trappe, bliver vi mødt af nogle skolepiger som spørger om vi tage et billede, det vil vi selvfølgelig gerne. Men da vi skal tage billedet, viser det sig, at de vil have det sammen med os. Dette er igen japansk skik at skolepigerne og deres venner er imødekommende fordi de på den måde kan træne deres engelske. Det syntes jeg var en rigtig god og imødekommende måde at gøre det på. Vi tog billedet og fik selvfølgelig også dem med på et af vores egne billeder. Med et smil og med venlighed kommer man langt, rigtig langt!

Tsurugaoka Hachiman-gū er yderst flot og ligger med udsigt til hele byen. Ved trappen til selve templet står resterne af et over 1000 år gammelt ginko træ som også nævnes flere steder i historien da det blandt andet er berømt for at have gemt en snigmorder som ville myrde Shogunen. Desværre blev træet revet op af en storm i 2010 men løv fra træet er begyndt at spire igen og et nyt er på vej. Fra Tsurugaoka Hachiman-gū gik turen til Moto Hachiman som er det oprindelige Tsurugaoka Hachiman-gū og som ligger i modsatte ende af byen, gemt lidt væk. Kimu Sensei havde pointeret, at dette var det vigtigste tempel. Det skulle blive spændende om jeg kunne få os på rette vej således at vi kunne finde det eller om jeg ville gå halvt i stressmode hvis jeg ikke lige fik løst opgaven som jeg gerne ville.

På vejen ned ad alléen støder vi på en kirke, hvor der med store bogstaver på facaden står, at det er en katolsk kirke. Interessant at se hvor meget reklame man gør inden for den trosretning i forholdt til Shintoismen og Buddhismen. Alle de Shintoistiske og Buddhistiske templer vi støtte på undervejs var meget ydmyge og mange var placeret steder hvor man tænkte på om de lå forkert. Men jeg tror at fakta er, at templerne lå der først og af respekt for dem flyttes de ikke, men der bliver i stedet bygget rundt om. Det viser også Japanernes respekt for historien og de udviser ære for deres tro. Jeg har set i andre lande hvordan man jævner historiske og kulturelle bygninger med jorden for at gøre plads til fremtiden. Her har man respekt for fortiden da man kan lære af den – hvilket faktisk er meget af det samme der gøres i Danmark.

Vi kom godt hen i det rigtige område og fik spurgt et par af de lokale beboere om de kunne vise os den sidste vej til Moto Hachiman. Vi nærmede os og da vi befandt os i den gade hvor det skulle ligge fik vi først spurgt en kvinde om placeringen. Hun kunne ikke umiddelbart hjælpe os og efterfølgende fandt vi en gartner som heller ikke helt vidste hvad vi talte om, men imens vi talt med ham kom en lokal forretningsmand forbi og han kunne pege i retningen. I det samme kom kvinden tilbage og undskyldte mange gange for ikke at kunne finde det, nu havde hun fundet det og kunne vise os vej. Det gjorde et stort indtryk på os at hun ikke gav op men i stedet vendte om da hun havde fundet templet og ville hjælpe med at guide os i den rigtige retning. Det er meget sjældent at man ser dette og slet ikke noget nogen af os havde regnet med. Templet er et historisk vigtigt og et meget ydmygt Shinto tempel. Det lå mellem nogle huse i det man i Danmark ville kalde for et mindre villakvarter. Placering var tilbage trukket og ind mellem en del træer som gjorde at det skabte ro og harmoni med omgivelserne.


Når man besøger et tempel i Japan så er det en skik at man vasker sine hænder og skylder sin mund med vand som typisk kommer fra en kilde. Derefter går man til templet og beder om det man nu har på hjertet. Dette gjorde vi selvfølgelig også med respekt for stedet og for den læring vi havde fået fra Kimu Sensei. Jeg syntes at det er meget bevægende at stå i et andet lands kulturarv og udvise respekt for deres religion på den måde. Jeg er ikke den mest troende person, men jeg må erkende at stå der i et tempel som har så meget historik så går det i hjertet på mig og jeg bliver rørt.

