Teori – dag 1
Det var fredag d. 19.6.2009 og klokken var 16.30 og vi skulle i gang med vores årlige Chefinstruktørlejr. Kimu Sensei indledte lejren med at fortælle os at dette ville blive en anderledes lejr – en Kaidenkan lejr. Kimu Sensei forsatte med at fortælle at vi på denne lejr ville have to dojo’er til rådighed, en til teori og en til praktik.

Efter denne korte indledning sagde Kimu Sensei til os: ”Gå frem til hver jeres spejl, kig jer selv i øjnene og se jer selv som I er”.

Med denne udfordring var rammen sat og lejren for alvor i gang og Jeg tænkte Ok, endnu et møde med mig selv i spejlet som start på denne træningslejr, hvor svært kan det være…

Dette var ikke nyt for mig men så alligevel, fordi forskellen var denne gang at jeg ikke var alene, alle de andre chefinstruktører var sammen med mig.

Oplevelsen af dette var om muligt mere grænseoverskridende for mig end når jeg har gjort det alene, fordi en ting er at dele sit inderste med sig selv – hvor skræmmende det end måtte være, det er en helt anden ting at gøre det med andre mennesker i lokalet samtidig, andre mennesker som du ikke selv har valgt, også selv om de er blevet bedt om nøjagtig det samme… Jeg vil jo gerne selv bestemme, jeg vil gerne selv vælge…

Kimu Sensei gjorde det meget tydeligt for os alle at denne træningslejr var speciel og at det var en individuel træningslejr, hvor vi ikke på noget tidspunkt skulle træne med hinanden, men udelukkende med os selv. Kan man det? Kan jeg det?

Jeg kiggede mig selv i spejlet – tøvede lidt - så mit spejlbillede – og stillede mit spørgsmål til spejlbillede: ”Hvem er du?”. Hvad - var det en fremmed mand jeg så? Jeg sagde til mig selv du bliver nød til at se nærmere…

Det var svært at fastholde og Kimu Sensei trådte et antal gange med hjælp. Så dette var i høj grad en test og understregning af hvor meget jeg kunne fokuserer på min træning, hvor meget jeg kunne nedbryde mine egne grænser og hvor ærligt mit opgør med mine reference punkter var.

Det var også en kamp at give mig selv fri og 100 % abstraherer fra at de andre deltagere. Det at accepterer at de ikke var tilstede i mit univers, men i deres eget, så godt de nu kunne det.

Jeg kiggede mig selv i spejlet igen, forsøgte igen at fastholde mine øjne, mit spejlbillede og stillede mit spørgsmål til mig selv: ”Hvem er jeg?”.

Jeg kunne mærke angsten tage sit greb i mig, men Jeg kunne også samtidig mærke alt det arbejde som jeg har haft med Kimu Sensei på mine træningslejre i år gav mig en ro! En ro der gjorde det nemmere for mig at komme ind til mit inderste.

Da denne lektion var overstået, havde jeg en krystal klar ide om hvad det jeg skulle gøre. Det eneste det gjaldt om var at være sig selv og at tro på at det ville være nok og at fastholde roen og at lade være med at tænke på noget.

Ikke tænke - stå fast på hvem jeg er! Jeg syntes at jeg kan huske en sætning som Kimu Sensei har refereret for mig for flere år tilbage taget fra legenden Miamoto Musashi: ” The moon reflected in a cold stream like a mirror”. Hvem er jeg? Det var måske netop det den passage handlede om. Måske beskriver den passage lige det øjeblik, det sekund hvor Miamoto Musashi så sig selv som han var. Kan jeg det?

Dette ville være en klar forandring…

Praktik – dag 1
Som tidligere nævnt havde vi to dojoer til rådighed på denne træningslejr og helt i overensstemmelse med symbolikken bevægede vi os fysisk over i den anden dojo - praktikkens dojo.

Kimu Sensei indledte denne lektion med følgende sætning: ”Nu har I brugt hele sidste lektion på at fortælle Jer selv hvad det er I skal gøre og nu er tiden kommet til at afprøve dette i praksis. Jeg vil for hver enkelt af Jer angribe på 95 % af jeres bedste, dvs. at hvis I er 95,1 % af jeres bedste kan I parerer ellers ikke…”. Og med disse ord var rammen sat for næste lektion og udfordring. 

