Første brunbælte-graduering.
Oliver Vorawit Baggersted,17 år, 3.kyu Yakami Shinsei-ryu og 2.kyu Kodosoku-kai Gensei-ryu Karate-do, sommer 2010. Trænet i 6 år

Uden at afskrække folk for dette forløb, vil jeg til at starte med sige, at dette forløb nok har været noget af det mest grænseoverskridende og krævende jeg har prøvet, både fysisk og psykisk.

Denne graduering har betydet virkelig meget for mig, ikke kun fordi det er min første graduering til brunt bælte, men også fordi, jeg startede i 1.g i år, og derfor allerede har været under pres med hensyn til prøver og eksamen.
En ting jeg ville råde andre til, er at forberede sig mentalt lige så meget, som man gør fysisk. For det kom som et kæmpe chok for mig, da jeg var til stoptest 2, 3 og 4, hvor presset man i virkeligheden blev.

Til den 1. del som var den fysiske test, var jeg til at starte med ekstremt nervøs, i hvert fald for delen på løbebåndet. Og måske med god grund. Cirklen var der ingen problemer med, men da jeg skulle løbe, gik det helt galt. Jeg kan kun råde folk til, at de sørger for at få en god morgenmad og mentalt forbereder sig på den fysiske test, for på løbebåndet bliver man presset mere end man først tror.

Lennart og jeg fulgtes til vores stoptest og snakkede frem og tilbage om vores forventninger. Lennart har været en stor hjælp, til at få min nerver ned, da han allerede havde været igennem dette forløb 2 gange i forvejen.

Da vi skulle til de følgende stoptest, havde jeg det nogenlunde. Det blev først ”skræmmende”, da vi blev bedt om at gå ind i den store sal (Vi var i Måløvhallen og havde startet ud i den lille sal), og Kimu Sensei trådte ind og vi begyndte den første stoptest. Det mest krævende ved den test må have været både det, at man ikke er sikker på, hvor lang tid det egentlig varer, eller hvilke kombinationer af teknikker man bliver bedt om at udføre.

Den 3. stoptest, var nok den test, som vi alle havde haft størst problemer med at forberede os til, eftersom vi kun havde fået af vide, at vi skulle læse pensumhåndbogen meget grundigt og mange mange gange. Men den gik overraskende roligt efter de første minutter, og var den mest rolige og mindst stressende af testene.

Personligt var den sidste del af stoptestene, den dag én af mine favoritter. Den skræmte mig virkelig, da jeg blev presset til at skulle stå og slå og sparke igennem på en person, som ikke nødvendigvis havde kræfter til at kæmpe imod. En uhyggelig grænse at komme i nærheden af og som alligevel fascinerer mig at tænke tilbage på, fordi vi på det tidspunkt var så pressede som vi var.

Endelig den sidste del af vores graduering. Stamina testen, som virkelig kom meget bag på mig, så jeg ikke klarede den særlig godt. Men den krævede utrolig meget viljestyrke, og mit problem var, at jeg ikke havde lagt mærke til, hvor træt min krop var eller hvor dårlig attitude jeg viste.

Den sidste test, pudetesten, hvor jeg har virkelig aldrig har prøvet at presse mig selv så meget før, og jeg ville ikke have kunnet gøre uden den støtte jeg fik. Der var især fire stemmer som hjalp mig igennem, Karsten Nielsen, Bjørn Thon, Lennart Gabrielsen og Elisabet Shishó. Jeg kunne høre dem flere gange råbe mit navn og dette gav mig kræfter til at fortsætte. Jeg fik øjenkontakt med Elisabet Shishó og Karsten flere gange, hvilket nok var den primære grund til, at jeg kunne fortsætte.

Mange har støttet mig, også andre elever fra Jokokan Amager, Men især Lennart, Juri, Karsten, Elisabet Shishó og Søren Renshi, har været en utrolig god støtte igennem dette forløb.