I Kamakura findes der en Buddha figur som er omkring de 13 meter høj. Den er opført i 1252 og var vores næste destination. Der tilhører selvfølgelig også et tempel til Buddhaen som også skulle have et besøg. For at komme til templet og Buddhaen skulle vi med et lokalt El-tog. Det heldige var at stationen lå lige ved siden af stationen vi var kommet fra. Som så mange gange set på film så er togene i Japan meget fyldt og måske specielt i Tokyo. Sådan kan det også være i virkeligheden. Der er pres på og man skal holde fast i sin plads. Fra Hase station er ca. 10 minutters gang frem til Buddhaen og det forgik næsten i gåsegang sammen med alle de andre mennesker der også skulle se den. Turen gik gennem den tilhørende lille landsby og det gav et godt indblik i hvordan man som by kan overleve når man ligger så tæt på en meget attraktiv attraktion.

<

Som gammel smed, tænker man længe og dybt over fortidens eksperter faglige niveau


Buddhaen er støbt i bronze og havde stået under indendørs fra 1252 og frem til 1498. Derfra har den stået udendørs og er på trods af dette stadigvæk et fantastisk syn og meget velholdt. Nu er jeg lidt at en metalnørd og der er ikke noget at sige til at man i Japan altid har været langt foran mht. fremstilling af bl.a. stål. Tænk bare på hvordan de fremstillede verdens mest effektive sværd og med den viden er de gået videre til i dag. Så der er ikke noget at sige til, at selv en Bronzefigur har kunnet holde i så mange år, for de har virkelig været foran mht. fremstilling af forskellige ståltyper og hvordan man bearbejder det.

Spadsere turen tilbage og hele turen tilbage til hotellet var rolig og med favnen fyldt med kold grøn the så var det bare med at komme hjem, således at vi kunne få noteret og skematiseret alle vores oplevelser ned.

Kimu Sensei havde foreslået et valg. Det ene inden for budget, det andet uden for budget med 70 % egenbetaling. Vi valgte det sidste ud fra hvad Kimu Sensei fortalte. Aftensmaden skulle derfor indtages på Tokyos kendteste og bedste Teppanyaki restaurant Seryna. Så det var med at overholde tiden for, ellers mister man bordet, og det er ikke let at få bord i højsæsonen. Vi ankom i rette tid og fik klædt om til korrekt påklædning. Det vi ikke lige havde set, var faktisk at Kimu Sensei havde siddet i lobbyen og havde set os spæne ind igennem hotellet for at nå omklædningen, det blev der grint en del af den aften.

En ting jeg havde lagt mærke til både i Tokyo og i Kamakura er, at mange bærer masker foran mund og næse. Man skulle måske tro at det er fordi de enten ikke vil smitte andre men det skyldes faktisk flere ting:

  • Japanerne har ikke samme mulighed for løn under sygdom.
  • Arbejdskulturen er en anden; man møder op hver dag. En almindelig japaner taget kun halvdelen af sine feriedage hvert år af respekt for arbejdsgiver.
  • Japan har ingen rygelov og det er derfor tilladt at ryge eksempelvis på restauranter, med mindre den enkelte restaurant forbyder det – og ansigtsmasken hjælper med at bortfiltrere det værste af røgen.
  • Og så japanerne blevet hårdere ramt af SARS, H1N1 og andre epidemier end vi er i Danmark, hvilket har gjort dem bange for kommende sygdomme, hvilket man godt forstår.
  • Dertil så ønsker de ikke at smitte andre, hvis de er forkølet eller har influenza. Det er gensidig respekt, hensynsfuldhed og accept af andre mennesker.

Derfor bærer japanerne små hvide ansigtsmasker over mund og næse når de begiver sig ud på gaden og på offentlige steder. De har dog masken af når de arbejder, spiser ude eller er hjemme.

Seryna er en top restaurant bogstaveligt talt, for den ligger på 52 etage i Sumitomo bygningen. Teppanyaki er den form for madlavning hvor kokken står og tilbereder det lige foran den der skal spise det. På film ses det tit hvor kokken jonglere med udstyr og knive så det flyver rundt om ørerne på ham. På Seryna foregik det i et meget afslappet æstetisk kata-tempo med nogle kokke i verdensklasse. Foran os står den kok som har 6-7 dan på den ene side og 5-6 dan på den anden side. Da de er gået i gang med maden, er der fyldt op med folk der skal spise. Ud kommer køkkenchefen som er 9. Dan og overtager meget afslappet madlavning fra den kok der stod lige foran Kimu Sensei. Kokken ved siden af blev nervøs men holdt fatningen. Køkkenchefen er meget berømt og udførte sin madlavning kun for Kimu Sensei, på trods af at restauranten var fyldt. Der blev nikket kort således at respekt og accept for hinandens status blev accepteret. Igen var det på en meget respektfyldt måde og med fokus på ikke at overdrive det, for det er ikke nødvendigt i Japan. Kimu Sensei var den eneste han lavede mad for - i en total propfyldt restaurant. Men det nød vi andre også at se en teppanyaki stormester udføre sin perfekte kata.