Alle, der har prøvet denne form for kumite test med Kimu Sensei, ved at den på engang er både grænseoverskridende, provokerende, angstfremkaldende, forvirrende, hård og morsom. Men det der er væsentlig ved den er at den er lærerig, netop på den måde hvorpå den giver deltagerne lov til at studerer sig selv, hinanden og Kimu Sensei – kravet er som altid, at man deltager for at afprøve rammerne og at lære af det…

Den praktiske træningslektion gik i gang og bestod i at Kimu Sensei udførte forskellige variationer af angreb med tsuki først mod brystet og derefter mod maven. Der er ikke noget specielt farligt ved angrebet og vi ved på forhånd hvilket område der er målet. Alligevel er det sådan at der for den enkelte deltager presser deres grænser op i 95 % området.

Hvad gik så godt og hvad gik skidt, var jeg i stand til at udføre min teori i praksis? Hm.. Svaret er nej, jeg kunne ikke omsætte min teori til 95,1 % praksis.

Det der ikke gik godt var at jeg ikke formåede at bevarer roen under angrebet, specielt ikke hvis det varede længere. Det betød at kom til at arbejdede stødvist og ubalanceret. Jeg kunne ikke undlade at tænke og Jeg blev influeret af de andre deltageres reaktioner

Det eneste der gik godt var at jeg faktiske vedblev med at holde fast i min teori og prøvede at omsætte den til noget - specielt mellem angrebene J

Konklusion dag 1
Min konklusion omkring dag 1 var at jeg skulle bevarer roen og stå endnu mere fast på mig selv og fokuserer på nuet og fastholde mig i at være mig selv - på godt og ondt.

Teori – dag 2
Næste dag startede med en ryugi træning, hvor Kimu Sensei fortalte om de udfordringer SST havde givet ham under hans vej og understregede tydeligt at hver gang han var blevet stillet over for en udfordring, havde han fået én og kun én chance.

Efter denne blev jeg ligesom alle andre deltagere direkte bedt om at forholde mig til mig selv, min indsats i tanke ord og handlinger, med spørgsmålet: ”Hvorfor skal du have mere end én chance? hvad er det der berettiger dig til 100 chancer og giver det mening? – der er kun et liv og en død”. Det var lige på og hårdt.

Vi fik 1 minut til at tænke over det og så sagde Kimu Sensei til os: ”I dag er en ny dag og jeg er jo en anderledes stormester som tror på jer” og efter denne indledning sagde Kimu Sensei til os: ”Gå frem til hver jeres spejl, kig jer selv i øjnene og se jer selv som I er”.

Med denne udfordring var rammen sat et gear op Jeg tænkte hmm.. endnu et møde med mig selv i spejlet, det ender med at blive farligt!...

Jeg stod igen ansigt til ansigt med mig selv i spejlet – igen tøvende – og igen stillede det samme spørgsmål til spejlbillede: ”Hvem er jeg?”.

Jeg vidste allerede at jeg var nød til at gå tættere på, dybere end i går. Det var svært at tæmme min indre modstand og fastholde mig selv og først da Kimu Sensei trådte til med en direkte opfordring til mig om gå helt ind fik jeg den rette indstilling eller måske modet til at gøre det. Dette var en meget voldsom oplevelse for mig så meget at jeg var fysisk rystet bagefter.

Da lektion var overstået, havde jeg en krystal klar ide om hvad det jeg skulle gøre. Det var kun en mulig betragtning omkring praktikken: Der er kun et liv og en død.

Praktik – dag 2
Den praktiske træningslektion var den samme som tidligere og her stod jeg så med min teori fra den tidligere lektion og var helt klar til at udleve den: ”Der er kun et liv og en død” sagde jeg til mig selv.

Men ak i stedet for at være 100 %, var jeg fastfrosset og havde stive ben. Jeg var stadig fysisk rystet af min teoretiske oplevelse eller opslugt af mig selv og det var først efter at være blevet ramt et par gange at jeg begyndte at reagere og der var det jo for sent, fordi der jo kun er et liv og en død!

Konklusion – dag 2
Jeg må konkludere efter dag 2 at der er stor forskel på teori og praksis. Det at jeg kunne står med så klart et billede af hvad jeg skulle gør, af hvad det er det rigtige og så alligevel ikke være i stand til at føre det ud i livet, viser det med tydelighed.

Jeg må stille mig selv spørgsmålet: ”Kan det virkelig være rigtigt at man skal reagerer sådan eller er det mig der overreagerer”.

Der er kun et liv og en død, dvs. hver eneste gang er liv eller død, mit liv eller min død – altså min indstilling til mit liv og min død.

Forudsætningen for at der er noget der hedder mit liv og min død, er at jeg kan bevare centeret, balancen, roen og overblikket længe nok til at jeg ved hvem jeg er.