03-03-2018


RRcampL1 – Now you see me, Now you don’t.

Af Søren Renshi, Forbunds næstformand, Forbundsformand 2013-2017

JODEN HIDEN, 4. dan Sr. YSK, 5. dan BKK, 6. dan KGK - Januar 2017

At være leder i en frivillig forening kan være udfordrende på mange områder. Fordi det er frivilligt, er det ikke ens betydende med at det er nemmere at være leder der, end det er i forhold til erhvervslivet. Når noget er frivilligt, så er det netop frivilligt og ikke noget man får løn for – derfor er det også yderst vigtigt at man som leder i en frivillig forening virkelig er leder i handling og ikke kun i ord. Man skal som leder tænke på at man er udpeget til at guide og lede andre mennesker i en retning, som er til gavn for dem selv og den forening man leder.

I Shindenkan er retningen sat imod det sorte bælte og personlig, som foreningsudvikling. Det vil sige at man begynder med sig selv og kigger på den person der leder én frem til det sorte bælte. Når man kommer dertil så tager man måske selv over og skal lede andre frem til samme punkt, samtidig med at man selv skal videre og udvikles som person. Det kan også sættes sammen så man faktisk leder mange frem til det sorte bælte igennem foreningsledelse og samtidig bruger det til også at lede og udvikle sig selv – men stadig væk under guidning af andre ledere der er længere fremme end en selv, således at man hele tiden har en ledestjerne at gå efter. Hvor langt man vil gå er op til én selv. Men man skal blot huske på, at hvis man stopper op og ikke længere vil med på udviklingsrejsen, så er det jo ikke kun en selv der stopper op. Man vil også fungere som stopklods for dem man selv leder, og dermed bliver det en kaskade af manglende udvikling og ledelse, som kan få store konsekvenser for mange mennesker.

I Shindenkan er der plads til alle, og vi møder vi folk hvor de er og tager dem med på en rejse – længden af denne rejse er helt op til folk selv. Det er en rejse der går gennem mange fantastisk lag. Teknisk træning – fysisk træning - psykisk træning – spirituel træning og leder træning. Det vil sige at vi klæder folk på til at varetage opgaver i organisationen som samtidig gør, at de også kan varetage samme typer opgaver i deres privatliv – konkret set handler det om at tage ansvar for sig selv og efterhånden også for andre. RRCamps handler om udvikling i både teori/filosofi som efterfølgende afprøves i praktik. Denne RRCamp holdt sig slet ikke tilbage. Det havde Shindenkans Honbu Kompetence og Udviklingscenter, sørget for i den grad.

Deltagerne blev klædt på til at kunne opretholde de lederroller og ambassadør roller de har i de enkelte lokale Shindenkan skoler. Påklædningen i del nr. 1 handlede om gennemgang af de koncepter der gør at vi kan tage eleverne med på en rejse, uanset hvem de er og uanset hvilke udfordringer de kæmper med. Fordi man har en varig skade eller en psykisk diagnose så er der ingen grund til at hverken de selv eller Shindenkan som organisation, ikke kan tage dem med på en rejse der kan udvikle sig helt fantastisk for alle.

Der er ingen organisationer der som Shindenkan virkelig har plads til alle – elite som motionisten, og den erfaring vi efterhånden har fået er nedskrevet og struktureret således at alle ledere og instruktører, kan rådgive og medtage alle der vil med på rejsen. Der er koncepter for de raske og rørige, for børn, for unge og selvfølgelig de voksne. Der er koncepter for dem, der på trods af fysiske udfordringer, stadig væk har viljen i hjertet og hjernen, og som ser osten i stedet for at se hullerne i osten. Der er koncepter for dem med diagnoser som på trods af dette, bare så gerne vil med på rejsen og alt dette bliver i den grad støttet op af koncepter for hvordan alle bliver gradueret helt frem til det punkt hvor de vil med til.

Der er også koncepter som gør at selv om man vil stoppe op i et stykke tid og selv om toget på rejsen kører videre, så er der mulighed for at komme med igen når tid er. Det vil sige at der er ingen hindring andet end ens egen vilje til at komme med igen eller ej.

Efter gennemgangen af de forskellige koncepter, blev deltagerne ført igennem en historisk del som omhandlede hvad der sker når man som udøver på højt plan, ikke er afklaret med hverken sig selv eller andre. Det vil også sige at det var en historisk tur i "BURT" land hvor mennesker siger én ting og gør noget andet. Deres virkelige "jeg" blev gemt væk og de kiggede på en verden, som på et tidspunkt revnede og efterlod dem tilbage med ingenting andet end dem selv og deres egne illusioner og selvbedrag. Dette på trods af at de har fået hjælp og er blevet peget i en retning hvor de kunne redde sig selv og dem de elsker.