Næste morgen havde Kimu Sensei sørge for et bord på en japansk restaurant, hvor han og SST havde spist og haft samtaler siden 2007. Det var en traditionel Japansk morgenmad kaldt for Kaiseki Bento, som Kimu Sensei havde fået inkluderet vederlagsfrit.

Chefkokken var flerdobbelt japansk mester i Japansk mad og hædret med adskillige priser. Al maden kommer ind i små trææsker og serveres som en helhed der hænger sammen. Der er alt godt for krop, sind og sjæl i den mad og det smager fantastisk hele vejen igennem og er udført med en præcision og smukhed der overgår alt. Når man sidder der og ser hvordan det er forberedt, så tænker man på hvor mange timer der ligger i det. Hvis min kone gjorde dette hver dag, så tror jeg at hun ville blive tilbedt som en gud.

Denne dag var sat af til at besøge nogle af de steder som Kimu Sensei også havde besøgt med SST i 1989 og som var begyndelsen på Shindenkan i Danmark. Et af de steder er Sensoji templet som ligger i Asakusa. Asakusa er det gamle forlystelseskvarter og Sensoji templet er Tokyos mest populære og kendteste tempel. Det er oprindeligt opført i 700 tallet, men blev bombet i smadder under 2 verdenskrig, så størstedelen af bygningerne er restaureret efter 1945. Lige ved siden af Sensoji templet ligger der er andet tempel som også var meget smukt. Tårnet på dette tempel var formet med pagoder i flere lag som symboliserede de 5 elementer og efterfulgt af de 8 kræfter. Templet tilhørte en Shintoistisk munkeorden og vi kunne desværre ikke se det indefra.


Der er tre porte op til selve Sensoji templet og set med Shindenkan øjne er disse porte meget interessante. I midten af hver port hænger en gigantisk papirlampen og bunden i denne lampe er udsmykket med en drage. Denne drage dannede grundlag for SeiRyuKan som var en Gensei-Ryu karateskole på Hornevej, Amager. SeiRyuKan var også den karate skole hvor jeg første gang mødte Kimu Sensei og Jens Hanshi-Dai. Det var også her at jeg hørte om SST og det var her at SST og Kimu Sensei fik kontakt i 1988. Det var her det hele begyndte og det er måske her at fremtidens Shindenkan også tager sin begyndelse.

Efter den sidste port står der en opsats med røgelse i. Denne røgelse bruger man til at rense sin sjæl med. Derefter går man videre ind templet hvor man lige foran kan lægge 10 Yen og bede en bøn. Dette gjorde vi også da det er respektfuldt og da vi alle havde noget meget vigtig at bede om. For at gå ind i selve templet går man yderlige to trin op og går over dørtrinet uden at træde på det. Det samme gælder også når man går ud igen. Træder man på det betyder det ulykke og man skal så bede for tilgivelse inden man går videre.

Besøget i templet syntes jeg personligt var meget smukt og rørende og jeg måtte da også lige holde fast i mig selv inden vi forlod det. Her stod vi og kunne nu med egne øjne se de symboler der var de første i Shindenkans 51-årige historie i Danmark. Den blå drage som jeg husker så tydeligt fra min første rigtige dojo havde jeg lige set i bunden af en kæmpe rispapirlampe. At se og mærke stemningen i Sensoji templet var virkelig en stor oplevelse og helt fantastisk at se symbolerne med egen øjne.

Efter besøget i templet kunne vi godt mærke historiens vingesus og vi kunne også godt mærke at sulten pressede på. Kimu Sensei havde planlagt lidt shopping og førte os gennem området hen til et kendt handelskvarter. Vi fik alle shoppet til den store guldmedalje og det var alt sammen noget som er brugbart i vores hverdag Japansk curry, grøn the, krydderier og diverse andre ingredienser som der stod sundhed på. Ligeledes fik vi handlet specielle Japanske plastre, som er rigtig gode ved fibersprængninger og andre af den slags skader – vi er jo alle over 50 år og må indrette os efter dette😊 Japansk håndværk i form af porcelæn samt en Japansk køkkenkniv røg også ned i tasken. På det tidspunkt mente Kimu Sensei at det nok var bedst hvis vi tog hjem med det indkøbte inden der blev handlet mere.

