2-5.dan; I-lejr 2009 - Min flugt over plankeværket
Af Søren Nielsen, 43 år, Chuden Hiden, 4.dan Yakami Shinsei-ryu og 5.dan Kodosoku-kai Gensei-ryu Karate-do, Trænet i knap 11 år i Jokokan og Shindenkan, og 16 år i Gensei-ryu, 1  træningslejr med SST, samt  44 træningslejre med Yamana-Itotani Sensei.

Jeg må jo nok, som alle andre deltagere på årets chefinstruktørlejr indrømme, at det har været en meget anderledes og meget uventet lejr. Den har været grænseoverskridende på en måde, man ikke kan fortælle om – det skal opleves for at forståes.

Selvom man aldrig ved hvad der skal ske på en lejr, så er der altid noget som man forventer. Men denne gang tror jeg, at indholdet kom bag på de fleste.

På trods af dette, må det alt andet lige være en af de lejre, jeg har fået mest ud af.

Da chefinstruktørlejren startede og Kimu Sensei første gang spurgte, om det ikke var sandt, at vi fysisk var nogle seje gutter, gippede det i mig. Jeg følte mig ikke særlig sej, specielt ikke fysisk.

Og så skulle stå her og sige ja til, at man var fysisk sej var ikke lige det, jeg havde allermest lyst til. Samtidig havde jeg det som om, at jeg var ved at vende vrangen ud på mig selv. Der var noget inden i, der skulle ud.

(Red.Denne instruktør kæmpede flere MMA Kaidenkan kampe med splintret skinneben, som efterfølgende krævede 4 timers operation.. Kimu Sensei stoppede ham under protest og sendte ham på hospitalet. Alle Chefinstruktører i Kaidenkan kan til enhver tid gennemføre Shindenkan og Kaidenkans fysiske krav, som er på eliteniveau. Alle er blot beskedne og sympatiske J)

Det næste jeg hørte var, at når vi nu var så seje fysisk, hvor seje var vi så psysisk?

Min første tanke var, at når vi kunne gennemføre de krav, der havde været stillet de sidste mange år, så måtte psyken da være på plads. Vi er jo nogle supermænd, der ikke græder over spildt mælk.

Det jeg bare lige glemte var, at det at man skubber sine følelser væk, er ikke det samme som at være psysisk stærk.

Det er egentlig underligt at jeg glemmer dette, for jeg har aldrig syntes at mennesker der taler om deres følelser er svage. Men det gælder måske kun for andre og ikke mig selv?

De sidste 6 måneder har for mit vedkommende været en kamp imod mig selv, og jeg har gang på gang ubevist forsøgt at flygte fra mig selv. Hvilket jeg efterhånden fandt ud af, at jeg ikke kunne, for jeg fik mig selv konstant i nakken i større og større grad.

Samtidig vidste jeg heller ikke, hvad jeg skulle stille op med mig selv og min efterhånden mere og mere lammende selvmedlidenhed.

Jeg har været klar over, at der skulle gøres noget men ikke hvad og hvordan. Lyset for enden af tunnelen begyndte så småt at vise sig under Ken 1 og 2 kurserne og de efterfølgende Ryu-gi samtaler, men jeg syntes stadigvæk, at der manglede noget.

Dette noget, der manglede, ramte mig som en forløsende hammer under I-lejren.

Der er et ordsprog der siger ”at man ikke kan se skoven for bare træer”.

Efter I-lejren 2009 kan jeg sige ”at jeg ikke kunne se mig selv for mig selv”.

Det var nemlig lige det, jeg ikke kunne. En af de øvelser vi skulle udføre på lejren var, at kigge i et spejl og se os selv i øjnene. Og jeg mener virkelig kigge os selv i øjnene.

Samtidig skulle vi udtrykke os verbalt i en grad, der nok ville få de fleste til at undre sig over, hvem der havde givet tilladelse til at lukke stue 6 ud fra Sankt Hans hospital.

At kigge sig selv i spejlet er ikke det værste, der kan ske – specielt ikke hvis man ligner Brad Pitt.

Det var så ikke lige Brad Pitt jeg så, men mere en person, som nu var tvunget til at kigge sig selv dybt i øjnene.

Jeg kunne ikke løbe væk og havde egentlig heller ikke længere lyst til det. Jeg var nødt til at acceptere og anerkende det jeg så – nemlig mig selv.

Denne øvelse udløste en følelesesmæssig afklaring som gjorde, at tavlen blev vasket ren.

Efterfølgende skulle vi så vise, at vi kunne være os selv under kumite. Hvilket vil sige, at Kimu Sensei skulle angribe og vi skulle bare parere.

I denne øvelse, som vi har prøvet masser af gange ved vi alle hvor der bliver angrebet og vi ved også, at angrebet bliver på vores eget individuelle niveau. Dvs. vi skal kun være os selv for at parere.

Simpelt nok tænker man sikkert – og ja det er simpelt.

Men som det jo næsten altid går, så er tanke og ord en ting, men handling noget andet. For det er ikke helt så simpelt at være sig selv – eller er det?

Egentlig handler det måske mest om at turde være sig selv og ikke skabe en illusion til gavn for alle andre end sig selv.

Jeg har aldrig været typen, der har kigget mig selv i spejlet særligt længe af gangen, hvilket måske allermest skyldes, at min hårpragt altid har været på et niveau som har kunnet klares uden spejl.

Samtidig har jeg heller aldrig haft grund til at kigge mig selv i øjnene. Dette kan måske skyldes, at jeg aldrig har været klar over, hvilken effekt denne form for øvelse kan have.

Men jeg har nu lært, at det ikke nytter noget at tage flugten over plankeværket for at komme væk fra mig selv. Det er langt bedre, at jeg kan se og acceptere den jeg er, for så vil jeg kunne være mig selv.

Når jeg kan være mig selv konstant, så vil jeg også være i stand til at lære mig selv at kende.