Men sådan er der også mennesker der vil leve og det er helt fint, bortset fra at de der i visse tilfælde efterlades tilbage, står med en tom fornemmelse og følelse af at have tabt en ven.

Igennem de sidste 30 år har der været mange grunde til at højt graduerede står af toget – men der er også en fællesgrund, nemlig den at de er uafklaret med sig selv og dermed ikke ansvarsfulde nok til at ville se den hjælp de får. Så er der også nogle som er så afvigende fra Shindenkans værdisæt og deres eget, at de bruger al den viden de har fra Shindenkan til at handle bæltegrader med. Ja, kære læser det er korrekt.

Der nogle som bruger den viden de har til at forhandle sig frem til nye og højere bæltegrader – det er typisk bæltegrader i den høje ende, dvs. dangrader. Men ok, et sortbælte koster ca. 50 kr. i en butik og som vi ved i Shindenkan, så er der virkelig ingen international standard for hverken kyu eller dangrader – er man udspekuleret nok, så kan de opnås på rigtig mange måder.

Turen på denne RRCampL1 var nået til det punkt hvor alt viden nu skulle omsættes til praktisk øvelse. Holdet blev delt i to, som hver især blev ført gennem en case der omhandlede en virkelig situation med alt hvad der hørte til. Hver case var inddelt i fire dele, således at alle blev ført gennem en historie med forskellige indhold og alligevel ikke. Hvert hold var delt i en hovedperson og et team, der skulle få hovedpersonen og hans ansvarsområder på ret køl.

For hver case del var der en velbeskrevet opgave som skulle løses for teamet, og en opgave der skulle løses for hovedpersonen. Så casen gik ud på at se, om hovedpersonen og teamet kunne komme i mål sammen, eller om der skete noget mere drastisk.

Når man som leder eller hjælper står i sådan en situation, så er det virkeligt vigtigt at man ser virkeligheden som den er, og er 100 % klar over den konsekvens det kan havde hvis alt går skævt. Hvis man forestiller sig et skib med besætning og passagerer, hvor det viser sig at kaptajnen ikke tager sit ansvar og udfører sine opgaver som han skal, hvilke konsekvenser det kan have for besætningen som for passagererne. Der er ikke forskel imellem den situation, og en situation i en virksomhed eller for den sags skyld frivillig forening – det har konsekvenser alle steder. Nogle konsekvenser er store og nogle er mindre, men grundlæggende er det at der er konsekvenser for alle. Spørgsmålet i en sådan sag er blot, om direktøren, Kaptajnen eller lederen af den frivillige forening, kan se ud over egen næsetip eller ej.

Det samme gør sig gældende for dem der skal redde situationen, uanset om det er en besætning eller en bestyrelse. Kan de se virkeligheden som den er og kan de se hvilke konsekvenser det har, hvis ikke de vinder denne kamp og dermed får løst deres opgave, som handlede om at redde mennesker fra en katastrofe.

Som leder har man magt uanset om det er i en virksomhed eller en frivillig forening. Man får også opmærksomhed fra de mennesker man skal lede. Det kan både være positiv opmærksomhed, da mange ser op til én, men det kan også være negativ opmærksomhed, som gør at man kommer i konflikt med de mennesker man skal lede. Hvis man som leder er konfliktsky så sker der typisk det, at konflikterne bliver større og større, og hvis man samtidig er underlagt noget større, som f.eks. en organisation, så er det at man som leder skal tage konflikten og få det hele på ret kurs, eller man kan være sig selv nærmest og håbe at alt går over igen.

Problemet er blot at hvis man ikke tager konflikten, så giver man magt til de mennesker der skaber konflikten, og så er det at alt kan gå helt galt. Presset bliver endnu større, og som leder begynder man typisk at finde på undskyldninger for sig selv og andre, og dermed skaber man en anden agenda end den man har ansvar for og er underlagt igennem f.eks. en organisation.

I vores case som omhandlede en frivillig forening, havde hele temaet i fællesskab, det vil sige den ledende instruktør og hele bestyrelsen, givet håndslag på hvilken retning de skulle og hvordan det skulle gøres. Alt var fryd og gammen og der blev lovet guld og grønne skove fra den ledende instruktør. Det er jo super godt alle er enige om hvem der gør hvad og hvordan det gøres - men er det nu også den vej det kommer til at gå?