Det er jo godt at få handlet og have noget med hjem der har en stor betydning for en, men mere vigtigt var det også, at se hvordan det hele er bygget op og fungere. Der er intet der roder i butikkerne og der er intet sted hvor der ikke står varer på hylderne. Det er tydeligt at mærke at alting bliver taget seriøst, men stadigvæk med et smil på læben og absolut ingen sure miner – det er virkelig noget vi alle kan lære noget af.

Da vi kom tilbage til hotellet, blev Jens Hanshi-Dai og Kjeld Renshi sendt til supermarked for at indkøbe Sushi og Sashimi således at vi også nåede at smage denne Japanske ret inden vi skulle hjem. Der er mange gode restauranter med sushi i Danmark men dette indkøb fra et lokalt supermarked I Tokyo overgår alt hvad jeg har smagt. Maden blev indtaget i en fart for vi skulle ud og kigge på gi’er samt træningsvåben, havde Kimu Sensei planlagt.

På turen ud til Asakusa tidligere på dagen havde jeg følelsen af at få alle med mht. orientering om hvad der skulle ske og hvordan. Nu er der tryk på og alle tænker vi skal afsted og alle går i samme retning. Men på trods af dette er der ingen der lige stopper op træder et lille skridt tilbage og ser på om det er korrekt. Vi havde lagt planen men bliver alligevel usikre på hvem er det der skal lede. Så undervejs kommer der en udfordring som skyldes manglende afklaring. Det gode er at ingen går i panik og med lokal hjælp kommer vi på sporet igen og får internt afklaret hvem gør hvad – det var teamwork på den gode måde.

Nu skulle man tro at der i Japan er overflod at kampsport butikker. Det er der ikke, faktisk så vi kun tre og de lå i samme gade men det var også præcist dem vi ledte efter. Kjeld Renshi og jeg skulle kigge på Bokuto, Kotachi og Jo. Kimu Sensei havde givet os instrukser i hvordan vi checkede om de var gode og hvad vi skulle se efter mht. årerne i træet. Samtlige våben blev afprøvet inden vi fandt det vi ville. Imens gik Jens Hanshi-dai i gang med at afprøve gi’er som skulle være nogle ganske bestemte. Tiden var knap for Kimu Sensei havde arrangeret at vi skulle opleve noget han har nævnt for os i mange år.


Kimu Sensei har sagt mange gange at den bedste kinesiske mad serveres i Japan. Det har han fuldstændig ret i, da jeg har været nogle gange forskellige steder i Kina. Den aften spiste vi ikke blot kinesisk det var traditionel autentisk kinesisk mad som man lavede det før kulturrevolutionen. Og sikken en oplevelse. Det mindede meget om den måde Japansk mad udføres og der er måske heller ingen grund til at tro at det skulle være anderledes nå man tænker på hvor tæt de to lande ligger på hinanden. Igen et sted som Kimu Sensei og SST har spist mange gange før i perioden 2007 og frem til nu. Før 2007 var det nogle andre steder som blev benyttet, som restaurant Tohkalin, Hotel Okura. Maden var udsøgt og betjeningen lige så. Selvom det engelske ikke er perfekt, så prøver Japanere alt hvad de kan på at gøre sig forstålig således at man som gæst i landet får en god oplevelse. Det er noget som der virkelig bliver lagt vægt på og af respekt for dette så skal man som gæst og give tilbage i form at f.eks. at spise op.

Konklusion:

Denne RRCamp har været rejsen tilbage til begyndelsen af de 50 års historien omkring Shindenkan fra da SST var i Danmark i 1967 og frem til i dag hvor han er gået på pension som organisationsleder – ikke som kampkunstner. Hans pension har været en hemmelighed i 30 år som Kimu Sensei godt har kendt til, da han er en af de tre som har fået tilladelse til at køre Yakami-ryu videre i hans egen Sodenke-ha linje. Mange har sikkert tænkt på hvad det vil få af betydning fremover. Som Kimu Sensei siger så får det ingen betydning. Den Japanske forbindelse er stadigvæk gennem Kimu Sensei da det er ham der har licensen – sådan har det altid været og sådan vil det også være fremover. At Kimu Sensei så samtidig åbner op for hans families baggrund og betydning, gør at det nye Shindenkan får en bredere kulturhistorisk indsigt i den Japanske historie og kultur hvilket helt sikkert vil give en grad mere af helhed i det flersporede kampsport og kampkunst system.

Jeg ved godt at den officielle "Viking Samurai tur" var i egenskab som demokratisk valgt medlem af SOPORG, - med 50 % egenbetaling, som der altid har været på RRCamps. Men for mig har det været overvældende og jeg er meget taknemlig for at havde været med på denne RRCamp og alt hvad der ligger af læring i det. Er mine forventninger indfriet? Ja, og mere til, for Japan og Tokyo er ikke så lukket som jeg fik en fornemmelse af i 80’erne. Folk er meget imødekommende og søde til at hjælpe. Japan har selvfølgelig også ændret sig og har måske set omverden fra eget synspunkt, lige som omverden har set Japan fra deres. Måske er det to synspunkter mødes i en fælles forståelse for hinanden. Min egen vurdering af det er at Japan og Tokyo har været et meget spændende sted at være. Det er et meget smilende folk og et meget stolt folk som kommer fra en kultur hvor man ikke giver op. Det sås også meget tydeligt på kontorbygningerne lørdag aften hvor der flere steder stadigvæk blev arbejdet igennem. Det er samuraikulturen som træder igennem, der skal resultat på bordet og der skal være det rigtige.

Teknologisk er Japan mange skridt foran Danmark. Toiletsæder med varme og hygiejniske vandstråler er ikke noget man ser ret mange andre steder, men det er der for at give mening og ikke for at være poppet. Alting i den Japanske kultur har en mening det er ikke altid at vi fra vesten lige kan se den eller forstår den men i Japan er den der.

Der er rigtig mange kulturskatte i Japan og en ting der har slået mig på dem vi har set, er at de er meget ydmyge i deres udformning. I vesten kan det nogle gange blive blæst helt vildt op med statuer på de der æres og nogle gange er det i en form som er ret overdrevet. De monumenter jeg har set her, har været simple uden statuer med meget markante og synlige alligevel. Lidt af det samme som når man udviser respekt for magt og position, det gøres uden at man hævder sig selv på bekostning af andre åbenlyst. Det samme gælder for det Japanske flag. To farver som i den grad skaber fokus, men på en afdæmpet måde. Men læser man historien og forstå hvordan farverne hænger sammen så finder man også ud af at det måske ikke er så afdæmpet alligevel😊

Jeg vil også sige at Tokyo er en smuk by med en blanding af nyt og gammelt forenet på en rigtig god måde. Mellem betonbygningerne ligger der grønne områder og templer som på en måde samler det hele og det giver et indtryk af den tur Japan har taget fra de gamle traditioner og frem til nutiden. En ting der dog undrede mig var, at der er OL i Tokyo om 2 år men det er ikke meget væsen det gør af sig indtil videre. Enten har de styr på det eller også er der så meget effektivitet i deres måde at forberede sig på, så det nok skal gå.

Er kulturen så forskellig fra den danske som man skulle tro? Ja, på nogle områder, men med et smil og hjertevarme kan man komme langt uanset hvor i verden man befinder sig. Jeg tror samtidig også at der er meget mellem Japan og Danmark som er ens, men det ses forskelligt, da man ser det fra forskellige vinkler. Hvis man ser helheden i stedet for, så vil man nok også se lighederne og dermed også bedre forstå hinanden. Hvilket nok kan give en større tolerance og måske ligefrem accept af hinanden. Jeg ved at dansk design er en stor succes i Japan og jeg tror egentlig også at det skyldes, at design er noget der kommer indefra og derfor også er noget der ligger til den japanske kultur.

Hvad kan jeg bruge denne RRCamp til og den læring vi har fået? Den har vist mig at hvis jeg er mig selv 100 % helt ind i hjertet så vil jeg også kunne være det menneske som jeg gerne vil elskes som. Alle de reaktioner og følelser jeg har set i Japan, er noget jeg også indeholder og ved at åbne op for dem, så ville jeg udvikle mig mere og tage mere ved lære af hvad der foregår i den virkelige verden. At se så meget ydmyghed, accept, loyalitet og tolerance har vist mig at livet som selvoptaget, egocentreret "BURT" ikke er værd at leve og at det gør en ulykkelig.

Uanset hvad så er jeg meget taknemlig for at have været en del af denne RRCamp og for at være med til at kunne beskrive de 50 årshistorie samt at være en del af det nye Shindenkan. En stor tak skal lyde til Kimu Sensei og hans familie for at vi I SOPORG kunne få dette indblik i den Japanske kultur på en måde som ikke mange andre får mulighed for.