I del nr. 2 var alt stadigvæk godt troede man og alligevel ikke. Vores hovedperson var begyndt at komme bagefter og havde brug for hjælp til sine opgaver. Det viser sig også, at der er sket ting som får konsekvenser for andre mennesker, og samtidig har den ledende instruktør fået økonomisk støtte til sin egen udvikling – dvs. han har sit på det tørre og tænker ikke på hvad han har fået støtten for – eller gør han?

Som bestyrelsesmedlem i en frivillig forening, sidder man der ofte fordi man gerne vil hjælpe til med at få foreningen i mål med opgaver. Men typisk sidder man der også, fordi der ikke er andre der vil og fordi man måske har børn i foreningen. Men fakta er at man som bestyrelsesmedlem har et ansvar, uanset grunden til man er med. Og det ansvar handler om at sikre foreningens virke iht. vedtægter og aftaler. Derfor skal man tage sin position seriøst og ikke lade sig guide i en forkert retning.

Vores ledende instruktør viste godt hvem der sad i bestyrelsen og han viste godt hvilke knapper han kunne trykke på, for at få bestyrelsen med på hans leg. Bestyrelsen forsøger at hjælpe ham med alt hvad de har, og der laves en ny aftal parterne imellem.

Del nr. 3 var i gang og her var den ledende instruktør nu ude på et skrå plan med sig selv og sine opgaver. Bestyrelsen føler med ham, og gør alt for at redde en ven, som de jo holder af og som de godt ved er uhyggelig vigtig for foreningen – det ved den ledende instruktør også godt, og bruger det til at spille bestyrelsen ud imod hinanden – det skaber kaos og bestyrelsen ved ikke hvor de har hinanden og den ledende instruktør henne. Bestyrelsen vil ikke se virkeligheden som den er og laver en ny plan for alle.

I del nr. 4 er den ledende instruktør i fuld gang med at spille på alle følelser. Han er ked af sin opførsel og han er utrolig glad for alt den hjælp han har modtaget. De æder den råt og alle hans løfter om bod og bedring ryger lige ind – nu kører det og alle er glade – vi skal nok komme frem til målet med hjælp fra vores lysende lede stjerne og os selv – eller skal vi?

Lige inden mållinjen stikker den ledende instruktør af, og efterlader bestyrelse og forening i totalt kaos. De troede på ham og hinanden, og de stolede på alt hvad der blev lovet og sagt – det de ikke gjorde var at se virkeligheden som den er.

Den ledende instruktør havde spillet et helt fantastisk spil, og har været manipulerende ud over alle grænser. Han har formået at lokke alle omkring sig i en retning, som gjorde at de slet ikke så den anden agenda han havde – på samme måde som en tryllekunstner gør. Han får publikum til at kigge i én retning, samtidig med han gør noget andet i en anden retning. De samme gjorde den ledende instruktør.

Han spillede sig selv som menneske med alle de sidder han indeholdt, og hev dem frem efterhånden som der var brug for dem. Hans virkelige "jeg" var også tilstede man viste bare ikke hvornår – Now you see me, now you don’t.

Deltagerne på denne RRCamp havde nu fået smagt på den virkelige verden i ca. 2,5 time. I mange af denne slags situationer som casen bygger på, varer tiden fra flere uger og op til flere år. Hvilket med andre ord vil sige, at det at være leder ikke altid er et 7-4 job, og specielt ikke i en forening hvor medlemmer og ledere er der frivilligt. Her er man tættere på hinanden og støtter hinanden i det omfang man kan – men det er der så også nogle mennesker der udnytter, og som slet ikke har nogle skrupler over det.

Læring.: Som bestyrelse, menneske og leder af eget liv er det vigtigt at se virkeligheden som den er. Det er ikke altid nemt, men der er altid nogle signaler man skal være opmærksom på og tage alvorligt. Det er utrolig nemt at blive selvfed, når man sidder i en situation som udvikler sig fra noget katastrofalt og til noget positivt. Den selvfedme er også en fælde som gør, at alt kan gå fuldstændig galt igen.

Som leder er det utroligt vigtigt at man har fingeren på pulsen. Ikke kun gennem oplysninger og efterretninger, men i høj grad også gennem praktisk handling – dvs. se tingene med egne øjne og mærk på egen krop hvad der sker. Man kan ikke lede, hverken sig selv eller andre, fra sin sofa. Man er nødt til at få fingrene ned i jorden og mærke efter selv, for ellers ser man ikke virkeligheden som den er, men blot en illusion. På samme måde som med kumite, det kan man heller ikke udføre fra sin sofa – gad vide om kumite hænger sammen med det at være leder?